- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
99

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pfalz (tysk Provins)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Rhinsletten. Ikke mindre end 1350 km2 er
dækket af Skov; det øvrige er frugtbart Agerland,
som navnlig mod Ø. er Sæde for en betydelig
Vinavl.
O. K.

Historie. I 3. Aarh. e. Kr. var de
Landstrækninger, der senere kaldes P. ved Rhinen,
beboede af Alemanner, som ved Udgangen af
5. Aarh. kom under Frankernes Herredømme;
i Karolingernes Tid var Styrelsen her, som
overalt i det frankiske Rige, lagt i Hænderne
paa Grever. En saadan var, som det synes fra
10. Aarh., ansat i Aachen, og dette Len blev
betydelig forstørret, da Frederik Barbarossa
1155 udnævnte sin Broder Konrad til
Pfalzgreve i Aachen. Konrad’s udstrakte Besiddelser
gik 1185 over til hans Svigersøn Henrik
Welf
(en Søn »af Henrik Løve), der 1211
overlod P. til sin Søn Henrik (den Yngre);
men da denne døde barnløs (1214), gav Kejser
Frederik II Lenet til Hertug Ludvig af
Bayern, og P. tilfaldt saaledes Huset
Wittelsbach, der senere uafbrudt var Herre
her. Efter Ludvig I fulgte Otto I (1228—53),
Ludvig II (til 1294), dernæst dennes to
Sønner Rudolf og Ludvig (der 1314 blev
tyskromersk Kejser), som delte de bayersk-pfalziske
Lande mellem sig; efter Rudolf I’s Død (1319)
overlod Kejser Ludvig P. til hans Sønner
Rudolf II og Ruprecht I, ved hvilken
Lejlighed et Stykke af Bayern (det senere
Øvrepfalz) blev lagt til P., og det bestemtes, at
Kurværdigheden skulde skifte mellem P. og
Bayern, der gik i Arv til Kejser Ludvig’s
Sønner; saaledes skiltes P. igen fra Bayern
(Forlig i Pavia 4. Aug. 1329). Efter Rudolf II’s Død
(1353) regerede Ruprecht I alene til 1390; han
fik Kejser Karl IV til i den gyldne Bulle (1356)
at bestemme, at Bayern ikke skulde have Andel
i Kurværdigheden, og grundlagde Univ. i
Heidelberg (1386), Pfalzgrevernes Residensstad
siden 12. Aarh. Hans Brodersøn, Ruprecht II,
regerede til 1398, dernæst dennes Søn
Ruprecht III (tysk Konge 1400—10), der
ligesom sine nærmeste Forgængere udvidede P.’s
Landomnaade betydelig. Efter hans Død (1410)
delte hans fire Sønner P.; den ældste, Ludvig,
fik det egl. Rhin-Pfalz med Kurværdigheden,
den næstældste, Johan, Øvrepfalz, den tredie,
Stefan, Zweibrücken og Simmern, den fjerde,
Otto, Mosbacn. Man maa herefter skelne
mellem Kurpfalz’ og Sideliniernes Historie. —
Kurpfalz. Ludvig III (1410—36) fulgtes af
Ludvig IV (til 1449), og denne af
Frederik I, den Sejrrige (til 1476), en krigersk
Fyrste, der regerede sit Land med Kraft og
Dygtighed. Efter ham blev hans Brodersøn,
Filip I, den Oprigtige, Kurfyrste (til 1508),
dernæst dennes Sønnesøn, Ludvig V (til
1544), derpaa dennes Broder, Frederik II
(til 1556); under ham udbredte Reformationen
sig i P., der snart skulde blive et Hjemsted
for heftige Religionsstridigheder. Han levede i
et barnløst Ægteskab med Christian II af
Danmarks ældste Datter Dorothea, og efterfulgtes
af sin Brodersøn, Otto Henrik, den
Højmodige
(til 1559), der udvidede Heidelbergs
Univ., berigede dets Bibliotek og byggede den
prægtige Fløj af Slottet i Heidelberg, der
bærer hans Navn. Med ham udslukkedes den
ældste Linie, Heidelberg-Linien, af det
pfalzgrevelige Hus, og Kurpfalz gik nu over til den ældste
af Sidelinierne, Simmern (se ndf.). Den ny
Kurfyrste, Frederik III (til 1576), var
Kalvinist og søgte med stor Iver at gøre den
reformerte Kirke til Landskirke, medens hans
Søn og Efterfølger, Ludvig VI (til 1583), var
Lutheraner og forjog de kalvinske Præster og
Lærere. Hans Søn, Frederik IV (til 1610),
var derimod reformert og forfulgte
Lutheranerne, hvad der fremkaldte oprørske
Bevægelser i Øvrepfalz. Hans Søn. Frederik V (d.
1632 i Landflygtighed), en forfængelig og
udygtig Mand, modtog 1619 de mod Kejser
Ferdinand II oprørske Bøhmeres Valg til Böhmens
Konge, men led kort efter Nederlaget paa det
hvide Bjerg (1620). Hans Land og Kurstemme
blev derefter overdraget til Hertug Maximilian
af Bayern (1623). Hans Søn, Karl Ludvig
(d. 1686), fik ved den westfalske Fred (1648)
Nedrepfalz tilbage samt en ny (den ottende)
Kurstemme, medens (Bayern beholdt Øvrepfalz
med den tidligere pfalziske Kurstemme (den
femte i Rangen). P. havde lidt forfærdelig
under Trediveaarskrigen, og i Karl Ludvig’s sidste
Regeringsaar hjemsøgtes det atter af
Krigsrædsler, idet Ludvig XIV angreb Kurfyrsten,
da denne ikke vilde slutte Forbund med
Frankrig under Krigen med Holland (1672—78). De
fr. Tropper plyndrede Landet skaanselsløst. Da
Karl Ludvig’s Søn og Efterføger, Karl (gift
med Frederik III af Danmarks Datter
Vilhelmine Ernestine) døde barnløs 1685, arvedes
Kurpfalz af Pfalzgrev Filip Vilhelm (til
1690) af Linien
Zweibrücken-Neuburg. Han fik ikke megen Glæde af sin ny
Værdighed, da han under den pfalziske
Arvefølgekrig
, under hvilken
Franskmændene bl. a. ødelagde Slottet i Heidelberg,
maatte forlade sit Land og døde i Wien. Hans
Søn Johan Vilhelm, (til 1716), der var
Katolik ligesom Faderen, gik ved Freden i
Rijswijck (1697) ind paa, at de Ændringer i
Kirkeforfatningen, Franskmændene under
Krigen havde gennemført i P. i katolsk Aand,
skulde vedblive at bestaa. Derved blev den
katolske Kirke den herskende i P. trods
Katolikkernes Faatallighed, en skrigende
Ubillighed, der dog kun varede til 1703, da
Lutheranerne og de Reformerte blev stillede lige med
Katolikkerne og fik deres Kirker tilbage. Da
den følgende Kurfyrste, Filip Karl, døde
(1742) uden mandlige Arvinger, gik Kurpfalz
over til Karl Theodor af Linien
Pfalz-Sulzbach, og da den bayerske
Mandsstamme uddøde 1777, tilfaldt ogsaa Bayern ham.
Det blomstrende og velbefølkede P. blev under
Revolutionskrigene delvis besat af
Franskmændene, der paalagde det svære Byrder. Ved
Karl Theodor’s Død (1799) udslukkedes Linien
Sulzbach, og den sidste af de pfalziske Linier,
Zweibrücken-Birkenfeld, kom nu
gennem Pfalz grev Maximilian Josef i
Besiddelse af P. og Bayern. Ved Freden i
Lunéville (1801) opløstes P. (se ovf.), og Kongeriget
Bayern beholdt kun (1815) det nuv. bayerske
P. (se ovf.). — Sidelinierne. Ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0111.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free