- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
131

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Piccolomini (gl ital. Adelsslægt) - Pice - Picea - Picen - Picenum - Pichegru, Charles

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hjælp; fra nu af var han knyttet til Tyskland,
hvor han blev en af Trediveaarskrigens
berømteste Generaler. Han var med i Slaget paa det
hvide Bjerg (1620), deltog i de flg. Aar i
Felttogene i Vesttyskland og Nederlandene og kom
1627 til at tjene under Wallenstein, hos hvem
han snart kom i høj Gunst. Efter Slaget ved
Lutzen (1632), hvor han udmærkede sig i høj
Grad og blev saaret, gik han til Böhmen med
Wallenstein, der skænkede ham sin fulde Tillid,
hvad den snedige Italiener lønnede ved som en
af Hovedmændene i Sammensværgelsen mod
ham at hidføre hans Fald (1634). Til Belønning
fik han bl. a. det konfiskerede Gods Nachod i
Böhmen. De nærmest paafølgende Aar
kæmpede han med stort Held mod Franskmændene i
Nederlandene, medens han led temmelig
betydelige Tab i sine Operationer mod Svenskerne
og Hollænderne, hvad der dog rigelig opvejedes
ved den Skade, han 1640 tilføjede den sv.
General Banér i Sachsen. Derimod var han ikke i
Stand til at trænge Torstenson tilbage, og efter
dennes Sejr ved Leipzig (2. Novbr 1642) fandt
han sig foranlediget til at gaa til Nederlandene
som sp. General; men 1648 kaldte Ferdinand
III ham tilbage og udnævnte ham, efter at han
med kejserlig Fuldmagt havde givet Møde paa
Konventet i Nürnberg (1649), til tysk Rigsfyrste
og Feltmarskal; men han fik ikke Lejlighed
til at vinde ny Laurbær inden sin Død, der
indtraf i Wien 1656. Han efterlod sig ikke Afkom,
og Max P., der i Schiller’s »Wallenstein«
optræder som hans Søn, er derfor en opdigtet
Person. Derimod havde han en Brodersøn,
Josef Silvio Max P., som han havde bestemt
til sin Arving; den unge P. faldt 1645 som
kejserlig Oberst i en Fægtning mod Svenskerne.
(Litt.: A. v. Weyhe-Eimke, »Die
historische Persönlichkeit des Max P.« [Pilsen 1870];
samme, »Ottavio P.« [Pilsen 1871];
Richter, »Die P.« [Berlin 1874]; A. Lioiné og A.
Liberati
, Albero della famiglia Piccolomini
[Siena 1899]).
(C. F.). H. J-n.

Pice [pa^is], britisk-ostindisk Bronzemønt =
1/4 Anna.

Picea Lk. Foruden de under Gran
omtalte, for Skovbruget vigtigste Arter er i
Haver og Parker i Norden en Række Arter mere
ell. mindre haardføre; de vigtigste er flg. Af
P. abies (L.) Karst (Rødgran) findes talrige
Former. P. a. obovata adskiller sig fra
Hovedarten ved mindre Kogler, hvis Skæl paa
Ryggen er jævne. P. a. virgata (Slangegran)
har lange, tynde og ofte uregelmæssig stillede
Grene uden Sideskud; lange Naale. Hos P.
Alcockiana
Carr. (Japan) er de unge Skud
haarede; Naalene er stive, paa de øvre Sider
blaalige, paa de nedre mørkegrønne. P. morinda
Lk. (Himalaya) udmærker sig ved
overhængende Vækst og har indtil 5 om lange Naale, hvis
Længde ikke aftager med Spidsen af Skuddene.
P. polita Carr. (Japan) har stive og stikkende,
blanke og noget sammenfrykte Naale, der er
ligesom kantstillede. Hos P. orientalis Lk. et
Carr. (Kaukasus) er Naalene korte og
tætstillede, mørkegrønne og med en olieagtig Glans.
P. Mariana Britt. (P. nigra Lk., Sortgran)
har ligeledes korte, men graablaa Naale; den
ligner Hvidgran noget, men har haarede
Knopper. Den hører hjemme i Nordamerika og
forekommer i flere Former. Af P. Engelmannii
Engelm. (vestlige Nordamerika) er de unge
Grene mat graagule; Naalene er temmelig
lange og noget stikkende, ens paa begge Sider,
varierende fra grønne til sølvgraa. Koglerne
har ogsaa inden Modenheden løst liggende
Skæl, hvorved denne og den flg. Art adskiller
sig fra de øvrige; her er de rødbrune. P.
pungens
Engelm. (P. Parryana Sarg.),
(Klippebjergene) er forsk. fra foregaaende ved, at de
unge Grene er gulbrune og Koglerne lysebrune.
Af begge Arter forekommer smukke Former
af en blaagraa eller sølvgraa Farve (P. E.
glauca
og argentea, P. p. glauca og argentea).
P. omorinka Pacic (Balkanlandene) har flade
Naale, der meget ligner Ædelgranens, idet de
er blankt grønne paa Undersiden, som dog ved
en Drejning vender opad, og har 2 hvide
Striber paa den nedad vendte Overside.
A. M.

I større Haver ell. Parker er det navnlig P.
abies
og dens Varieteter, der finder Anvendelse,
fritstaaende ell. i Grupper, dog saa frit stillede,
at de nedre Grene bevares, men ogsaa de
øvrige Arter er p. Gr. a. mere ell. mindre
ejendommelig Vækst og Habitus ell. Naalenes
Farve anvendelige som Forgrundsplanter i større
Grupper ell. som fritstaaende. Saaledes P. a.
virgata
med de lange Grene og Naale, P.
morinda
, med overhængende Grene og lange
Naale, og P. polita med den stive Form, ell. som
de blaagrønne P. Engelmannii og P. pungens
med deres blaagraa (glauca) og sølvgraa
(argentea) Varieteter, og disse sidste finder ogsaa
Anvendelse i mindre Haver, navnlig som
fritstaaende, og vil der være at foretrække for de
hyppigt plantede Abies Nordmanniana, bl. a.
fordi de kræver mindre Plads. P. formeres ved
Frø for Arternes Vedk., medens Varieteterne
podes paa Grundstammen af P. abies, for
Varieteterne af P. pungens paa denne, og helst
med Podekviste af Topskud. Spiringen af Frøet
kan fremmes ved Udblødning i Vand og
paafølgende Blanding med fugtigt Sand, indtil
Spiringen begynder.
P. F.

Picen, C22H14, en Kulbrinte, som faas af
Brunkulstjære, og som smelter ved 364°. Den
findes ogsaa bl. de syntetiske Produkter, som
dannes ved Indvirkning af Æthylenbromid paa
Naftalin i Nærværelse af Aluminiumklorid.
(O. C.). R. K.

Picenum hed i Oldtiden et Landskab i Italien
ved Adriaterhavet, begrænset i N., V. og S. af
Umbrien samt Sabinernes og Vestinernes Land.
Indbyggerne var væsentlig af sabinsk Stamme.
De sluttede 299 f. Kr. Forbund med Romerne,
og 30 Aar senere kom de efter et mislykket
Forsøg paa at løsrive sig i stærkere
Afhængighed af dem. De vigtigste Byer var Ancona
og Asculum.
H. H. R.

Pichegru [pi’∫gry], Charles, fr. General,
f. 16. Febr 1761 i Artois, d. i Paris 5. Apr. 1804.
Skønt af meget tarvelig Herkomst lykkedes det
ham at komme ind paa Militærskolen i Brienne,
hvor han traf sammen med den unge Bonaparte
uden dog at træde i nærmere Forbindelse med
denne. Revolutionen blev ham en gunstig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0143.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free