- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
100

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pfalz (tysk Provins) - Pfalzburg - Pfalzgrever - Pfalziske Arvefølgekrig - Pfander, Karl Gottlieb

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Delingen mellem Ruprecht III’s fire Sønner (1410)
fik, som ovf. nævnt, den næstældste, Johan,
Øvrepfalz, der imidlertid allerede ved
Johan’s Død (1443) faldt tilbage til
Heidelberg-Linien, da Johan’s Søn Christoffer 1439 var
blevet Konge i Danmark, Norge og Sverige og
derfor gav Afkald paa Øvrepfalz. Ruprecbt III’s
tredie Søn, Stefan, stiftede Linien
Zweibrücken-Simmern, der gennem hans to
Sønner spaltedes (1459), saaledes at den ældste
Søn, Frederik, grundede Linien Simmern,
der 1559 arvede Kurpfalz (efter at
Heidelberg-Linien var uddød), medens den yngre Søn,
Ludvig, stiftede Linien Zweibrücken,
der gennem hans Sønnesønner Ludvig. II og
Ruprecht delte sig (1514) i to Linier, af
hvilke Ludvig II’s gennem Sønnen
Wolfgang’s fire Sønner firdeltes (1569), idet den
ældste Søn, Filip Ludvig, grundede
Neuburg-Linien, der efter den jülichske
Arvefølgestrid erhvervede (1614) Julien og Berg og
1685 arvede Kurpfalz, som, efter at Linien
Neuburg var uddød (1742), gik over til Linien
P.-Sulzbach, der var stiftet af ovenn. Filip Ludvig’s
anden Søn August, og uddøde 1799 med Karl
Theodor, Wolfgang’s anden Søn, Johan,
stiftede 1569 den yngre Linie
Zweibrücken
, der 1594 delte sig i tre Grene,
nemlig den egl. yngre
Zweibrücken-Linie
(uddød 1661), Landsberg-Linien
(uddød 1681) og Kleeburg ell. den sv.
Linie
, hvis Stifter, Johan Kasimir, var
gift med en Datter af Karl IX af Sverige; hans
ældste Søn, Karl Gustaf, blev 1654 Sveriges
Konge og overlod da sit tyske Land til sin
yngre Broder, Adolf Johan, med hvis Søn,
Gustav Samuel Leopold, denne Linie,
der havde arvet de to ældre Liniers Lande,
uddiøde (1731). Ovenn. Wolfgang’s yngste Søn,
Karl, stiftede 1569 Linien Birkenfeld,
ell., som den fra 1731 kaldte sig,
Zweibrücken-Birkenfeld, der ligesom Linierne Neuburg og
Sulzbach var katolsk. Denne Linie forenede
1799 alle pfalziske og bayerske Lande, altsaa
hele Huset Wittelsbach’s Arv, under sig, da
dens Chef, Maximilian, Josef, fulgte Kurfyrst
Karl Theodor i Regeringen; om Maximilian og
hans Efterfølgere, se Bayern. Linien
Veldenz
(med Sidelinien Lützelstein),
der blev stiftet 1514 af Pfalzgrev Ruprecht (af
den ældre Zweibrücken-Linie), var ikke
rigsumiddelbar og uddøde 1684. Linien
Mosbach, der 1410 blev grundet af Ruprecht III’s
yngste Søn Otto, uddøde 1499. (Litt.:
Riehl, »Die Pfälzer« [Stuttg. 1858]; Becker,
»Die P. und die Pfälzer« [Leipzig 1858];
Häusser, »Gesch. der rheinischen P.«, I—II
[Heidelberg 1845]; Nebenius, »Gesch. der P.«
[Heidelberg 1874]; Gümbel, »Gesch. der
protestantischen Kirche der P.« [Kaiserslautern
1885]; Rott, »Friedrich II von der P. und die
Reformation« [Heidelberg 1904]; Schrepler,
»Pfalzbayerns Politik im Revelutionszeitalter
von 1789—93« [München 1903]).
(C. F.). H. J-n.

Pfalzburg [’pfaltsbork], d. s. s.
Phalsbourg.

Pfalzgrever, se Pfalz.

Pfalziske Arvefølgekrig [’pfaltsiskə]
(1688—97). Da Ludvig XIV af Frankrig ikke overholdt
Regensburg-Vaabenstilstanden af 1684 og efter
Kurfyrst Karl af Pfalz’ Død (1685) erklærede
at ville besætte hans Land som Sikkerhed for
de Fordringer, han paa sin Svigerinde,
Hertuginde Elisabeth Charlotte af Orléans’ (s. d.)
Vegne gjorde paa hendes Broders, den afdøde
Kurfyrstes, rørlige Ejendom og Allodialgodser,
sluttede Kejser Leopold i Berlin (1688) en
Overenskomst med Kurfyrst Frederik Vilhelm af
Brandenburg og i Augsburg med de øvrige
tyske Fyrster, Spanien og Sverige, hvorved man
forpligtede sig til at opretholde det tyske Riges
Integritet. Dette Forbund og et for de franske
Interesser ugunstigt Ærkebispevalg i Köln
benyttede Ludvig som Paaskud til at erklære
Kejseren Krig (1688), cg da Vilhelm III af
Oranien var landet i England for at fordrive Jakob
II, fik ogsaa Generalstaterne en
Krigserklæring, hvorefter baade disse og England det flg.
Aar tiltraadte Augsburg-Forbundet, og 1690
sluttede Savojen sig til Ludvig’s Fjender. Med
næsten uafbrudt Held kæmpede de franske
Hære i Tyskland, Nederlandene, Spanien og
Italien. Det skønne Pfalz blev iflg. Louvois’ Plan
ødelagt i Bund og Grund, og hverken Kejseren
ell. de tyske Fyrster formaaede trods ihærdige
Anstrengelser at trænge Fjenden tilbage over
Rhinen. I Nederlandene sejrede Luxembourg
ved Fleurus (1690), Steenkerke (1692) og ved
Neerwinden (1693), i Italien Catinat ved
Staffarda (1690) og Marsaglia (1693), og i
Katalonien tabte Spanierne den ene By efter den
anden. Derimod led den fr. Flaade under den
tapre Tourville et afgørende Nederlag ved La
Hogue (1692). Efterhaanden blev begge Parter
trætte, og da Ludvig XIV ønskede at have fri
Hænder ved Karl II af Spanien’s snart ventede
Død, var han saa meget mere villig til at aabne
Underhandlinger. Først sluttede Savojen Fred
i Turin (19. Aug. 1696), hvorved det fik
Pignerol tilbage; det flg. Aar aabnedes
Fredskongressen i Rijswijk (ved Haag), og 20. Septbr
s. A. vedtoges Fredstraktaten af England,
Generalstatene og Spanien. Ludvig anerkendte
Vilhelm III som eng. Konge, lovede
Hollænderne udvidet Handelsfrihed i Frankrig og
tilbagegav Spanierne de fleste erobrede Byer. Først
30. Oktbr undertegnede Kejserens Gesandt
Protokollen; Ludvig tilbagegav alle reunerede
Stæder og Distrikter uden for Elsass, fik en
Affindelsessum til Elisabeth Charlotte og tvang
i sidste Øjeblik Tyskland til at lade den
katolske Kultus, som Franskmændene under
Krigen havde indført i Pfalz, forblive i samme
Stand efter Freden. (Litt.: Neuhaus, »Der
Friede von Rijswijk« [Freiburgi 1873]).
(C. F.). E. C.

Pfander, Karl Gottlieb, protestantisk
Missionær bl. Muhammedanerne, f. 3. Novbr
1803 i Waiblingen i Württemberg, d. 1. Decbr
1865 i Richmond i England. P. Gr. a. sine gode
Evner blev han tidligt bestemt til at blive
Præst. Lysten til at blive Missionær opstod hos
ham ved Læsning af det i Basel udkommende
Missions-Magazin, og 1820—23 blev han
uddannet paa Missionsskolen i Basel. 1825 blev han

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0112.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free