Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peter I Alexejevitsch, den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
berøre de fornemmere Kredse. Af ganske
anderledes gennemgribende Bet. blev Omdannelsen af
Statsstyrelsen. P. ophævede det gl. Bojarraad
(»Duma«), der mindede for meget om
Højadelens selvstændige Stilling over for Tsaren i
ældre Tid, og oprettede en ny Institution,
Senatet, der blev en Art Ministerraad og i vigtigere
Sager tillige Domstol. Dernæst indrettedes
Regeringskollegier for hver af Administrationens
Grene, og ved et strengt Kontrolsystem skulde
der raades Bod paa Embedsmændenes
Bestikkelighed; men i denne sidste Henseende maatte
P. med bitter Harme indrømme sin
Magtesløshed, den alm. Korruption bredte sig trods alle
hans Anstrengelser med skamløs Frækhed til
hans nærmeste Omgivelser. Ogsaa
Kirkestyrelsen omdannedes, idet Patriarkværdigheden efter
længere Tids Vakance blev ophævet, og Tsaren
selv blev den russiske Kirkes Overhoved som
højeste Chef for »den hellige dirigerende
Synode« (1721), hvorved Statens ubetingede
Supremati var fastslaaet. Han søgte at sætte
Grænser for Klostervæsenets stærke Udbredelse
og store Rigdomme. De mange Sekter lod han
i Fred, naar de blot var lydige mod Statens
Love. For Almueoplysningen gjordes der
overhovedet ikke noget af Betydning; om
Folkeskolen kunde der kun paa de færreste Steder
være Tale, men gennem Oprettelsen af
Bogtrykkerier og Udbredelsen af Skr af passende
Indhold lod P. sprede nyttige Kundskaber ud
i Befolkningen. Bl. de højere
Undervisningsanstalter, der naturligvis lededes af Udlændinge,
var der især gode Fagskoler, og det af P.
stiftede Videnskabernes Akademi, hvis
virksomme Medlemmer ogsaa var Udlændinge,
udsendte dygtige Arbejder, der rigtignok havde
større Interesse for det lærde Europa end for
Russerne som saadanne. Paa Næringslivets
Omraade fulgte P. Merkantilismens
Grundsætninger: Ved Monopoler, Toldforrettigheder og
paa mange andre Maader støttede han
Bjergværksdriften, Haandværket og Industrien. Med
største Iver søgte han at fremme Handel og
Søfart ved Havne- og Kanalanlæg,
Vejbygningsarbejder og Opdagelsesekspeditioner i det
nordlige Asien, hvorfor ogsaa Geografien har
adskilligt at takke P. for. Ved et nyt Skattesystem
skulde der vindes økonomiske Fordele for Folk
og Stat; den sidste fik ogsaa betydelig forøgede
Indtægter, men tekniske Anlæg og Krige er
dyre. Finanserne kom ganske i Uorden, og for
Befolkningen blev Skattebyrden ofte særdeles
trykkende. I nær Tilknytning til hans
økonomiske Politik stod hans Udenrigspolitik, der til
Hovedformaal havde at skaffe Rusland Adgang
til farbart Hav. Den før P.’s Tronbestigelse, i
Forbund med Kejseren, Polen og Venezia,
paabegyndte Tyrkerkrig endte ved Freden i
Karlowitz (26. Jan. 1699) med, at Rusland beholdt
Asov, hvorved det fik Adgang til det Sorte Hav;
men P., der indsaa, at det ikke var her, men i
Østersøprovinserne, at Ruslands
Fremtidsmuligheder laa gemte, indgik snart efter (11. Novbr
1699) Forbund med August II af Polen og
Frederik IV af Danmark for at angribe Sverige, og
denne Krig afsluttedes for Ruslands
Vedkommende først 1721. P., der med al sin personlige
Tapperhed savnede Hærførerevner, og hvis
Hærorganisation endnu langt fra var
gennemført, vilde efter Nederlaget ved Narva (30.
Novbr 1700) have været fortabt, hvis ikke Karl
XII’s ubesindige Tog ind i Polen havde friet
ham ud af den overhængende Fare og givet
ham Tid til at sætte sig fast i
Østersøprovinserne, hvorfra han, efter 27. Maj 1703 at have
lagt Grundstenen til Petrograd, efterhaanden
fordrev Svenskerne, medens Karl XII var dybt
inde i Polen, og efter P.’s Sejr ved Poltava (8.
Juli 1709) kunde Sveriges Overvægt betragtes
som brudt. Men da Tsaren, efter at Karl XII
havde ophidset Tyrkerne til at erklære Rusland
Krig, var ubetænksom nok til at gaa over Pruth
med en forholdsvis faatallig Hær, blev han
omringet af den tyrkiske Overmagt og kom i den
yderste Fare, ud af hvilken han imidlertid
reddede sig ved at bestikke Storvesiren, saa at
denne ved Freden i Husch (23. Juli 1711)
indrømmede ham fri Afmarch, mod at Sultanen
fik Asov tilbage. De nærmest flg. Aar var P.
fl. Gange til Stede i Mecklenbung og Pommern
for at deltage i sine Forbundsfællers Angreb
paa de sv. Besiddelser, og 1716 opholdt han sig
fra Juli til langt ind i Efteraaret i Kbhvn for at
hjælpe Frederik IV under en paatænkt
Landgang i Skaane, der dog ikke blev til noget.
Efter Karl XII’s Fald maatte endelig det
udmattede Sverige, efter at en russ. Hær havde
anrettet frygtelige Ødelæggelser paa de svenske
Kyster, gaa ind paa ved Freden i Nystad (10.
Septbr 1721) at afstaa Ingermanland, Estland,
Livland og den østligste Del af Finland til P.,
der nu (2. Novbr s. A.) antog Titel af Kejser
over alle Russere. Allerede det flg. Aar begyndte
en ny Krig, idet P. med en stor Hær angreb
Persien, som ved Freden (12. Septbr 1723) bl. a.
mistede Derbent og Baku. Videregaaende
Planers Udførelse satte P.’s Sygelighed og snart
derefter paafølgende Død en Grænse for; havde
han levet længere, vilde det sikkert være
kommet til fornyede Sammenstød med Tyrkiet, men
at han skulde have udkastet et saadant politisk
Fremtidsprogram som det, der indeholdes i det
saakaldte »P. den Stores Testamente«, er ganske
Ugrundet, idet »Testamentet« er en politisk
Tendensdigtning, der skyldes Napoleon I og første
Gang findes i et af den fr. Skribent Ch. Lesur
udgivet Skrift Des progrès de la puissance
russe (Paris 1807). De halvandet Aar, P. levede
efter Freden med Persien, var en tung Tid for
ham; største Delen af Folket vedblev at nære
Uvilje mod ham. Omstøderen af saa meget
overleveret, og selv om man ikke mere vovede
aabenbar Modstand, efter at alle Forsøg i den
Retning var slaaet ned med barbarisk
Grusomhed, nærede han dog stadig Bekymring for sit
Reformværks Skæbne i Fremtiden, hvad der
allerede paa et tidligere Tidspunkt (1718) vel
bidrog til hans haarde Fremfærd mod Sønnen
Alexei og hans Omgivelser. Dertil kom nu, at
han pintes af svære legemlige Lidelser, idet en
Blæresygdom, som han i længere Tid havde
forsømt, nu tog Overhaand, og da en Forkølelse,
som han i Efteraaret 1724 paadrog sig ved at
springe i Vandet for at redde nogle Matroser
fra at drukne, kom til, kunde hans af
Overanstrengelse, Udsvævelser og Drik svækkede
Legemskraft ikke modstaa Sygdommen, og efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
