Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Phytelephas - Phyteuma - Phytolacca - Phytolaccaceæ - Phytodiniaceæ - Phytomonadinæ - Phytophthora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lille. Rimeligvis findes 3 Arter, der alle hører
hjemme i det tropiske Amerika mellem 9° n.
Br. og 8° s. Br. og mellem 70 og 79° v. L.
De vokser langs Floder og Søer og paa andre
fugtige Steder og danner sluttede
Bevoksninger. P. macrocarpa R. et P. har en 2 m høj
Stamme med indtil 6 m lange Blade, medens
P. microcarpa R. et P. mangler Stamme.
Frøene af de to Arter, de saakaldte
Elfenbensnødder (s. d.), giver Vegetabilsk
Elfenben og er en betydelig Eksportartikel.
Inden Frøenes Modning indeholder de først en
vinagtig Vædske, senere en mandelagtig
Frøhvide, der spises; endelig bliver de benhaarde.
A. M.
Phyteuma [fy’tæ^uma] L. (Rapunsel),
Slægt af Klokkefamilien, fleraarige Urter med
langstilkede Blade og blaa, hvide ell.
purpurfarvede Blomster, der udmærker sig ved at
have en i 5 smalle Flige omtr. til Grunden delt
Krone; efter Blomsternes Udspring er Fligene
fri ell. i Spidsen sammenhængende; 5 fri
Støvdragere, brede ved Grunden. 40 Arter i
Middelhavsomraadet. P. spicatum L.
(Aksbærende Rapunsel, norsk Vadderot) er
25—70 cm høj og næsten glat; Bladene er
forneden langstilkede og æghjertedannede,
foroven siddende og lancetdannede. De gulhvide,
i Spidsen grønne Blomster sidder i Aks. Den
vokser i Skove og Krat, ikke sjælden i
Østjylland og paa Fyn, meget sjælden i Norge
(Telemarken); den blomstrer i Juni—Juli. De
opsvulmede Rødder er spiselige. Flere Arter
dyrkes i Haver: foruden ovenn. P.
campanuloides Bieb. (Kaukasus), der begge plantes paa
Rabat, P. comosum L. (Alperne), P.
Scheuchzeri Alb. og P. orbiculare L., der alle 3 dyrkes i
paa Stenhøj. Alle de fremmede, her anførte
Arter har blaa Blomster.
A. M.
Phytolacca [fy-] Tourn., Slægt af
Phytolaccaceæ, fleraarige Urter med knoldformede
Rødde, Buske ell. Træer. Blomsterne er 5-tallige
og sidder i klaseformede Stande. Frugten er
et ofte mørkerødt, i Beg. saftigt, senere mere
tørt Bær. C. 10 Arter. P. decandra L., en I
over 3 m høj Urt med grenet Stængel og store,
æg—lancetdannede Blade, stammer fra
Nordamerika, men er ved Kulturen forvildet i
Sydeuropa og de øvrige Lande omkr. Middelhavet.
Dens Bær (Kermesbær) giver en rød
Farve, der benyttes meget til Farvning af Vin og
Sukkervarer. De unge Skud bruges til
Gemyse, hvilket ogsaa er Tilfældet med en Art,
P. acinosa Roxb., der vokser i Kina og Japan.
Den træagtige P. dioica L. (Peru) dyrkes i
Middelhavslandene. Rødderne af P.-Arter
virker stærkt afførende.
A. M.
Phytolaccaceæ [’fy-], tokimbladede og
frikronede Planter af Krumkimede, mest Urter
ell. Halvbuske med spredte og hele Blade uden
Akselblade. Uanselige Blomster, der gerne er
tvekønnede, regelmæssige og undersædige ell.
svagt omkringsædige; Blostret er enkelt og
bestaar af 4—5 blivende Blade; Støvdragernes
Antal er ogsaa 4—5; 1 ell. mange Frugtblade,
hvert med sin Griffel. Bær eller Nød. C. 80
Arter i det tropiske og subtropiske Amerika og
i Sydafrika. De har kun ringe økon. Bet.
A. M.
Phytodiniaceæ [’fy-], se Furealger, S. 161.
Phytomonadinæ = Volvocaceæ, se
Flagellater, S. 207.
Phytophthora [fy’tåftora] de Bary, Slægt
af Peronosporaceæ. Myceliet er baade inter- og
intracellulært; i Overensstemmelse hermed
mangler Haustorier, ell. de er kun smaa og
sparsomt til Stede. Konidiebærerne er sparsomt
forgrenede og ender med Konidier, under
hvilke der udvikles Grene, der ender med ny
Konidier; disse Grene udvikles i Forlængelse af
de opr. Hyfer (sympodial Udvikling).
Konidierne kan i sjældnere Tilfælde spire ved
Hyfedannelse; hyppigst danner de Sværmsporer, der
slipper ud gennem et Hul i Konidiens Spids (se
Fig. 1); efter at disse Sværmsporer i nogen Tid
har sværmet omkring i Regn- ell. Dugdraaber,
omgiver de sig med en Væg og danner Hyfer,
som trænger ind i Værtplantens Celler, hvis
Sværmsporerne er komne til Ro paa en
passende Værtplante (se Fig. 2). Hyferne dræber de
Cellevæv, hvori de vokser, og fremkalder brune
Pletter; paa Grænsen af det syge og sunde Væv
dannes ny Frugthyfer (Fig. 3); Udviklingen fra
Spiringen til Nydannelse af Konidier kræver
under gunstige Forhold kun 3 Dage, hvorfor der i
Sommerens Løb kan udvikle sig talrige
Generationer. Som Følge heraf hører Arterne af P. til
dem, der fremkalder de mest fordærvelige
Epidemier hos vore dyrkede Planter; da
Udviklingen og Spredningen af Sværmsporerne kræver
rigelig Fugtighed, er disse Epidemier heftigst i
fugtige Aar.
Den mest bekendte Art er P. infestans (Mont.),
Kartoffelskimmel, Kartoffelsvamp,
der angriber Kartoffel, Tomat og andre Planter
af Natskyggefamilien, samt den med denne
Familie nærbeslægtede Schizanthus (af de
Maskeblomstredes Fam.). P. infestans er den
væsentligste Aarsag til den saakaldte
»Kartoffelsygdom«, der første Gang optraadte som en
faretruende Epidemi over hele Europa 1845; siden
den Tid har Sygdommen vist sig med skiftende
Styrke; den har anrettet overordentlig Skade i
enkelte Aar, f. Eks. for 1879 har man beregnet,
 |
| Fig. 1. Kartoffelskimmel, a, b og c Konidier, fra e udgaar Sværmsporer; d Sværmsporer. |
 |
| Fig. 2. Kartoffelskimmel. Spirende Sværmsporer paa en Kartoffelstængel (Tværsnit). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
