- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
30

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - persisk Sprog og Litteratur - Persius Flaccus, Aulus - Person

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kalifen Alî’s Søn Husein’s tragiske Skæbne og
opføres aarlig i Maaneden Muharrem. I dets nuv.
Form kan Passionsskuespillet ikke forfølges ret
langt tilbage, men det synes i visse Maader at
være en Fortsættelse af Mysterier fra Oldtiden.

Prosaen. Af prosaisk Skønlitteratur er
navnlig Fabelen og Eventyret blevet dyrket.
Persien er den Port, hvorigennem Indernes
Eventyrskatte er trængte ind i den
muhammedanske Verden og derfra videre til Europa. Vi
har derfor paa Persisk en Mængde
Rammeværker ɔ: Samlinger af mindre Fortællinger,
indskudte i en Hovedfortælling efter ind. Mønster,
saaledes som vi kender det fra »Tusind og een
Nat«. Hertil hører »Anvâr-i-Suheilî« (»Canopus’
Lys«), en udvidet Version af Pantchatantra,
skrevet af den frugtbare Husein Vâiz
el-Kâshifî
(død 1504), »Tûtînâme«
(»Papegøjebogen«) efter den ind. »Çukasaptati«, behandlet af
Nakhshebî (14. Aarh.) og kortere af
Kâdirî (17. Aarh.), den anon. »Bakhtjârnâme«,
der synes at være et ægte pers. Værk, og
»Behâr i dânesh« (»Kundskabens Vaar«), der er
forfattet i 17. Aarh. af Inâjetullah Kanbû
og indeholder mange Reminiscenser fra »Tusind
og een Nat«. Der findes desuden en Mængde
anon. Kærlighedsromaner, til Dels stammende
fra Indien, og mere ell. mindre voluminøse
Eventyrromaner af forsk. Art; særlig yndede
er Romanerne om den legendariske Hâtim Tâî.
Profethistorier og Helgenlegender har ogsaa
altid været en skattet Læsning. — Den hist. Litt.
begynder under Samaniderne med Vesiren
Balâmî’s Oversættelse af Tabarî’s arab.
Verdenskrønike. Vigtige hist. Værker fra senere Tid er
Atâ Melik Djuveinî’s (død 1283),
»Târîkh-i-Djehângushâ« (om Mongolernes Erobring af
Persien) og Rashîd-ed-dîn Fadlullâh’s
(d. 1318) Universalhistorie »Djâmi-et-tavârîkh«.
Mîrkhônd’s (d. 1498) store
Universalhistorie »Rauzat-es-safâ« (»Renhedens Have«) er
bleven berømt for sin blomstrende Stil, men er
blot en ukritisk Bearbejdelse af ældre Kilder.
Mîrkhônd’s Sønnesøn Khôndemîr (død 1535)
skrev ligeledes en Universalhistorie
»Habîb-es-sijar« (»Biografiernes Ven«). »Tarîkh-i-Alfî«
(»Tusindaarshistorien«) blev forfattet af 4 Mænd
paa Kejser Akbar’s Befaling. Af
specialhistoriske Skr nævner vi Baihakî’s og Utbî’s
Biografier af Ghaznaviden Mahmûd,
Sheref-ed-din Jazdî’s »Zafarnâme« (Tamerlan’s
Historie) og Abbâs den Stores Historie ved
Iskenderbeg Munshî; af Bykrøniker;
Narshakhî’s Bokharakronik. —
Digterbiografier og litterære Anekdotesamlinger er
forfattede af Aufî (c. 1220), Dauletshâh
(»Tazkiret-ush-shuarâ«, c. 1487), Djâmî, Lutf
Alî Beg
(»Ateschkade«, c. 1765). Biografier af
berømte Sufier har Attâr og Djâmî
besørget. Fremstilling af forsk. orientalske
Religionssystemer er Abulmaâli’s »Fremstilling af
Religionerne« og det bekendte Værk »Dabistan«
fra 17. Aarh. En Haandbog i Regeringskunst har
den store Vesir Nizâm-el-mulk leveret i
»Siâsetname«, der ligesom Nizâmî-i-Arûzî’s
(12. Aarh.) »Tchahâr makâle« (»Fire Diskurser«)
giver vigtige Bidrag til pers. Kulturhistorie i
ældre Middelalder. Der findes en rig Litt. om
praktisk Moral og gode Sæder; bekendt er
»Kâbûsnâme« af Fyrst Kai-Kâus af Tabaristan,
Sønnesøn af Kâbûs. Ogsaa om Stilkunst og
Epistolografi findes en Mængde Afh., bl. a. af Emir
Khusrau, Djâmî og Khôndemîr, om
Metrik bl. a. af Rashîd Vatvât og
Husein Vâizel-Kâschifî. Et interessant
Rimleksikon med Brudstykker af de ældste
nypers. Digtere skyldes Asadî, Sønnesøn af
Firdausi’s Lærer.

En Reform i den pers. Prosa indlededes af
Shah Nâsir-ed-dîn, der i sine Rejsedagbøger
anvendte det daglige Omgangssprog. Dette er
ligeledes benyttet i nogle Komedier, som
Mîrzâ Djafar (d. 1883) har oversat fra
Azerbeidjan-Tyrkisk, og i tre Dramaer af Prins
Malkom Khân (d. 1908). En siden Forfatningens
Indførelse stærkt voksende Presse bidrager til
det. litterære Sprogs Reformering. Et interessant
samfundssatirisk Skr. fra Slutn. af den
absolutistiske Periode er »Ibrâhîm Beg’s Rejsebog« af
Hadji Zain-el-Abidîn. (Litt.: Ethé’s
Oversigt i »Grundriss der iran. Philologie«, II;
P. Horn, »Gesch. der pers. Litt.« [1901]; E.
G. Browne
, A Literary History of Persia,
I—II [1902—1906]; samme, A History of
Persian Literature under Tartar Dominion
[1920];
samme, The Press and Poetry of Modern
Persia
[1914]; A. V. Williams Jackson,
Early Persian Poetry [1920]; Arth.
Christensen
, »Hofdigtning og Digterhoffer hos
Perserne« [1905]).
A. C.

Persius Flaccus, Aulus, rom.
Satiredigter, f. 34 e. Kr. og død 62. Han var en
Tilhænger af den stoiske Filosofi, i hvilken Filosoffen
Annæus Cornutus havde indviet ham. Vi har af
ham 6 Satirer, dels af litterært, dels af alm.,
filosofisk Indhold. De er saavel i Form som i
Indhold temmelig tunge og rummer mere
Filosofi end Poesi, men vidner paa den anden Side
om en ædel Tænkemaade. De er udgivne af
Casaubonus (Paris 1605, senere Udg. Leipzig
1833), Plum (Kbhvn 1827), Conington (Oxford
1893), Bücheler (sammen med Juvenal, Berlin
1893), Owen (Oxford 1903) og Némethy
(Budapest 1903). Danske Oversættelser af Fibiger
(Kbhvn 1826) og Worm (Kbhvn 1840).
H. H. R.

Person. En P. er et Menneske eller et
menneskelignende Individ (f. Eks. en Guddom),
for saa vidt der tillægges det et jegformet højere
Tanke- og Følelsesliv. Dog betegner man
vistnok nyfødte Børn og Idioter, trods deres
manglende højere Tanke- og Følelsesliv, som P. I
mange Henseender falder det, der betegnes ved
et Jeg, og det, der betegnes som en P.,
sammen. Personlig Udødelighed er en
Form for Udødelighed, hvorunder Jeg’et eller
Jegbevidstheden bevares. Hvad der vedrører
Mennesket som et Væsen med højere Tanke- og
Følelsesliv, vedrører Mennesket som Person.
Særlig er her de juridiske og moralske Forhold
at fremhæve. Mellem P. og Ansvarlighed,
Pligter og Rettigheder er der en nøje Forbindelse.
Den juridiske Forbindelse fremtræder særlig
tydeligt derved, at; hvor man tillægger andre
Dannelser (f. Eks. Aktieselskaber) lgn. juridiske
Egenskaber som det enkelte Menneske, taler
man om juridiske P. (s. d.). Forbindelsen
mellem det moralske og P. fremtræder særlig
tydeligt i Kant’s Etik, iflg. hvilken det gælder, at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0040.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free