- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
163

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pind - Pindaros

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paa Spillet kan nævnes: Lege
Solbaandskæp i Hornsherred, Solpind i Ramsølille,
Tysk Pind i Snesere, spille Nips,
Vip-Pind, Jeppe, at spille Fimse paa Fyn, at
viple (uden Sten fra et Hul i Jorden)
Laaland, Gros, Pinje Gros og Drammert
fra Bornholm.

Pindspillet har en stor geografisk Udbredelse,
idet det er Fælleseje for Folkene i Norge, Island,
Sverige, Danmark samt store Dele af
Mellemeuropa, og rimelig strækker dets Udbredelse sig
langt videre, over Rusland, og ind gennem
Sibirien. Der er intet, der tyder paa, at Spillet
skulde være opstaaet i en sen Tid og være ført
fra Land til Land som de eng. Boldspil i den
nyere Tid. De mange forsk. Former, hvorunder
det optræder, den Rigdom af Varianter,
hvormed det findes inden for et snævert begrænset
Omraade som Danmark, giver, i Forbindelse
med andre Forhold, Anledning til at tro, at
Legen er et ældgammelt Spil. Muligvis er
Skikken af rituel Oprindelse, idet den danner et
Billede af Forsvaret for Hus og Hjem, for
Arnens hellige Ild. (Litt.: Johannes V.
Jensen
, »P.« [»Pressens Magasin«, Maj 1917]; Fr.
Knudsen
, »P.« [Danske Studier, Hefte 3,
1920]; Ólafur Daviðsson, »Pinnaleikur«
[lslenzkar skemtanir, S. 134]; Handelmann,
»Volks- und Kinderspiele«; Wippwipp,
»Gutsmuths Spiele« [8. Udg., S. 213]; Kaindt,
»Zeitschr. des Vereins für Volkskunde« [Berlin
1897, Kiczkaspiel in Galicien u. Bukowina];
Cock en Teirlinck, »Kinderspel«, I, Bd
IV [Gent], Werpspelen, S. 36—47,
Angelusspelen, Wiep-slaan).
Fr. K.

Pindaros (Pindar), gr. Lyriker, var f. i
Theben i et Aar, da der holdtes pythiske Lege,
og paa den Tid da de holdtes. Efter
Overleveringen var det i 518 f. Kr.; snarere dog 522 (de
pythiske Lege holdtes hvert 4. Aar). Han døde
i Argos efter Midten af 5. Aarh. (hans sidste
bevarede Digt er fra 446). Hans Fødeby stod
ikke højt i aandelig Kultur; sin Undervisning i
Musik (indbefattet Digtekunst) fik P. i Athen.
Han maa tidlig have gjort sig bemærket; hans
ældste befarede Digt er fra 498. Lige fra først
af har han følt sig nøje knyttet til Delphi, der
dengang baade i religiøs og musikalsk
Henseende var et af Midtpunkterne i græsk
Aandsliv; for sin Virksomhed som Digter ved
delphiske Fester fik han usædvanlige
Æresbevisninger. Med Ægina, der var politisk nær forbundet
med Theben, stod, han hele sit Liv igennem i
nøje Forbindelse. Allerede 490 skrev han et
Digt til Ære for en Søn af Theron, Herskeren
i Agrigent; senere (476) besøgte han Sicilien og
opholdt sig baade hos Hieron i Syrakus og hos
Theron i Agrigent. Hans Fødeby Theben maatte
480 tage Stilling i Kampen mellem Persere og
Grækere; den valgte Perserne, og P. synes i et
Digt fra denne Tid at have sluttet sig til denne
Politik. Senere saa han, som talrige Ytringer i
hans Digt viser, anderledes paa Sagen. Dette
skal have bragt) ham paa Kant med hans
Medborgere; det berettes, at de idømte ham en
Bøde, da han i et Digt havde betegnet Athen
som »Hellas’ Bolværk«, og at Athen til Gengæld
skænkede ham en større Sum Penge. I sine
senere Leveaar saa han aabenbart med Uvilje
paa Athens Magtstilling, saa meget mere som
den førte til, at hans kære Ægina mistede
Friheden.

P.’s Produktion omfattede alle Grene af den
da brugelige Festlyrik. Det var omfangsrige
Digte, bestemt til at afsynges ved en offentlig
Festlighed, i Reglen af religiøs Art, af et Kor
af Borgere, under Ledsagelse af Musik og Dans;
til de ansete Digtere indløb Bestillinger paa
saadanne Kantater fra alle Egne af Hellas, og de
betaltes godt. Digteren skrev ikke alene Teksten,
men ogsaa Musikken og indstuderede, naar han
var personlig til Stede, den hele Kantate med
Koret. Enkelte Digte af P. synes dog ikke at
have været bestemt til at synges af et Kor, men
at være foredragne af ham selv til
Akkompagnement af en Lyra; og det har sikkert ogsaa
kunnet forekomme, at Digteren af egen Drift og
uden Betaling har opført en Kantate med et
Kor. — Hovedindholdet af disse Digte var i
Reglen en Myte, der som oftest angik den
Guddom, til hvis Ære Festen holdtes. Ved Siden af
denne episke Bestanddel fremtræder et
sententiøst Element, med Forkærlighed for religiøse
Betragtninger. Paa os virker Digtarten som en
underlig Mellemting mellem Epos og Lyrik.

P.’s Digte var i Oldtiden samlede i 17 Bd,
hvert paa c. 1000 Verslinier. De var inddelte
efter Digtenes Bestemmelser (Hymner,
Processionssange, Dityramber, Sørgesange o. s. v.). Af
de til Kultus bestemte Digte var indtil for nylig
kun mindre, men talrige Fragmenter bevarede.
Ved Papyrusfund i Ægypten er der nu
fremdraget omfangsrigere Brudstykker, især af en
enkelt Slags Kultussange (Pæaner).
Fuldstændig bevarede er 4 Bind Epinikier, ɔ:
Sange til Ære for Sejrherrer i de
fælleshellenske Lege (olympiske, pythiske,
isthmiske og nemeiske). Det var Skik, at
saadanne Sejrherrer modtoges med en
Festlighed ved deres Hjemkomst, og at der herved
blev afsunget en Kantate. Ethvert Epinikion
indeholder Angivelser om Sejrens Art,
Sejrherrens, hans Faders og hans Bys Navn, hans egne
og hans paarørendes tidligere Sejre; desuden
opbyggelige Betragtninger. Men i de større Digte
er Hovedindholdet regelmæssig en Myte, der
gerne hentes fra Sejrherrens Fødebys
Sagnkreds.

Oldtiden saa i P. sin største Lyriker; især
beundrede man det sententiøse Element i hans
Digte. I nyere Tid har Opfattelsen svinget
stærkt; i 18. Aarh. fældedes nedsættende Domme
om ham; i Beg. af 19. Aarh. søgte man (i
Tyskland) at paavise en indre Enhed, der skulde
holde Digtenes disparate Dele sammen. Nu er
det alm. erkendt, at Digtenes Bestanddele er
løst knyttede til hinanden, og man søger, som
Oldtiden, Skønheden i Enkelthederne. — P.
beherskede sin Kunstart, der ikke blot havde sin
egen Teknik og Stil, men ogsaa sit eget Sprog
(en Slags fælles Græsk, paa homerisk
Grundlag), med fuld Virtuositet; ogsaa hans Musik,
der nu er fuldstændig tabt, var i Oldtiden
beundret. Ved Siden deraf forstod han at sætte
sin Personligheds Præg paa alt, hvad han skrev;
han kan være baade tør og kunstlet endda

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0175.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free