- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
24

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

1722 Ispahan. Husein maatte afgive Tronen
til Mâhmud. Denne blodbesudlede Tyran døde i
Vanvid 1725 og fulgtes af sin Søn Ashraf.
Husein’s Søn Tahmâsp havde søgt Hjælp hos Peter
den Stone; dog blev det ikke Tsaren, men den
store Feltherre Nâdir (Tahmâsp-kuli Khân),
der hjalp ham til at slaa og fordrive
Usurpatoren (1729). Tahmâsp II blev saaledes Konge;
men allerede 1732 afsatte Nâdir ham og lod i
Stedet hans otte Maaneder gl Søn Abbâs III
krone. Fire Aar efter døde denne, og Nâdir, der
stadig havde været den egl. Herre, tog nu selv
Kronen. Nâdir Shâh søgte ved at gøre
Sunnismen til Statsreligion at styrke sin usurperede
Magt og bryde Præsteskabets Indflydelse. Han
kæmpede heldig med Osmanerne, slog Uzbegerne,
overvandt de afghanske Stammer, der derefter
blev hans Kernetropper, og trængte helt ind i
Indien. Stormogulen blev slaaet, hans
Hovedstad Dehli erobret og plyndret; Indus blev som
i gl Dage P.’s Østgrænse. Bokhara og Khiva
erobredes. Endnu engang var P. et mægtigt
Rige. I Nâdir’s senere Aar tiltog hans
Mistænksomhed og Grusomhed, og han blev dræbt af
Sammensvorne 1747. Derefter opstod der
forvirrede Kampe mellem Tronprætendenterne, og
Afghanerne under Høvdingen Ahmed Abdâlî
løsrev sig for bestandig. Blandt de mange
ærgerrige Stormænd hævede sig navnlig Kerîm Khân
af den kurdiske Zend-Slægt, og
Kadjarhøvdingen Muhammed Hasan Khân. Kerîm
Khân
anerkendtes omtr. 1760 som P.’s
Hersker; han regerede med Kraft og Dygtighed fra
sin Residens Shiraz og udmærkede sig tillige
ved en usædvanlig Humanitet. Men efter hans
Død (1779) brød Kampen løs igen. Ogsaa den
sidste Zend Lutf Alî Khân var en tapper
og ædelmodig Fyrste, men han blev sluttelig
besejret og dræbt under Pinsler af Muhammed
Hasan’s Søn, Gildingen Aghâ Muhammed
(1795). Denne, som det synes, for menneskelig
Følelse blottede Mand blev Stifter af det tyrk.
Kadjar-Dynasti. Han slog de fremtrængende
Turkmener tilbage og tog Georgien, der havde
sluttet sig til Rusland, tilbage, undgik dog Krig
med Rusland ved Katharina II’s Død. Den
blinde Shâh Rukh, Sønnesøn af Nâdir og paa
mødrene Side beslægtet med Sefaviderne, herskede
i Chorasan, støttet paa Afghanerne; han blev
besejret og pint til Døde. Allerede 1797 blev
imidlertid Aghâ Muhammed myrdet.
Kadjarerne gjorde Teheran til Rigets Hovedstad.
Aghâ Muhammed’s Nevø Feth Alî Shâh
(1797—1834) kom i Krig med Rusland (1804—13)
og maatte ved Freden i Gulistan afstaa
Georgien og flere andre Besiddelser i
Kaukasus-Landene. Derimod søgte baade Napoleon og
England, der var bange for sine ind. Lande, at
vinde P., men Napoleon fik nok at gøre i
Europa, og England nøjedes med at mægle mellem
P. og Rusland. Dog stiftedes der et eng.-pers.
Forsvarsforbund. En Krig med Tyrkiet blev
afbrudt af Kolera 1821 og førte ikke til noget
Resultat. En ny Krig med Rusland 1826—28 gik
endnu uheldigere end den forrige; England
svigtede, og ved Freden i Turkmantschai maatte
P. afstaa Prov. Erivan m. m. og betale store
Omkostninger. Landets indre Tilstand var ikke
god, de kadjariske Prinser udsugede
Befolkningen. I Feth Alî Shâh’s senere Aar var
Tronfølgeren, den begavede Prins Abbâs, den egl.
ledende Mand, men han døde pludselig (1833), og
Aaret efter døde Kongen. Abbâs’ Søn,
Muhammed Shâh (1834—48) nærmede sig snart
Rusland, og opmuntret af denne Magt angreb han
Afghanerne og belejrede Herat, men England
tvang ham til at opgive det hele, og Rusland
rørte sig ikke. Regeringens Ledelse var i
Hænderne paa Ministeren Hâdjî Aghasî, der lod
Hæren forfalde og udpinte Landet. Rusland tog
den vigtige Ø Ashurada, i det kaspiske Hav.
1843 blev 3000 Persere myrdede i Shiitternes
hellige By Kerbela af fanatiske Tyrkere. I
Muhammed Shâh’s sidste Tid opstod den religiøse
Bevægelse, som kaldes Babismen (se Bâbier),
men først under Nâsir-ed-dîn (1848—96)
begyndte den at blive farlig ved den store
Udbredelse, den fik. Derfor blev Stifteren, Bâb,
skudt (1850), og et babitisk Attentat paa Kongen
gav Signal til en blodig Babiforfølgelse (1852).
Men Læren bredte sig med uimodstaaelig Magt
i alle Samfundslag. Nâsir-ed-din erobrede Herat
1856, men maatte opgive Byen igen efter en
kort Krig med England. Europæisk Væsen
begyndte at vinde Indpas i de højere Lag, men
Reformer efter europ. Mønster strandede for
det meste paa Gejstligheden. Dog indførtes
Telegrafen, og en eng. Dampskibslinie fik
Koncession paa Farten paa Floden Karun. Nâsir-ed-din
foretog tre Rejser til Europa og udgav sine
Rejsedagbøger. Misfornøjelsen med Regeringen
gjorde sig gældende særlig i de oplyste Klasser;
dog kunde »Ungpersernes« Parti ikke faa nogen
Betydning. 1896 blev Nâsir-ed-din myrdet af
Mirzâ Rizâ, en Tilhænger af Revolutionsmanden
Djemâl-ed-din, der var en af Panislamismens
Foregangsmænd. Nâsir-ed-din’s Søn
Muzaffer-ed-din var en godmodig, men svag
Fyrste, under hvis Herredømme Skatkammerets
Midler blev ødslede bort til graadige Favoritter
og til kostbare Europarejser. Flere større Laan
bragte P. i generende Afhængighed af Rusland,
de nordpersiske Toldindtægter blev saaledes
stillede under russ. Kontrol. Samtidig forbedredes
det pers. Toldvæsen i øvrigt ved den indkaldte
Belgier Naus’ Bestræbelser. Imidlertid havde
Berøringen med Europa i Forbindelse med
Babismens Vækst skaffet moderne Frihedsideer
Udbredelse i P. Under Muzafier-ed-din’s milde
Styre blev Oppositionen dristigere, saa at selv
den hidtil saa konservative Gejstlighed til Dels
smittedes af Frihedstankerne. I Anledning af et
Sammenstød mellem Teherans Borgere og
Myndighederne 11. Juli 1906 nedlagde Hovedstadens
Befolkning Arbejdet, alle gejstlige og jur.
Forretninger ophørte, og 13000 Teheranere søgte
Ly i det eng. Gesandtskab. Saa lovede
Muzaffer-ed-din sit Folk en Nationalforsamling, nærmest
af raadgivende Art, men ved den endelige
Grundlov, der 30. Decbr 1906 undertegnedes af
Shahen og Tronfølgeren, blev P. en fuldstændig
konstitutionel Stat med et Tokammerparlament
(kaldet »Madjlis«) efter belgisk Mønster.

Muzaffer-ed-din døde 9. Jan. 1907 og
efterfulgtes af sin Søn, den i Forvejen lidet populære
Muhammed Alî. Hans Regering blev en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0034.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free