- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
28

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - persisk Sprog og Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Indskrifter fra Darius I, Xerxes I, Artaxerxes
II og III, der oftere er udgivne, senest af
Weissbach og Bang (1893, ny Udgave ved Weissbach
med de babyloniske og elamitiske
Paralleltekster, 1911) og Tolman (Ancient Persian Lexicon
and Texts
, New York & Leipzig 1908). Til
Grammatik og Leksikografi: A. Meillet,
Grammaire du vieux perse (Paris 1915), og C.
Bartholomae, »Altiranisches Wörterbuch«
(Strassburg 1904). Under Sasaniderne (226—c. 650 e.
Kr.) blev P. igen Rigssprog, men i en senere
Sprogform, det saakaldte Mellempersisk ell.
sasanidisk Pehlevi (se Pehlevi). De første Par
Aarh. efter den arab. Erobring af Persien er en
Overgangstid, fra hvilken ingen litterære
Mindesmærker er overleverede. Enkelte Citater hos
arab. Forf. fra denne Tid viser dog, at der
digtedes paa Folkesproget, og de første digteriske
Frembringelser paa Nypersisk (fra 9. og
10. Aarh. e. Kr.) viser en allerede meget
betydelig kunstnerisk Beherskelse af denne
Sprogform. Sprogligt har Nypersisk ikke undergaaet
betydelige Forandringer fra denne første
Begyndelse til vore Dage. Gode nypersiske
Grammatikker ved Mirza Mohammed
Ibrahim
(Nyudgave ved Fleischer, 1875),
Chodzko (1883), Salemann og Schukovski
(1889), Wahrmundt (2. Udgave 1889), P.
Horn
(i »Grundriss der iran. Philologie« I),
Fr. Rosen (»Neupers. Sprachführer«, 1890;
udvidet eng. Udg), St. Clair-Tisdall
(Modern Persian Conversation - Grammar, 1902),
Seb. Beck (»Neupers.
Konversations-Grammatik«, 1914), Phillott (Higher Persian
Grammar
, 1919). Persisk-engelske Leksika ved
Johnson (1852) og Steingass (1892),
engelsk-persisk ved Wollaston (mindre Udg. 1894),
persisk-latinsk ved Vullers (2 Bd og Suppl.,
1855—67). Smlg. P. Horn, »Grundriss der
neupersischen Etymologie« (1893) og
Hübschmann, »Persische Studien« (1895). Se i øvrigt
Iranske Sprog.

Aug. den mellempersiske Litt., se Pehlevi.
I de første islamitiske Aarh. skrev Perserne
baade deres poetiske og prosaiske Arbejder paa
Arabisk, og ogsaa efter at den nypersiske Litt.
havde udviklet sig og var bleven »hoffähig«,
blev mange, navnlig teologiske og
videnskabelige Skr af pers. Forf. affattet paa Arabisk.

Poesien. Allerede de ældste nypers. Digte,
som kendes, er formede efter den arab. Metriks
Regler. Man har ligeledes adopteret Arabernes
Digtformer, hvoraf de vigtigste er Kasîden
(hyppigst panegyrisk, undertiden satirisk) og
Ghazelen (erotisk, bacchantisk o. l.). En ægte
pers. Digtform er den epigrammatiske, korte
Rubâî (s. d.). De to største af Samanidetidens
Digtere er Rûdagî (s. d.), hvis snart
livsglade, snart vemodige Lyrik er præget af fin
Følelse og sart Stemning, let og elegant i
Formen, og den dybsindige, pessimistiske
Shahîd. Til dem slutter sig Khabbâzî,
Al-Djuneidî o. fl. Alle disse Digtere, der tilhørte
Nasr II’s Tid, var fortrinsvis Lyrikere. Den
episke Poesi dyrkedes af den noget ældre Abû
Shukûr
, af hvis Digtning kun laa
Brudstykker er tilbage, og ogsaa Rûdagî optraadte
som Epiker med en poetisk Bearbejdelse af
Bidpai’s Fabler (Pantschatantra). Under de
senere Samanider levede Abû Mansûr
Dakîkî, der paabegyndte »Shâhnâme« og ved
Siden deraf skrev lyriske Digte om Vin og
Kærlighed, Abu-l-Fath Bosti, der besang
Humanitet og Fred, og Emiren Al-Aghâtschî.
Den sidste Samanide, den heltemodige
Muntasir, klagede i gribende Vers over, at
Fredens og Glædens Tid var forbi. Tre betydelige
Digtere rager ud over denne Periode:
Astronomen Umâra, Filosoffen Avicenna (s. d.)
og Kisâî, der besang Nydelsen i sin Ungdom
for i sin Alderdom at blive en from Shiit og
Asket. Samtidig levede fjernt fra Hoflivet
Mystikeren Bâbâ Tâhir, der iskrev Rubâî’er i
Raidialekt. Efter Samanidernes Undergang samlede
Sultan Mahmûd et glimrende Digterhof i
Ghazna. Her virkede Farrukhî, Asdjadî og
Digterkongen Unsurî. Firdausi’s Lærer
Asadî indførte en særlig Digtart, Munâzare, noget
lig de provençalske Tenzoner. Større end alle
disse var Firdausî (s. d.). Ved den af ham
fuldendte »Shâhnâme« blev han den egl.
Grundlægger af det historiske og sagnhistoriske Epos.
De sagnhistoriske Motiver, som Firdausî ikke
havde taget op til Behandling, afgav i den flg.
Tid Stof til en Mængde, til Dels meget
omfangsrige episke Værker som »Garshaspnâme«,
»Sâmnâme«, »Bârzûnâme«, »Djahângirnâme«,
»Bânû-Guschaspnâme«. Til de fleste af dem er
Forfatterne ubekendte. Under Mahmûd og hans
nærmeste Efterfølgere besang Minûtschihrî
i kraftige Vers Livets Nydelser, medens
Asketen Abû Saîd i formfuldendte Rubâi’er
priste den sufiske Mystik, Panteismen og den
sværmeriske Gudskærlighed. Under de senere
Ghaznavider var Abu-l-Faradj Rûnî og
Masûd-i-Sad-i-Salmân de betydeligste
Digtere. Samtidig havde der om Khizr Khân i
Transoxanien dannet sig et Digterhof, hvis
fornemste Repræsentanter var Emir Amak og
Rashîdî. De første Seldjukider begunstigede
derimod kun i ringe Grad Digtekunsten; dog havde
Persien under dem store Digtere som den
didaktisk-lyriske Nâsir Khusrau (s. d.) og den
filosofisk-pessimistiske Rubâi-Digter Omar
Khajjâm
(s. d.); og Fakhr-ed-din
Asad-i-el-Astarabâdî el-Djordjâni
skrev et
romantisk Epos over det gammelpersiske Sagn
om »Vîs og Râmîn«. Et egl. seldjukidisk
Digterhof skabtes først af Sandjar, der samlede om
sig store Panegyrikere som Emîr Muizzî (d.
1147), Rashîd Vatvât (d. 1182), der tillige
er bekendt som Forf. af en pers. Metrik, og
Anvarî (d. c. 1190). Adîb Sâbir lovpriste
baade Sandjar og hans Modstander Atzis og
blev dræbt paa den sidstes Befaling 1143.
Khâkânî (d. 1199), der ved Siden af Anvarî
regnes for Persiens største Panegyriker, priste
forsk. Atabeger og Kharezmider i sine Kasîder.
Mindre betydelige Lovdigtere er de lidt yngre
Zahîr Fârjâbî og Kamâl Ismaîl.

Ved Siden af Hofdigtningen dyrkedes den
mystisk-religiøse Poesi. Den islamitiske Mystik,
den saakaldte Sufisme, der har udviklet sig
under Paavirkning fra den nyplatoniske Filosofi,
ser i Mennesket en Bestanddel af Gud, der er
skilt fra sit Ophav og længes tilbage dertil, og
besynger denne Længsel i verdslige Billeder,
idet Vin og Elskov er Symboler paa den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0038.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free