- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
181

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pisa - Pisagua - Pisan - Pisanello - Pisang - Pisangfamilien - Pisangædere - Pisano, Andrea di Ugolino Nini - Pisano, Antonio

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Palæ, Palazzo Lanfranchi, hvor Byron boede
1822, Palazzo del Commune, der nu er
Arkivbygning, samt Universitetsbygningen (La
Sapienza), der er opført 1493 og indeholder en
meget smuk Gaard. P.’s Univ. aabnedes 1338,
men undergik i Tidens Løb talrige Omskiftelser,
indtil det 1850 fik sin nuv. Ordning med 4
Faculteter og c. 1200 Studerende; der er endvidere
flere højere Læreanstalter (Ingeniør-,
Veterinær-, Landbrugs-, Teknisk- og Præsteskole) samt
to større Biblioteker, Kunstakademi,
Malerisamling og et Arkiv med 16000 Pergamentbreve,
hvoriblandt et Par fra Frederik Barbarossa
1162 og Richard Løvehjerte 1192. Industri og
Handel spiller en ubetydelig Rolle, selv om man
i den nyeste Tid kan spore en Smule Opsving.
P. er Prov.’s vigtigste Jernbaneknudepunkt og
Sæde for en Præfekt og en Ærkebiskop samt
for en Filial af Nationalbanken. 6 km NØ. f. P.
ved Foden af Bjerget San Giuliano findes de
pisaniske Bade, der allerede paa Plinius’
Tid var berømte.

P., der i Oldtiden hed Julia Pisana, fik
stor Bet. efter 9. Aarh., og særlig efter at den
sammen med Normannerne 1137 havde ødelagt
sin Rival Amalfi. Byen laa den Gang betydelig
nærmere ved Havet end nu, og de største Skibe
kunde gaa op ad Arno til den. Den fik derfor
efterhaanden stor Søhandel og politisk Magt,
navnlig ved at stille sig i Spidsen for Kampen
med Saracenerne, hvem den fratog Sardinien og
Korsika. Ved sin Deltagelse i Korstogene vandt
den mange Handelsfordele, og c. 1200 strakte
dens Magt sig over alle Øerne og hele Kysten
fra Spezia til Rom. I Halvøens indre Politik
sluttede P. sig til Ghibellinerne, men
Hohenstaufernes Fald rev ogsaa P. med sig, og 1284
odelagdes dens Flaade fuldstændig af
Genueserne. Indre Uroligheder paafulgte, og 1399 kom
Byen under Visconti’erne i Milano, der 1405
solgte den til Firenze. 1409 afholdtes et berømt
Koncilium i P. Karl VIII af Frankrig
begunstigede P. imod Firenze og udleverede 1495
Citadellet til Pisanerne, der begyndte en 15-aarig
Kamp for deres Frihed, men bukkede
fuldstændig under 1509. P. blev nu en ubetydelig
Universitets- og Havneby, hvis Bet. ganske ophørte
efter Livornos Anlæggelse. 1615 havde P. kun
15600 Indb., og senere har den ganske delt
Skæbne med Toscana. I Aug. 1846 led Byen en Del
ved Jordskælv. (Litt.: Cantini, Storia del
commercio dei Pisani
[Firenze 1797]; Rohault
de Fleury
, Les monuments de Pise au moyen
âge
[Paris 1866]; Dütschke, »Die antiken
Bildwerke des Campo Santo in Pisa« [Leipzig
1874]; Langer, »Politische Geschichte
Genuas und Pisas im 12. Jahrh.« [Leipzig 1882]).
(H. P. S.). C. A.

Pisagua [pi’sagua], Udførselshavn for
Salpeter i Dept. Tarapacá, Chile, 5000 Indb.
M. V.

Pisan [pi’zã], se Christine de P.

Pisanello [-’næl.o], se Pisano, Antonio
(Vittore).

Pisang, se Musa.

Pisangfamilien (Musaceæ), enkimbladede
Planter af Ordenen Scitaminales, meget
anselige Vækster med Rodstok og overjordisk
Stængel ell. en af Bladskeder dannet »falsk« Stængel
med store Blade. Blomsterne er uregelmæssige;
Blosterbladene er gerne alle kronbladagtige,
og det forreste er større end de øvrige og
formet som en »Læbe«; det bageste Støvblad
mangler, de øvrige 5 er vel udviklede. Den
undersædige Frugtknude udvikler sig til et Bær ell.
en Kapsel; Frøene har Perisperm. C. 50 Arter
i Troperne. Den vigtigste Slægt er Musa (s. d.);
se ogsaa Ravenala og Strelitzia.
A. M.

Pisangædere, se Turako.

Pisano, Andrea di Ugolino Nini, ital.
Billedhugger og Bygmester, f. c. 1270 i
Pontedera, d. efter 1349, var sandsynligvis Elev og
Medhjælper hos nedenn. Giovanni P. ved
Domkirken i Pisa; i Aarene 1336—43 ledede han
Opførelsen af Campanilen i Firenze og var
1347—48 Bygmester ved Domkirken i Orvieto. P.’s
Ry er først og fremmest knyttet til
Bronzedørene paa Sydsiden af Baptisteriet i Firenze
(1330—36). Han har her i en fortræffelig simpel
og klar Reliefstil skildret tyve Scener (inden
for gotiske Firpas-Rammer) af Johannes den
Døbers Historie, medens Dørenes nederste otte
Felter er smykkede med allegoriske
Fremstillinger af religiøse og verdslige Dyder. Scenerne
af Johannes’ Liv er givne med den
prægnanteste Simpelhed og Klarhed i Sammenspillet
mellem Relieffets faa (to—tre) Figurer,
Kompositionen er fuldendt klassisk i sin brede og enkelte
Holdningsfuldhed, og Figurstilen viser P.’s fine
Sans for anstandsfuld, rolig og fornem, værdig
Skønhed og Ynde, ikke mindst i
Fremstillingerne af Dyderne, især »Spes«. Ikke mindre
fremragende er de 22 Marmorrelieffer, han efter
Giotto’s Udkiast udførte til Udsmykning af det
nederste Stokværk af Campanilen, Relieffer, der
i knappe, kernefulde Kompositioner giver en
Art Encyklopædi over menneskelig
Virksomhed. Endelig skal nævnes af P. de skønne,
fortræffelig gennemførte Marmorstatuetter af den
velsignende Kristus og Santa Reparata i Museo
dell’ Opera i Firenze, den store Madonna over
Hovedportalen til Orvieto-Domkirken og et
bemalet Krucifiks i Berlins Kaiser Friedr. Mus. —
Af P.’s Sønner og Elever, Nino (d. før 1368)
og Tommaso P., der begge virkede som
Billedhuggere, er der Grund til at fremhæve
den førstnævntes yndefulde genreagtige
Fremstillinger af Madonna med Barnet, saaledes i
Værker i S. Maria Novella i Firenze, i S. Maria
della Spina i Pisa, i Museo municipale i Orvieto
o. fl. St. (Litt.: Dobbert, »Die P.« [i
Dohme’s »Kunst und Künstler ....«, 2. Del, I,
Leipzig 1878]; Bode, »Die italienische Plastik«
[Berlin 1893]; »Festschrift zu Ehren des
kunsthistorischen Instituts in Florenz« [Leipzig 1897];
Burckhardt, »Der Cicerone« [8. Opl.,
Leipzig og Berlin 1901]; Supino, Arte Pisano
[1904]; A. Brach, »Nic. u. Giov. P.« [1904];
Sauerland, »Die Bildwerke des Giov.«
[1904]).
(A. R.). A. Hk.

Pisano, Antonio, kaldet Pisanello, af
Vasari urigtigt kaldet og derfor senere
almindelig benævnt Vittore, hans egen
Signatur gerne Pisanus Pictor, ital. Maler og
Medaillør, Søn af Bartolomeo da Pisa, udgaaet
fra Skolen i Verona, f. 1397, d. 1455 vist i Rom.
Hans Hovedvirksomhed falder i Verona, medens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0193.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free