Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pindaros - Pindarus Thebanus - Pindekompas - Pindemonte, Giovanni Marchese - Pindemonte, Ippòlito - Pindhose - Pindklo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begge Dele paa een Gang, men han er aldrig
ordinær. I de episke Partier forstaar han, ofte
blot igennem et enkelt Træk, at faa en Situation
til at staa lyslevende (plastisk Fantasi);
saadanne Glanspunkter træder i desto stærkere
Relief, fordi den øvrige Fortælling ofte er tør
og summarisk. Hans Betragtninger er det
fyldigste Udtryk, vi har uden for den attiske
Poesi), for den ældre hellenske Religiøsitet; P.
var sikkert her stærkt paavirket fra Delphi
Dens Grundtema: Menneskets Begrænsning i
Sammenligning med Guddommen, forstaar han
at variere med Mesterskab og at anvende paa
de forskelligste Forhold. Men samtidig lægger
han stærk Vægt paa de aktive Dyder, som
Tapperhed, Trofasthed og Gavmildhed, hvorved
Mennesket kan erhverve sig et varigt
Eftermæle; i sine senere Aar ogsaa paa Oprigtighed
og Sandhedskærlighed, Dyder som han
aabenbart tillagde sig selv. De fremtræder ogsaa i
hans Poesi; trods dens objektive Karakter
ynder han at komme med rent personlige
Bemærkninger og Meddelelser, og lejlighedsvis,
naar noget laa ham særlig paa Hjerte, udtaler
han sin Mening skarpt og aabenhjertet. Særlig
i saadanne Tilfælde kan hans Form være
abrupt, og dette i Forbindelse med vort
mangelfulde Kendskab til de Forhold, der laa til
Grund for hvert enkelt Digt, gør ham til en
af Oldtidens vanskeligste Forfattere. (Litt.:
Grundlæggende er Boeckh’s Udg. [2 Bd, 4°,
Leipzig 1811—21]. Fuldstændigt kritisk
Apparat hos Mommsen (Berlin 1864]. Nyeste
kritiske Udig. ved Schroeder [Leipzig 1900;
dertil mindre Udg. med de ny Fragmenter,
1908 og 1914]. Af Kommentarer kan nævnes:
Guildersleve’s til »Olymp. og Pyth.« [New York
1890]; Schroeder’s til »Pyth.« [Leipzig
og Berlin 1922]; Bury’s til »Nem. og Isthm.«
[2 Bd, Lond. 1890—92]. Overs. paa Dansk af M.
Rosing [Herlufsholm Progr. 1862 ff.]; syv
Oder ved Thor Lange [Kbbvn 1900]. Enkelte
Prøver i Prosa hos Drachmann, »P. som
Digter og Menneske« [Kbhvn 1910]. Biografi,
med Analyse af samtlige Digte, af
Wilamowitz [Berlin 1922]).
A. B. D.
Pindarus Thebanus [-te-] kaldes med
Urette Forfatteren til et endnu opbevaret lat.
Digt, som indeholder et Udtog af Iliaden. I
Virkeligheden hed Forfatteren Italicus og menes
af nogle at være identisk med Digteren Silius
Italicus. I ethvert Tilfælde stammer Digtet fra
Midten af 1. Aarh. e. Kr. I Middelalderen blev
det meget læst. Det er trykt bl. a. i Baehrens’
Poetæ latini minores, III.
H. H. R.
Pindekompas (Søv.), en cirkelrund
Træskive, paa hvilken Kompassets 32 Streger er
aflagte; for hver Streg er der boret 5—8 Huller,
i hvilke kan sættes Pinde, der angiver, hvor
mange Kvartmil der i Vagtens Løb (4 Timer)
er udsejlet paa den paagældende Kurs
(Kompasstreg). Benyttes nu meget sjældent og kun i
Smaaskibe.
C. B-h.
Pindemonte [-de-], Giovanni Marchese,
ital. Digter, f. 1751 i Verona, d. 23. Jan. 1812.
Efter en urolig Ungdom blev P. 1789 Podestà i
Vicenza, men gjorde sig umulig og afsattes;
1796 flygtede han til Frankrig, siden var han
i Milano Medlem af den cisalpinske Republiks
Regering, og da den faldt, gik han atter til
Paris for 1802 at vende tilbage til Milano og
der blive Medlem af den lovgivende Forsamling
under fr. Overhøjhed. I sine Dramaer, der
udmærker sig ved Sans for scenisk Virkning, er
han opr. stærkt paavirket af Alfieri: I
Baccanali (1788), I Coloni di Candi, men i hans
senere Arbejder mærker man en stærk
Indflydelse fra Shakespeare: Ginevra di Scozia,
Elena e Gerardo, L. A. Cincinnato, Orso Ipato,
Mastino primo della Scala, Il Salto di Leucate,
Agrippina og Adelina e Roberto ell. L’auto da fé
(1807), hvori den sp. Inkvisitions Grusomheder
i Nederlandene under Hertugen af Alba
fremstilles. P.’s Digte, Poesie e lettere, er udgivne
af G. Biadego (1883). (Litt.: C. Pugliesi,
G. Pindemonte nella letteratura e nella storia
del suo tempo [Milano 1905]).
(E. G.). E. M-r.
Pindemonte [-de-], Ippòlito, ital Digter,
yngre Broder til ovenn., f. i Verona 13. Novbr
1753, d. smst. 17. Novbr 1828. Af rig og fornem
Slægt, men i lang Tid svagelig af Helbred og
tilbøjelig til Tungsind, gav P. sig i sin Ungdom
ivrig af med sprogl. og æstet. Studier; siden søgte
han med Held at styrke sit Legeme ved
regelmæssigt Liv, og efter at han indtil sit 40. Aar
hiavdle set sig godt om i Europa (ogsaa til
Holland og England kom han), tilbragte han sin
øvrige Levetid dels i Verona, dels i landlig Ro
paa en ham tilhørende Ejendom. — P.’s
tiltalende og fine Digterpersonlighed kommer især
til Syne i hans Lyrik, der er præget af en egen
Sødme og blid Melankoli; han dvæler gerne ved
Naturbeskrivelser, idet hans følsomme Sans lige
øver for Skønhederne i Mark og Skov, ved
Bjerge og Søer, og hans Evne til at give denne
Udtryk minder om 18. Aarh.’s eng. Digtere.
Til Foscolo, som havde henvendt sit berømte
Digt I Sepolcri til ham, rettede han et poetisk
Gensvar, der dog ikke er saa kraftigt og
betydeligt. I sine Satirer (Sermoni og Epistole)
efterligner P. Gaspairo Gozzi; hans anti-franske
og anti-revolutionære Sindelag lægger sig
kendelig for Dagen i dem. Tragedien Arminio
(1804), i Voltaire’s Smag, er ikke synderlig
heldig, men nød i sin Tid Berømmelse,
fornemmelig vistnok p. Gr. a. de politiske Hentydninger
til Napoleon’s Fremfærd mod Venezia. Derimod
er P.’s Oversættelse af Odysseen meget god. I
Prosa skrev han bl. a. en Rk. Elogi over
litterære Personligheder. Udgaver: Poesie
campestri (1788, 1817), I Sepolcri (1808,
sammen med Foscolo’s Digt af s. N.), Epistole
(1809), Sermoni (1819), Odissea (1822, 1891), de
samlede Poesie originali ved A. Torri (1858).
(Litt.: B. Montanari, Storia della vita e
delle opere di I. P. [Venezia 1856]; S. Peri,
I. P., Studi e ricerche [Rocca S. Casciano 1905]).
(E. G.). E. M-r.
Pindhose, se Muk.
Pindklo, et kølleformet Redskab, der i
Keglespil i St f. Kuglen benyttes til at slaa Keglerne
omkuld med. P. anvendtes, ell. anvendes endnu
i gl. Keglespil, hvor man ikke havde Bane af
Træ, men spillede paa Vej ell. Mark og derfor
maatte kaste Redskabet helt gennem Luften,
uden at det berørte Jorden.
Fr. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
