- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
127

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pibere - Pibestaver - Pibesvane - Pibeved - Pibroch - Pic - Pica - Piçaca - Picacho de Veleta - Picard, Alfred Maurice

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

er olivengraa med grønagtigt Skær og sortagtige
Pletter, paa Undersiden hvidgul med mørke
Pletter paa Bryst og Sider; en Stribe gennem
Øjet er lys, Overhaledækfjerene uplettede. Den
er udbredt over største Delen af Europa med
Færøerne og Island og en Del af det vestlige
Asien. I Norge yngler den i hele Landet, saavel
ved Kysten som paa Fjeldene; enkelte
overvintrer. I Danmark er den alm. overalt paa fugtige
Steder ved Fersk- og Saltvand. Allerede sidst i
Febr ell. først i Marts kommer de første, søger
snart til Ynglepladserne, der hyppigst er
fugtige Enge ell. Moser med spredte lave Buske;
de færdes mest paa Jorden, hvor de ret skjult
søger Føde, løbende mellem Græsset; naar de
flyver op, udstøder de en pibende Lyd; Sangen,
som de udfører flyvende, bestaar af lgn. Lyd
med iblandede Triller. I Maj bygges den godt
skjulte Rede, der indeholder 4—5 Æg af
graalig Bundfarve med en Mængde graabrune
Prikker og Snirkler. De yngler ofte 2 Gange. Hen
paa Eftersommeren samles de i Skarer, der
yderligere forøges ved de Nord fra trækkende;
de opholder sig nu paa tørre Marker med høj
Plantevækst, f. Eks. mellem Roer, og jævnlig
ses Smaaflokke paa Vandring; hen i Oktbr er
de forsvundne, men enkelte overvintrer ofte ved
Stranden ell. ved Vandløb. — Nær beslægtet
med Engpiberen er den Rødstrubede
Engpiber
(norsk: Brunstrubet Piplærke) (A.
cervinus
Pallas), væsentlig kun adskilt fra
foregaaende ved den rustrøde Farve paa Forhals
og Bryst hos de gl Fugle; det er en mere
nordlig Form, der yngler i Europas og Asiens
nordligste Egne, ret alm. i det nordligste Norge. I
Levevis ligner den Engpiberen.

Skovpiberen (Træpiber, Træpiplærke)
(A. trivialis L.) ligner i Udseende og Størrelse
Engpiberen, er mere gullig paa Undersiden og
har en forholdsvis kort og stærkt krummet Klo
paa Bagtaaen. Den bebor Mellem- og
Nordeuropa samt en Del af Sibirien, er i Norge alm.
i Skovegne, selv de nordligste, ligeledes i
Danmark. Den kommer i Slutn. af Apr., holder sig
altid ved ell. i Skove, særlig saadanne, hvor
der mellem spredt Opvækst findes enkelte
højtstaaende Træer; Føden søger den paa Jorden,
søger til Træerne, naar den opskræmmes, og
opholder sig i dem mere end nogen af dens
Slægtninge. Den særdeles kraftige og smukke
Sang lader den oftest høre i Flugten, idet den
fra en Gren stiger skraat til Vejrs, med en
Række ens Toner, for derpaa med udbredte
Vinger at dale ned i et andet Træ, syngende en
Trille ikke ulig den tamme Kanariefugls,
efterfulgt af nogle klagende Toner. Reden bygges
overordentlig skjult paa Jorden, indeholder 4—6
Æg, der varierer stærkt i Farve fra graagrønt
til rødbrunt, plettede og stregede paa højst
forskellig Maade. Allerede i Aug.—Septbr trækker
Skovpiberen bort.

Skærpiber (Strandpiber, norsk:
Skærpiplærke) (A. obscurus Lath.), noget større end
foregaaende, med længere Næb. Ovenpaa er den
mørkt olivenbrun med utydelige mørkere
Pletter, paa Undersiden gullig med brede udviskede
Pletter paa Forhals, Bryst og Sider; i
Yngletiden har den paa Strube og Bryst et rødligt
Skær. Skærpiberen er en haardfør Fugl, der
yngler over en stor Del af Nordeuropa, i Norge
overalt paa Skærene langs Kysten, delvis
overvintrende, i Danmark kun yderst sparsomt,
medens den i Træktiderne ikke er synderlig
sjælden; mere end nogen af dens Slægtninge
holder den sig til Havkyster, som den opliver
ved sin behagelige Sang; Æggene, i Tal 4—6,
har graalig Bundfarve, der næppe kan ses for
de tætstillede graabrune Pletter. Skærpiberen
har over en stor Del af Jorden Slægtninge, der
staar den saa nær, at de vel ofte betegnes som
Arter, men af mange kun regnes for Racer,
idet de i Størrelse, Tegning og Levevis kun
viser ringe Forskelligheder; i Mellemeuropas
Bjerge findes hyppig en Form,
Vandpiberen (A. spipoletta L.), i det nordlige Amerika
og Grønland en anden, A. pensilvanicus Lath., i
en stor Del af Asien andre nærstaaende Racer.

Markpiberen (A. campestris Bechst.),
noget større end de foregaaende, i Ydre
lignende Lænken i høj Grad, med lys næsten
uplettet Bryst og Bug, bebor øde sandede Egne,
yngler i Mellemeuropa og Sydsverige, er
fundet ynglende enkelte Steder i Danmark. Af
Størrelse som Markpiberen, lgn. den i Ydre er
Sporepiberen (A. Richardi Vieill.),
kendelig ved Bagtaaens meget lange Klo. Dens Hjem
er Centralasien, af og til træffes den i
Mellemeuropa, er forekommen i Norge.
O. H.

Pibestaver er en af de forholdsvis faa
Trævarer, som er Genstand for Verdenshandel; P.
bruges til Forfærdigelse af Vin- og Ølfade, især
de store, og udkløves af tykke Egestammer
med fuldstændig knastfrit, retvokset Kerneved.
De fleste P. kommer nu fra Middelhavets
østlige Opland, især Slavonien og Kroatien, nogle
udføres fra Galizien over Østersøen; ogsaa
Amerika udfører P.
C. V. P.

Pibesvane, se Svaner.

Pibeved, se Philadelphus.

Pibroch [’pi.bråk], gammelskotsk
Musikstykke for Sækkepibe.

Pic [pik], fr. Ord, der anvendes om et højt,
spidst Bjerg ell. i lgn. Bet. som det tyske
Horn. Ordet har ogsaa en sp. Form Pico,
en ital. Pizzo og en eng. Peak.
(H. P. S.). E. St.

Pica, Slægtsnavn for Skade, se Ravnefugle.

Piçaca, i den indiske Folketro en Klasse
ligædende og uhyggelige Væsener (jfr. Bhuta,
Gandharva). Om »P.-Sproget«, se
Paiçaci.
(S. S.). D. A.

Picacho de Veleta [pi’kat∫å’ðæ-wæ’læta],
Bjergtop i Sierra Nevada i det sydlige Spanien,
er 3470 m høj og overgaas i Højde kun af
Mulahacen, fra hvilken den adskilles ved en
Gletscher.
C. A.

Picard [pi’ka.r], Alfred Maurice, fr.
Ingeniør og Embedsmand, f. i Strasbourg 21.
Decbr 1844, d. i Paris 8. Marts 1913. Hans
Ledelse af store Kanal- og Byggeforetagender og
hans omfattende Værker om Frankrigs
Jernbanevæsen hævede ham 1886 til en af Landets
vigtigste administrative Stillinger som
Formand for Afdelingen for offentlige Arbejder,
Agerbrug og Industri i Statsraadet. Han var
med at forberede Verdensudstillingen 1889 og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0139.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free