Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peterson, Johan Ludvig - Peterson-Berger, Olof Wilhelm - Peterspenge - Peters Prædiken - Peterssen, Hjalmar Eilif Emanuel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udfoldet en betydelig Virksomhed, især i Sthlm. Han
har fra første Færd været Tilhænger af Kravet
om Materialets Ægthed, og ham Bygninger
roses for praktiske og bekvemme Plandispositioner.
Bl. hans Arbejder kan nævnes
Höganäsmagasinet (af broget Tegl), Privatbygninger ved
Birger Jarl’s Gatan (1892—1900), Konstnärshuset,
Strand Hotel (1910), Veterinærinstituttet og
Frimurarhemmet.
C. A. J.
Peterson-Berger, Olof Wilhelm, sv.
Komponist og Musikkritiker, f. 27. Febr 1867 i
Ullånger (Ångermanland), Student 1885, Elev
af Konservatoriet i Stockholm, senere i Dresden
1889—90, hvor han endvidere virkede som
Lærer i Piano og Teori ved Dresdner Musikschule
1892—94. Efter sin Hjemkomst til sit Fædreland
har han udfoldet en betydelig Virksomhed baade
som Forf. og som Komponist, nogle Aar tillige
som Sceneinstruktør ved Operaen i Sthlm.
Særlig bemærket har han gjort sig som
Musikkritiker ved det sthlm’ske Dagblad »Dagens
Nyheter« (siden 1895), ligesom han selv har skrevet
Teksterne til fl. af sine Kompositioner, deriblandt
fl. dram. (Festspil »Sveagaldrar« til Oscar II’s
Regeringsjubilæum, Musikdramaet »Ran«,
Sagaspillet »Lyckan«, »Domedagsprofeterna« m. fl.).
Endvidere mærkes fl. symfoniske Arbejder,
Kammermusik og Sange. Har oversat Richard
Wagner’s Skr i Udvalg, »Tristan og Isolde« samt Skr
af Nietzsche.
A. H.
Peterspenge (denarius s. Petri) er Navnet
paa en Afgift til Pavestolen, der i
Middelalderen betaltes af England, Danmark, Sverige,
Norge, Polen og Preussen. I England synes den at
være indført af Kong Ina af Wessex (c. 725),
der skal have tilstaaet Paven en aarlig Gave af
Riget paa 300 Guldmønter. Pengene skulde
bruges til den Skole, som Englænderne havde
oprettet i Rom, og til Vedligeholdelse af Skt Peter’s
og Skt Paul’s Kirker. Gaven blev bekræftet af
senere Konger og blev til en fast Skat, der
betaltes med en Penning af hver Husstand hvert
Aar 29. Juni. I 13. Aarh. oversteg den Kongens
Indtægter af Landet. Edvard III forsøgte
forgæves at faa den ophævet (1365), og dette lykkedes
først Henrik VIII (1533). Knud den Store havde
givet faste Regler for P. i England og har
sandsynligvis ogsaa indført den i Danmark, Det
indkomne skulde formodentlig anvendes dels til
hans danske Skole i Rom, dels til Pavestolen;
senere gik alt til Pavens Kasse. Pengene skulde
indsamles af Sognepræsterne, der indsendte dem
til Bisperne, hvorfra de gik videre til Rom;
Afgiften var som i England en Penning pr.
Husstand. Af denne faste Afgift søgte Paverne at
slutte, at Danmark ligesom England var i
Lensforhold til Pavestolen, men dette blev aldrig
godkendt fra dansk Side, I 12. Aarh. indførtes
P. ogsaa i Norge og Sverige, og her indbragte
den lige til Middelalderens Slutning betydelige
Beløb. Listerne over den fra 14. Aarh. giver
vigtige statistiske Oplysninger. I Danmark derimod
indbetaltes den efter 1300 sparsomt og
uregelmæssigt og kun fra Stiftet Lund. Pave Johan
XXII søgte at faa den indkrævet regelmæssigere,
men med ringe Resultat, og efter 1332 betaltes
den ikke mere i Danmark. — P. er i vore Dage
Navn paa en frivillig Afgift, der ydes
Pavestolen fra de kat. Lande. Den betaltes første Gang
i Wien 1860 for at give Paven Erstatning for
hans Tab ved Kongeriget Italiens Oprettelse, og
den indkom med et saa stort Beløb, at Pius IX
ikke alene kunde afslaa de 3 1/2 Mill. Lire, som
den ital. Regering tilbød ham 1870, men ogsaa
i udenlandske Banker deponere store Beløb, der
efter hans Død tilfaldt Pavestolen. (Litt.: O.
Jensen, »Der englische P. und die
Lehenssteuer aus England und Irland an den
Papststuhl im Mittelalter« [1903]).
(J. L.). L. M.
Peters Prædiken (Κήρυγμα Πέτρου) er
Navnet paa et oldkristeligt Skrift, hvoraf Klemens
Alexandrinus har bevaret os nogle Brudstykker;
maaske er det identisk med »Peters Lære«
(Διδασκαλία Πέτρου), som Origenes omtaler.
Fragmenterne viser, at det har været en
Missionsprædiken, som Peter tænkes at have holdt
for hedenske Tilhørere; den har været kendt
af Apologeten Aristides; c. 140. og er derfor
rimeligvis forfattet i Beg. af 2. Aarh., maaske i
Ægypten. Fragmenterne er sammenstillede i E.
v. Dobschütz: »Das Kerygma Petri« (1893) og
E. Preuschen: »Antilegomena« (2. Opl. 1905),
S. 88—91; tysk Overs. i E. Hennecke:
»Neutestamentliche Apokryphen« (2. Opl. 1924), S.
145—46, eng. i M. R. James: The Apocryphal
New Testament (1924), S. 16—19.
H. M.
Peterssen, Hjalmar Eilif Emanuel,
norsk Maler, f. 4. September 1852 i Kria.
Ved Eckersberg’s Malerskole i Kria fik han den
første Undervisning i Malerkunsten og var
senere (1871) en kortere Tid Elev ved
Kunstakademiet i Kbhvn og derefter ved Akademiet
i Karlsruhe. To Aar opholdt han sig her og
rejste derpaa til München, hvor han tilbragte
fem Aar. Studiet af de gl. Mestere i Pinakoteket
fik en stærk og varig Indflydelse paa hans
Kunst i Retning af indtrængende Opgaaen i
Emnet og i den første Periode ogsaa for
Kolorittens Vedkommende. Senere har han i denne
Henseende sluttet sig nærmere til
Friluftsmaleriet. Efter et Aars Ophold i Hjemmet drog han
til Rom, hvor han var i 4 Aar, saa atter en Tid
hjemme, og foretog derpaa et Par Rejser i
Italien og var 1896—97 i Paris. P. udstillede
første Gang i Kria 1874: »Corfitz Ulfeldt’s Død«,
der vakte Opmærksomhed ved sin stilfærdige,
stemningsfulde Kunst. 1876 viste hans rige
Evner for psykologisk Karakteristik og
fremragende Malerkunst sig i det store Billede
»Christian II underskriver Torben Oxe’s
Dødsdom«. Flere mindre Billeder »Det
nyeste« (Symaskinen, 1876), det stemningsfulde
»Høstaften« (1878), det dystre »Judaskysset«,
Portrættet af Maleren Ross (1879) og den store
Altertavle »Korsfæstelsen« (Johannes-Kirken i
Kria) øgede hans Ry. Efter sin Hjemkomst i
Slutn. af 1870’erne frigjorde han efterhaanden
mere og mere sin Kolorit fra München-Skolens
og nærmede sig i sine senere Billeder den
Bevægelse mod Naturalismen, der fra denne Tid
saa stærkt gjorde sig gældende i norsk Kunst,
men altid med en behersket individuel
Opfatning. Det store »Siesta i et Osteri i Sora« fra
1880 i Nationalgal. i Kria viser denne Overgang.
Det klare, friske »Gadelivsbillede ved
Marcellusteatret i Rom« (1883) fik megen Berømmelse
ved Udstillingen i Kbhvn s. A. Af det store An-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
