- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
193

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pitt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Frankrig ydmyget til Gavns og Spanien tugtet
for dets Tilnærmelse til Frankrig. Ved sin
Afgang fik han 3000 £ i Aarpenge af Kongen, og
hans Hustru ophøjedes til Baronesse Chatham,
hvorhos Londons Borgere hyldede ham med
Tilsidesættelse af Kongen selv (Æresborger var han
bleven 1757). Han var nu igen Oppositionens
første Talsmand, dadlede Fredsvilkaarene som
uværdige og stillede sig aabent paa
Nordamerikanernes Side, da de gjorde Modstand mod
Skatter, som Underhuset paalagde dem uden
deres Samtykke. Skattebevillingsretten var
nemlig i hans Øjne Grundlaget for al politisk
Frihed, og det vilde rumme en Fare for Englands
egen Frihed, om Nordamerikanerne fandt sig i
saadant Tyranni; derimod fastholdt han
Parlamentets Lovgivningsmagt over Kolonierne.
Medens han i disse Aar afslog fl. Tilbud om
Ministerposter, lod han sig Juni 1766 overtale til
at danne et Blandingsministerium; men hans
Kraft var da brudt af Sygdom (Gigt og
Nervesvækkelse), og han nøjedes derfor med at være
Seglbevarer uden virkelig at have Statens
Tøjler i sin Haand. Samtidig opgav han sit Sæde i
Underhuset for at blive Jarl Chatham og
mistede dermed Fodfæstet for sin Magt. Fra Maj
1767 holdt Sygdom ham borte fra
Statsstyrelsen, og Oktbr 1768 maatte han tage sin Afsked.
Senere vedblev han med stor Kraft at forsvare
Nordamerika’s Ret over for Moderlandet og at
advare mod Overgreb, der vilde medføre et
Brud; han stillede 1775 Forslag til et Forlig og
priste i høje Toner Nordamerikas ny
Forbundsforsamling, som han vilde tilstaa stor
Myndighed; ja han tog endog sin ene Søn ud af Hæren
1777, for at han ikke skulde deltage i en
uretfærdig Krig, og dadlede strengt Brugen af
Indianere som Forbundsfæller mod de frafaldne
Kolonier. Havde Kongen i Tide lyttet til hans
Ord og udnævnt ham til Minister, kunde han
maaske have hindret Løsrivelsen; men Georg III
var yderst forbitret over, at P. gjorde sig til
»Oprørets Basun«.

Ikke alene i denne Sag stillede han sig djærvt
imod Underhusets Stivsind og Folkets
Fordomme. Ogsaa tog han varmt til Orde for at støtte
J. Wilkes i hans Kamp for Pressens Frihed og
Vælgernes Ret imod Myndighedernes og
Underhusets Vilkaarlighed. Januar 1770 fremsatte han
den første Plan til en Valgreform, idet han vilde
bortskære »den raadne Del af Forfatningen«, d.
v. s. ophæve de smaa Valgflækker, der var dels
under Kronens Indflydelse, dels i Enkeltmands
Eje, uagtet han selv skyldte en saadan Flække
sit første Valg. 7. April 1778 holdt han sin
sidste Tale i Overhuset, da han mod sin Læges
Forbud havde ladet sig føre derhen for at hæve
sin Røst mod et Forslag om at kalde de eng.
Tropper tilbage fra Nordamerika; han vilde af
yderste Evne kæmpe imod Rigets truende
Opløsning. Ved Talens Slutning segnede han om, ramt
af et Slag, og døde 5 Uger senere. Hans Lig
jordfæstedes paa offentlig Bekostning, og et
Mindesmærke rejstes i Westminster Abbedi; til
Dækning af hans Gæld tilskød Staten 20000 £,
og en Aarpenge af 4000 £ knyttedes til hans
Jarletitel. P. gælder for en af Englands ypperste
Talere, om end mere patetisk og kunstlet, end
vor Tid synes om. Der var en Rigdom af
ophøjede Tanker i hans Ord, og han nedslog sine
Modstandere snart med voldsom Kraft, snart
med bidende Spot.

Han var stolt og herskesyg, forfængelig og
ødsel, men højsindet i al sin Færd og fyldt af
brændende Fædrelandskærlighed; han stræbte
at indskrænke den raadende Korruption og at
knække de Adelskoterier, der hidtil skiftevis
herskede, for at lade Kongen staa friere over for
Folket. P.’s Breve udgaves 1838—40 i 4 Bd.
(Litt.: F. Thackeray, History of W. P.
Earl of Chatham
[2 Bd, London 1827]; A. v.
Ruville
, »W. P.« [3 Bd, 1905]; F. Harrison,
Chatham [1905]; Lord Rosebery,
Chatham, his early life and connections [1910]).

2) William, den Yngre, den foreg.’s yngre
Søn, f. 28. Maj 1759, d. 23. Jan. 1806. Han fik en
omhyggelig Uddannelse, til Dels under Faderens
Vejledning, til Dels ved Cambridge Univ. og
forberedte sig
tidlig til den
politiske Løbebane.
Ved Faderens
Død 1778 var
han henvist til
at leve af den
beskedne
Indtægt 300 £ og
blev 1780
indskreven som
Sagfører, men
valgtes n. A. til
Underhuset.
Han sluttede
sig straks til
Whiggerne og
vandt alm.
Beundring ved sin
første Tale af
26. Februar 1781; optog sin Faders
Holdning ved en voldsom Fordømmelse af Krigen
mod Nordamerika og ved at klage over den
skadelige Indflydelse, som Regeringen øvede paa
Underhuset ved Embedsudnævnelser o. lgn.
Midler. Med stor Selvfølelse nægtede han at
modtage en underordnet Stilling i Rockingham’s
Ministerium, skønt den var hans Faders sidste
Embede og vilde give ham en Indtægt af 5000
£; men Juli 1782 blev han Skatkammerkansler
under Shelburne og brød derved med sin
tidligere Meningsfælle Ch. Fox, der siden var hans
stadige Modstander. Efter Shelburne’s Død gik
P. af, Marts 1783, skønt han fik Tilbud om at
blive Førsteminister; men ved at modsætte sig
Fox’ Forslag om Indiens Styrelse vandt han
helt Kongens Yndest og styrkede sin Stilling
saaledes, at han i Decbr s. A. turde overtage
Regeringens Ledelse uden at have Flertal i
Underhuset. Han optog djærvt Kampen mod Flertallet,
trodsede en Rk. ugunstige Afstemninger (16 i
2 1/2 Maaned) og vendte ved sin glimrende
Veltalenhed Stemningen i Folket, saa at de ny Valg
gav ham et stort Flertal (160 Oppositionsmænd
vragedes i deres tidligere Kredse). Senere
forøgedes dette Flertal yderligere, især i 96’erne
ved Tilslutning af tidligere Modstandere, og han
kunde derfor styre England i 17 Aar med saa

W. Pitt.
W. Pitt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0205.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free