- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
29

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - persisk Sprog og Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

mystiske Gudskærligheds Ekstase. Ringeagt for de
forsk. Religioners ydre Former er en naturlig
Konsekvens af dette Livssyn. I Poesien træffer
man sufisk Mystik allerede hos Avicenna og
Bâbâ Tâhir. Abû Saîd er helt Sufi. Hos Omar
Khajjâm træffes sufiske Tanker. Ansârî i 11.
Aarh. og Hakîm Sanâî i 12. Aarh. stræber
hen imod Udviklingen af den sufiske Lyrik til
et sammenhængende Læresystem, en didaktisk
Digtning, en Udvikling, der naar sin
Fuldkommenhed med de store klassiske Digtere Attâr og
Rûmî. Ferîd-ed-dîn Attâr (d. 1230, 111
Aar gl.) fremsætter i flere Læredigte, hvoraf de
bekendteste er den symbolske »Mantik-et-tair«
(ɔ: »Fuglenes Tale«) og »Pendnâme« (ɔ:
»Formaningernes Bog«), de sufiske Lærdomme med
Overbevisning og systematisk Klarhed.
Djelâl-ed-dîn Rûmî (d. 1273) prædikede i
»Mesnevî« den mystiske Gudskærlighed i et
storslaaet og dybsindigt Sprog og med en
uudtømmelig Rigdom af Lignelser.
Muslih-ed-dîn Sadî (d. 1291, 107 Aar gl.), der
beskyttedes af Atabegen Sad ibn Zengî i Fars, var mere
populær, en Moralist, der mere tog Sigte paa
det daglige Liv; hans »Gulistân« og »Bostân« er
Kvintessensen af Orientens praktiske
Livsvisdom. Mahmûd Shabistarî’s (d. 1320)
Læredigt »Gulshan-i-raz« (»Hemmelighedernes
Rosenbed«) er en tør, skematisk Haandbog i
Sufismen. Attâr, Rûmî og Sadî er tillige Tidens
største egl. Lyrikere, men deres Divaner er
ogsaa fuldstændig i sufisk Aand. Overhovedet er
al Lyrik i denne Periode gennemsyret af
Sufisme. — Eposet naar imidlertid sin anden
Glansperiode med Nizâmî (d. 1203), hvis hele
Digtning ligeledes har en udpræget sufisk
Karakter. Det hist. Epos har han dyrket i
»Iskendernâme« (Bogen om Alexander den Store),
men hans egl. Felt var det romantiske
Kærlighedsepos. Dette var ikke noget nyt. Firdausî
havde skrevet »Jûsuf og Zalîkhâ«, Unsurî
»Vâmik og Azrâ«, Fakhr-ed-dîn’s »Vis og Râmîn« er
ovf. omtalt. Men Nizâmî var her Persiens
største Mester, og hans »Khusrau og Shîrîn«, »Leila
og Medjnûn« og »De syv Skønheder« er blevne
Forbilleder for senere Epikere. Han indførte
den Skik at samle 5 episke Digtninge i en
»Khamise« (ɔ: Fembog). Nizâmi’s nærmeste
Efterligner var Emîr Khusrau (d. 1325),
Indiens største pers. Digter, som i en Khamse
behandlede de samme Emner som sin Forgænger;
i andre Digtninge behandlede han samtidige
Begivenheder. Khvâdjû Kirmânî (d. 1352)
skrev »Humâi og Humâjûn«. — Efter at Ibn
Jamîn
(d. 1344) havde skænket sine
Landsmænd en Samling fine og inderlige Tankedigte,
naaede den klassiske Lyrik sin højeste
Fuldkommenhed med Hâfiz (d. 1388 ell. 1389),
Vinens, Kærlighedens og Rosernes Sanger.
Smilende Ynde, Livslyst vekslende med bitre ell.
vemodige Stemninger præger hans
formfuldendte Ghazeler. Det verdslige og det mystiske
indgaar hos ham en uløselig Forbindelse. Hâfiz’
Samtidige, Ubeid-i-Zâkânî (d. 1370), er
Persiens største satiriske Digter. I en Rk. Skr,
hvoraf det betydeligste er »De Fornemmes
Moral«, revser han Samtidens moralske
Fordærvelse og det politiske Forfald under
Mongolerherredømmet. En anden Satiriker, Abu Ishâk
ell. Bushâk (d. 1427) parodierede Firdausî,
Sadî, Hâfiz og de andre store Mestre i en
Samling kulinariske Digte. Persiens sidste store
Klassiker, Abd-er-rahmân Djâmî (d. 1492)
var overordentlig alsidig. I Lyrikken er han en
ikke uværdig Efterfølger af Hâfiz, hans Vers
er farverige og stemningsfulde, men noget
kunstlede; ogsaa hos ham er Verdslighed og Mystik
blandede sammen. Djâmi er tillige denne
Tidsalders største episke Digter. Han skrev en
Samling af 7 episke Værker, kaldet Heft Aureng
(»De syv Troner«), hvoriblandt en »Jûsuf og
Zalikhâ« og en »Leila og Medjnûn« samt en
»Salâmân og Absâk. Hans Søstersøn Hâtifî
(s. d., d. 1521) var en ikke ubetydelig Epiker,
der foruden de traditionelle Emner »Leila og
Medjnûn« og »Khusrau og Shîrîn« ogsaa skrev
»Tîmûrname« til Tamerlan’s Ære og begyndte
paa en »Shâhnâme«, hvori Sefavidedynastiets
Stifter Ismaîl fejredes. Lyrikeren Bâbâ
Fighânî
(d. 1516 ell. 1519) fik Tilnavnet »den
lille Hâfiz«. Fattâhî’s (d. 1448) yndefulde
allegoriske Digtning)) Husn u dil« (»Skønhed og
Hjerte«) og Hilâlî’s (d. 1532) Epos »Shâh u
Dervish« fortjener at nævnes.

Perioden efter 1500 er Epigonernes Tid.
Künstleriet, som fra gl Tid havde præget
Hofpoesien, og den Svulst i Stilen, der var
fremherskende navnlig fra Sadi’s Tid, bevaredes
trofast, men betydelige Digterpersonligheder
træffer vi ikke; de gl. Mønstre efterlignes, men der
sker ingen ny kunstnerisk Indsats. De to St.,
hvor Poesien trives frodigst i 16. og 17. Aarh.,
er hos Stormogulerne i Indien og ved
Sefavidehoffet i Ispahan. Om Stormogulen Akbar
samlede sig en Kreds af Digtere, hvoraf den
betydeligste er Feizî (d. 1595), der i sin Lyrik er
Mystiker ligesom Digterkongen Ghazâlî,
medens Urfî er en mere folkelig Digter. I
Indien levede ogsaa Zuhûrî (d. 1616), der skrev
en bekendt »Sâkînâme« (»Vinskænkerens Bog«),
og Sufien Bîdil (d. 1720). Stormogulen Shâh
Alam
, der blev blindet 1788, skrev under
Navnet Aftâb gribende Digte om sin sørgelige
Skæbne. Nyt episk Stof fandt man i Indiens
Sagnverden. Den nævnte Feizî skrev et Epos
over det fra Mahâbhârata laante Sagn om Nala
og Damajantî; Andjab gav en metrisk
Oversættelse af hele Mahâbhârata. I Persien naaede
Poesien en lille Efterblomstring ved Abbâs den
Stores Hof med Livlægen Shifâî (d. 1628),
Kongens Ven Djalâl Asîr og Epikeren
Zulâlî Sâib (d. 1677) anses for 17. Aarh.’s
største pers. Digter. Fra 18. Aarh. fortjener
Hâtif (d. c. 1784) at nævnes. I 19. Aarh.
samlede der sig et Digterhof om Feth Alî Shâh,
der ogsaa selv skrev et Divan under Navnet
Khâkân; den bekendteste af denne Kreds er
Nashât. Kââni (d. 1854) er kun en
behændig Versemager, hvorimod Sheibânî (d.
1891) virkelig har noget paa Hjerte; hans
manende Vers, der er rettede mod Kongens og
Regeringens Ligegyldighed for Folkets Nød,
virker saa meget kraftigere, som de er fri for al
Unatur i Formen. De politiske Kampe i de
sidste Aartier har fremkaldt en ret rig politisk
Tendensdigtning.

En ægte pers. Art af Drama er det saakaldte
Tazije, Passionsskuespil, der behandler

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0039.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free