Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Piperazin - Piperidin - Piperin - Piperno (By i Mellemitalien) - Piperno - Piperonal - Pipette - Piphas - Pipin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Piperazin, Diæthylendiamin,
C2H4(NH)2C2H4, er en organisk Base, som danner
farveløse Krystaller, der er letopløselige i Vand og
smelter ved 104°. P., der fremstilles ved
Indvirkning af Ammoniak paa Ætylenklorid, koger
ved 145°; det danner letopløselige Salte med
Urinsyre, hvorfor det benyttes som Middel mod
Gigt o. a. Sygdomme, ved hvilke der udskilles
Urinsyre i Organismen.
(O. C.). R. K.
Piperidin, C5H11N, er en stærk, organisk
Base, som findes bunden til Piperinsyre i
Alkaloidet Piperin (s. d.). P. kan ogsaa faas
syntetisk og dannes ved Reduktion af Pyridin; det er
en farveløs Vædske, som lugter stærkt af Peber,
koger ved 106° og kan opløses i Vand. Dens
Salte krystalliserer godt.
(O. C.). R. K.
Piperin, C17H19NO3, en svag organisk Base,
som findes i de forsk. Peberarter, og som faas
af hvid Peber ved Udtrækning med Alkohol. P.
danner farveløse Prismer, har ingen Smag ell.
Lugt og er næsten uopløselig i Vand. Dets
vinaandige Opløsning smager stærkt af Peber. Ved
Kogning med en alkoholisk Opløsning af
Kaliumhydroxyd sønderdeles P. i Piperidin og
Piperinsyre, C12H10O4, eller dennes Kaliumsalt.
Den fri Syre er næsten uopløselig i Vand og
krystalliserer i Naale, som smelter ved 217°. P.
er Udgangspunktet for Fremstillingen af
Piperonal.
(O. C.). R. K.
Piperno [pi’pærno], By i Mellemitalien, Prov.
Roma, ligger i Volskerbjergene Ø. f. de
pontinske Sumpe. (1911) 7600 Indb. P. er Bispesæde.
N. f. P. findes Ruiner af det gl. Privernum.
Efter P. opkaldtes en lysegraa, porøs
Trakytlava, som Romerne benyttede meget til
Bygningssten.
C. A.
Piperno [pi’pærno] er en ejendommelig Slags
Trakytlava, som udmærker sig ved i en
lysegraa, temmelig porøs Hovedmasse at indeholde
Linser og uregelmæssige, flade Partier af
sortgraa Farve og fastere Beskaffenhed; Linserne
kan være henimod 1 m lange, og de giver denne
Stenart, som i Neapel er meget anvendt som
Bygningssten, en ejendommelig flammet
Tegning. Linserne afviger fra Hovedmassen ved at
have sfærolitisk Struktur, men bestaar i øvrigt
af de samme Mineraler. Nogle Videnskabsmænd
anser P. ikke for en Lava, men for en
omdannet konglomeratagtig Tuf. P. findes ved Pianura
nær Neapel og enkelte andre St. i Italien.
(N. V. U.). O. B. B.
Piperonal, Heliotropin, C8H6O8 eller
C6H3(CHO)(O2CH2), er Metylenæteren af
Protokatechualdehyd og dannes ved Iltning af
Piperinsyrens Kaliumsalt med Kaliumpermanganat.
P. danner farveløse Krystaller, som er
tungtopløselige i Vand, smelter ved 37° og koger ved
263°; det lugter behagelig som Heliotrop og
anvendes i Parfumeriet.
(O. C.). R. K.
Pipette [pi’pætə], d. s. s. Stikhævert,
se Hævert.
Piphas, ogsaa kaldet Pærehas,
Betegnelse for en, især hos Heste forekommende,
Hævelse paa Hælebenets Hoved, beroende paa
en sygelig forøget Vædskeansamling i en
Slimsæk, der findes der mellem Huden og
Bøjesenen. P. opstaar sædvanlig4 ved ydre Vold,
navnlig ved Tryk mod Stenbroen, og ses
jævnlig, hvor der ikke anvendes tilstrækkelig Strøelse
i Spiltovet. Hævelsen kan blive meget betydelig;
men da den, i hvert Fald naar der er gaaet
nogen Tid, sjælden generer Hestens Bevægelse,
er den nærmest at betragte som en
Skønhedsfejl, der alt efter Graden nedsætter Dyrets
Handelsværdi mindre ell. mere. Frisk opstaaet kan
P. foraarsage Halthed, som dog i Reglen hurtig
svinder ved Anvendelse af kolde Bademidler.
Men ved Knusning af Slimsækken, hvilket
navnlig undertiden ses hos staldfodret Kvæg, som
er anbragt i korte Baase med smalle og dybe
Grebninger, kan Hævelsen blive meget
smertefuld og omdannes til en Byld. Naar denne
imidlertid har aabnet sig, aftager Ømheden, og
Saaret læges temmelig hurtig, hvis der da ikke
er opstaaet Nekrose (Brand) i den under
Slimsækken liggende Bojesene; i saa Fald maa
nemlig først det nekrotiserede Parti være
afstødt, og dette varer sædvanlig længere Tid,
især hvis man ikke ved Anvendelse af
Ætsmidler fremskynder Løsningen af Brandskorpen.
(H. G.).
Pipin (Pippin), Navn paa fl. fr. Herskere
af den Slægt, som senere kaldtes Karolingerne.
Pipin den Ældre, d. 639, støttede sammen
med sin Ven Biskop Arnulf fra Metz Kong
Chlotar II og var Majordomus hos dennes Søn
Dagobert I. Arnulf’s Søn Andegisel var gift med
P.’s Datter Begga, og af dette Ægteskab fødtes
Pipin »den mellemste« (kaldet »af
Heristal«). P. var først Majordomus i Austrasien
og vandt efter Sejren ved Testri (687) ogsaa
Magten i Neustrien og Burgund. Han havde
langt mere Magt end de svage Merovingerkonger
og kæmpede med Held mod de tyske Folk. Han
vilde efterlade sin Stilling til en umyndig
Sønnesøn, men det blev hans uægte Søn, Karl Martel,
der fik Magten efter hans Død (714). — Pipin
den Lille, Søn af Karl Martel, blev efter
dennes Død (741) Majordomus sammen med sin
Broder Karloman. Brødrene arbejdede i god
Forstaaelse paa at bringe Orden i Riget. 742
blev en Merovinger, Childerik III, sat paa
Tronen, der havde staaet ledig siden 737. Kirken
blev reformeret med Bistand af Bonifatius, det
blev forbudt de gejstlige at deltage i Jagt og
Krig, og Munke og Præster stilledes under
virksomt Tilsyn af Bisperne. Dog gav Fyrsterne ikke
saa meget af det røvede Kirkegods tilbage, som
Bonifatius havde ønsket, og trods deres store
Ærbødighed for Paven anerkendte de dog ikke
hans Supremati. Tværtimod skulde Kirkens
Mænd adlyde Fyrsterne og tage deres Land til
Len af dem, hvorved Lens væsenet gjorde et
stort Skridt fremad. — 747 gik Karloman i
Kloster, og P. blev Eneherre. 751 afsatte han med
Pavens Billigelse den sidste Merovinger, der
blev sat i Kloster, og lod sig selv krone til
Konge paa en Rigsforsamling i Soissons og senere
salve af Bonifatius. Plan fik Lejlighed til at gøre
Gengæld mod Pave Stefan II, da denne blev
haardt trængt af Longobarderkongen Aistulf,
der havde erobret Eksarkatet. P. drog Paven til
Hjælp (754) og tvang Aistulf til at afstaa
Eksarkatet, der blev overgivet til Paven og blev
Grundlaget for den senere Kirkestat. P. blev
Patricius og derved Roms Skytsherre. Atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
