Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Phister, Joachim Ludvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af gik han frem i Kunst som i Indflydelse: Han
blev ikke blot inden faa Aar den store
Holbergskuespiller og den uomtvistelige Indehaver af
Traditionen, men han befrugtede med sit Geni
de samtidige Skuespildigtere til en Række
Karakterstudier, som han i Rampens Lys gjorde
til lyslevende Mennesker.
P.’s halvsyvende Hundrede Roller store
Repertoire falder saaledes helt naturligt i to
Hovedgrupper: De holbergske og de ikke-holbergske,
og medens hans Virksomhed inden for
de første kan betegnes som traditionsbevarende,
var den inden for de andre ikke alene
nyskabende, men tillige traditionsskabende, idet der
for en meget stor, for ikke at sige den
allerstørste Del af disse Roller ikke kan tænkes
nogen anden Figur end den, P. iklædte dem.
Inden for P.’s Holberg-Repertoire indtager
Henrik Hovedrollen; som Holberg kun anvendte
dette ene Navn, saaledes fremstillede P. i
Virkeligheden kun een Henrik i de mange
Henrik-Roller, han spillede; undtages herfra maa dog
Henrik i »Den politiske Kandestøber«, idet P.
gav denne nærmest som en Arv. Hans
Henrik-Galleri var derfor ikke en Række særtegnede
Karakterstudier, men en een Gang for alle
fastslaaet og fastholdt Komedietype, saa at sige en
Legemliggørelse af den holbergske Komedies
Lystighed og Vid. Maaske havde Viddet nok
Overtaget over Lystigheden i P.’s Henrik; hans
Replikfremsigelse var et uovertræffeligt
Mesterstykke af Betoningens Komik: Paa samme Tid
som han underbyggede den hele Replik med et
Fond af forslagen Overlegenhed, gav han ikke
alene hver Sætning, men hvert Ord en ganske
bestemt Toneværdi til Opnaaelse af den fulde
komiske Rytmik i Foredraget, og han var en
fuldendt Mester i ved ganske smaa Midler — en
Dvælen ell. en Sløjfen — at opnaa en aldeles
overraskende Virkning. Medens P. med aldrig
svigtende Fasthed vedligeholdt Henrik-Typen,
aabenbarede han i Henrik’s Forklædninger en
enestaaende Forvandlingsevne: Ej alene
formaaede han i »Den Stundesløse«, hvor han
fremstillede Oldfux i Henrik’s Lignelse, lynsnart
at skifte Forklædning 3 Gange, men han evnede
i »Maskeraden«, hvor Henrik agerer Tamperret
for Leander, skønt iført Henrik’s Tjener-Livré
fuldkomment at illudere som fire forsk.
Personer alene ved sine Stemmevekslinger. P.
spillede ogsaa, særlig henimod Slutn. af sin
Teaterbane, en Del Arv-Roller og skabte i disse bl. a.
ved sin enestaaende Dialektfærdighed en Række
livagtige og skarpt særtegnede Bondekarakterer
af ægte dansk Rod, om end ikke netop fra
Holberg’s Tidsalder. Noget lgn. var Tilfældet med
hans holbergske Stordaad: Fornyelsen af Jeppe
paa Bjerget (2. Marts 1851). P. mente selv, at
denne Figur i Hovedlinierne kunde føres
tilbage til Holberg’s egen Tid; lader dette sig end
bevise for mange Enkeltheders Vedkommende,
saa er der paa den anden Side næppe Tvivl om,
at den Hovedopfattelse, P. med Mesterhaand
gennemførte, stod i absolut Modstrid med
Fortidens: Han vilde vække Tilskuernes Medfølelse
for Jeppe, medens de tidligste Fremstillere
utvivlsomt ganske ubarmhjertigt har udleveret
ham til Latteren; han afdæmpede Raaheden og
bredte et komisk-rørende Skær over hele
Figuren. P., der først efter aarelang Forberedelse
spillede Jeppe, havde gennemarbejdet Figuren
til de mindste Enkeltheder; hans Jeppe var et
Mesterværk af allerførste Rang; i det tegnede
han med den inderligste Forstaaelse et
Menneskeliv fra Vuggen til Graven.
Indenfor dansk Lystspil- og
Vaudeville-Repertoire — J. L. Heiberg, Henrik Hertz, C.
Hostrup o. s. v. — fandt P. langt rigere
Lejlighed end i det klassiske til at udfolde sin
Forvandlingskunst. Denne hvilede paa
Virkelighedens faste Grund, idet hans skarpe og altid
vaagne Iagttagelsesevne ophobede i hans Hjerne
et uudtømmeligt Fond af Masker og Stemmer,
uddragne med fotografisk og fonografisk
Nøjagtighed af Hverdagslivet; naar P. saa fik en
Rolle tildelt, ledte han i dette Menneske-Magasin,
indtil han fandt det rette Billede, og
»omskabte sig saa ved sit kunstneriske Herredømme
over sin Person fra Hoved til Fod i Lighed med
dette Billede: Stemme, Holdning, Gang og
Manerer, alt tog Form og forenedes til en fremmed
Personlighed udenom ham selv, en legemsstor
Maske, bag hvilken P.’s egen Individualitet
forsvandt« (Edv. Brandes). Af det rige
Karaktergalleri, P. paa denne Maade skabte, tillader
Pladsen her kun at nævne de mest bekendte
som den godhjertede Tyveknægt Skriverhans i
»Eventyr paa Fodrejsen« og den klamme
Hykler August i »Sparekassen«, den nøjsomme
Skolelærer Sørensen i »Intrigerne« og den mod
Frihed higende Jerusalems Skomager i
»Genboerne«, den listende Don Bazile i »Barberen i
Sevilla« og den brovtende Robertson i »De
Deporterede«, den latterlig senile Vinter i »Et
Eventyr i Rosenborg Have« og den uhyggeligt
gammelmands lystne Olifur i »Brama og
Bayaderen«. En ganske særegen Gave besad P. til at
fremstille dumme Mennesker uden paa noget
Punkt at drive dem ud i Karikaturen og uden
med mindste Sideblik til Publikum at stille sig
overlegen ved Siden af Figuren, tværtimod,
ogsaa her var hans egen kløgtige Personlighed
forsvunden, og han var snart den overtroiske
Niels i »Køge Huskors« og snart den skikkelige
Klokker Link i »Nej«, snart den geskæftige Per
Qvit i »Pak« og snart den uberørte Lord
Hastings i »Ninon«, snart den forundrede Mikkel
i »De danske i Paris« og snart den afstumpede
Skomager Tokkerup i »En Spurv i Tranedans«.
Til en fuldkommen genial Højde hævede P.’s
Komik sig i Figurer som den svedne Prokuratur
Barding i »Soldaterløjer« og den stundesløse
Politimester Desaunais i »Michel Perrin«, der
troede at narre andre, medens de netop selv
toges ved Næsen. Skulde derimod Dumheden
ell. Uerfarenheden tilhylles med et Elskværdighedens
Overtræk, kunde Figuren under P.’s
Behandling let antage en kunstlet Barnlighed, og
skulde der tilsættes nogen Rørelse, som f. Eks.
hos Ole i »Abekatten«, fik Naiviteten en
sentimental Bismag. Roller, der krævede bred
Følelse, f. Eks. Kold i »Tordenskjold«, ell. ædel
Værdighed kunde P. ikke spille.
Han var tre Gange gift: Først med
Oehlenschläger’s Datter Charlotte (1811—35), der
uden Held forsøgte sig som Skuespillerinde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
