Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Petrarca, Francesco
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rom, og han udtalte det aabent til Herskeren
selv. Ved et Besøg i Firenze 1350 stiftede han
varigt Venskab med Boccaccio, og Aaret efter
opfordrede Staden ham, den landsforviste Notars
Søn, til at bosætte sig der, med Løfte om, at
hans Faders konfiskerede Ejendomme skulde
gives fri. P. vilde dog ikke gaa ind derpaa. I
Arquà paa de euganeiske Bjerge ejede han en lille
Ejendom, hvor han efter at være bleven
svagelig tilbragte sine sidste Leveaar; der fandt man
ham en Morgen pludselig død, med Hovedet
hvilende paa en Bog. Sit Bibliotek havde han
testamenteret til Venetianerne, til Tak for de Aar
han havde levet paa Republikkens Territorium.
P. var af Karakter et udpræget Følelses- og
Stemningsmenneske, letpaavirkelig og fuld af
indre Uro, dog en troende Katolik; hans
Personlighed gjorde i det hele et vindende og
indtagende Indtryk.
I to Retninger fik P. stor og vedholdende
Betydning. Han er for det første en af
Renaissancens Banebrydere, idet han ved filologisk og
filosofisk Lærdom fremmede Studiet af Oldtidens
Litteratur og Tænkning, især den latinske, men
ogsaa den græske, om end han her kun naaede
at kaste et Blik ind i det forjættede Land, thi
det lykkedes ham kun i ringe Grad at tilegne sig
Homer’s Sprog trods ivrig Granskning i et
Homerhaandskrift, han besad, og som han regnede
for en kostelig Skat. Han samlede paa
Haandskrifter, Mønter og Oldsager, besøgte med
Andagt Romertidens Mindesmærker og stræbte i en
stor Del af sine litterære Frembringelser at
efterligne Oldtidsforfatterne direkte. Hans latinske
Værker er talrige, var i sin Tid højt ansete og
betragtedes af ham selv som den Del af hans
Forfatterskab, hvorpaa hans Berømmelse
væsentlig skulde hvile; Eftertiden har dog
underkendt denne Dom. I Prosa har P. paa Latin
skrevet nogle religiøs-filosofiske Skr, navnlig De
contemptu mundi, De vita solitaria og
Dialogerne De remediis utriusque fortunæ, de hist.
Kompendier De rebus memorandis og De viris
ittustribus, flere Stridsskrifter og mindre
Afhandlinger samt et stort Antal meget interessante
Breve, der indeholder mange Bidrag til hans
Livshistorie og Karakteristik. Cicero er hans
sproglige Mønster, og hans Belæsthed i
Oldtidslitteraturen kommer stærkt frem i de nævnte
Bøgers Indhold. Hertil slutter sig Heltedigtet
Africa, om Scipio Africanus den Ældres
Bedrifter, en Forherligelse af det antikke Rom, af ret
betydelig poetisk Værd; desuden et Antal
Hyrdedigte og nogle værdifulde Epistler paa Vers.
Men som Digter naar P. højest i sin italienske
Poesi; han er ved den bleven som en
Ledestjerne for hele den nyere Lyrik og har virket langt
ud over sit Fædrelands Landomraade. Hans
Canzoniere, Samlingen af hans lyriske Digte,
omfatter 317 Sonetter, 29 Canzoner og en Snes
Digte i andre Former; Indholdet er med faa
Undtagelser erotisk, Kærligheden til Laura er
Emnet, og de fleste er digtede, medens hun var
i Live. Det synes, at P. i sine ældre Aar saa paa
denne Ungdomsdigtning med noget ringeagtende
Blik, men da den nu een Gang havde vundet Ry,
smigrede dette ham, og han ordnede som gl
Mand Digtene til en rettet og renset Udgave. P.
har endvidere paa Italiensk skrevet 12
allegoriske Digte i Terziner, paavirkede af Dante og
med Titlen Trionfi, ↄ: Kærlighedens,
Berømmelsens o. a. Triumfoptog; trods smukke
Enkeltheder kan de ikke maale sig med Canzonieren.
I formel Henseende er P. højlig at beundre som
Versifikator og Sprogkunstner, hos hvem en
ægte Følelse ofte bryder frem; men fri for
Kunstleri og selvbehagelig Pyntelighed er han
dog ikke altid. Til hans skønneste Digte hører
Canzonerne Chiare, fresche e dolci acque og
Nella stagion che’l ciel rapido inchina samt
(uden for de erotiske) Italia mia, benchè’l parlar
sia indarno og Spirto gentil (maaske henvendt
til Rienzi). Ved den indsmigrende og blødt
personlige Digtning i Modersmaalet er det da just
især, at P.’s Navn i lange Tider kom til at staa
som endnu større end Dante’s; de
»petrarkiserende« Lyrikeres Tal blev Legio, atter og atter
opstilledes han i alle Henseender som Mønster
til Efterligning, og først Italiens Genfødelsestid
ved Slutn. af 18. Aarh. gjorde Ende paa
Ensidigheden og Overvurderingen uden dog at skrive i
Glemmebogen, hvad Landets eget og i det hele
det nyere Aandsliv skylder den udmærkede Mand.
(Litt.: 1) Biografisk o. desl. Boccaccio’s
Biografi af P., udg. af D. Rossetti [Triest 1828],
derefter en Del i 15.—16. Aarh.; De Sade,
Mémoirés pour la vie de F. P. [Amsterdam
1764—67]; A. Mézières, P., étude d’après de
nouveaux documents [Paris 1868, Ny Udg. 1895]; L.
Geiger, »P.« [Leipzig 1874]; G. Körting,
»P.’s Leben und Werke« [smst. 1878]; de
paagældende Afsnit i Bartoli’s og i Gaspáry’s
Fremstillinger af den ital. Litteraturs Historie;
P. de Nolhac, P. et l’Humanisme [Paris 1892,
91. Hæfte af Bibliothèque de l’École des Hautes
Études]; B. Zumbini, Studi sul P. [2. Udg.
Firenze 1896]; J. H. Robinson, P. [New York
og London 1898]; fremdeles en Mængde
Monografier og Tidsskriftafhandlinger af forskellige.
Interessante ny Synspunkter i et Par Arbejder
af Fr. Wulff [1901—02]. En
Petrarcabibliografi er udg. af J. Ferrazzi [Bussano 1877],
fortsat af E. Calvi, 1877—1904 (Rom 1904]. 2)
Udgaver og Oversættelser. P.’s
Værker hører til de Bøger, der tidligst tryktes,
navnlig i Italien, baade enkeltvis og i Samling.
De lat. udgav S. Brandt samlede [Basel 1496],
derefter udkom de forøgede 1501 [Venedig] og
1554 [Basel]; i sidstnævnte findes ogsaa de
italienske. Africa er udg. af F. Corradini
[Padua 1874]; Brevene ved Fracassetti, først
de lat. Originaler [3 Bd, Firenze 1859—63, samt
Annotationes 1890], derefter ital. Overs. med
Kommentar [7 Bd, Firenze 1863—67 og
1869—70]. Af Canzonieren og Trionfi eksisterer talrige
Udgaver, deriblandt mange kommenterede; en
af de oftest optrykte ældre var Vellutello’s
[1. Udg. Venedig 1527]; nævnes kan ogsaa G.
Leopardi’s [Milano 1826] og C.
Albertini’s [Firenze 1832]. A. Hortis’ Scritti inediti
di F. P. [Triest 1874] er af Bet. Men en helt ny
Retning har Udgivelsen af P.’s Digterværker
taget, siden man fremdrog det til Dels
egenhændige Haandskrift af hans ital. Vers; det
findes i det vatikanske Bibliotek [smlg. P. de
Nolhac, Le canzonière autographe de P., Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
