Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Planck, Johann Julius Wilhelm von - Planck, Max Karl Ernst Ludwig - Plandrejebænk - planere - planetariske Taager - Planetarium - Planetby - Planeter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jur. i Göttingen 1837, 1839 Privatdocent smst.
1842 ord. Prof. i Basel, 1845 i Greifswald, hvor
han samtidig blev Medlem af Apellationsretten,
1850 i Kiel, 1867 i München, hvor han 1881 blev
Medlem af det bayerske Akad., i hvis
Publikationer han offentliggjorde forsk. Afh. I Kiel deltog
P. i Bevægelsen mod Danmark fra et
udpræget augustenborgsk Standpunkt, udviklet bl. a.
i »Zur Würdigung der Oldenburger Denkschrift«
(1865). Som Forsker staar P. i første Linie af
Tysklands Retslærde i 19. Aarh.; som overbevist
Tilhænger af den historiske Skole behandlede
han fra et germanistisk Stade den tyske Proces
i Værker, der har opnaaet Klassicitetens
Stempel i hans Hjemland, saaledes »Die
Mehrheit der Rechtsstreitigkeiten im Prozessrecht«
(1844), »Die Lehre von dem Beweisurtheil; mit
Vorschlägen für die Gesetzgebung« (1848) og
»Das deutsche Gerichtsverfahren im Mittelalter
nach dem Sachsenspiegel und den verwandten
Rechtsquellen« (I—II, 1879). Af fremragende
Værd er ogsaa P.’s »Systematische Darstellung
des deutschen Strafverfahrens auf Grundlage
der neueren Strafprozessordnungen seit 1848«
(1857), »Bemerkungen über den Entwurf einer
Processordnung in bürgerlichen
Rechtsstreitigkeiten für das Königreich Bayern« (1862),
»Lehrbuch des deutschen Zivilprocessrecths« (I 1887,
II 1896) og Festtalen Ȇber die historische
Methode auf dem Gebiete des deutschen
Civilprocessrechts« (1889). P.’s fine og sympatiske
Personlighed omtales som saadan i Niels Lassen’s
»Erindringer« II (1918), S. 36. (Litt.: Lothar
Seuffert i »Zeitschrift für Deutschen
Zivilprozess«, XXVIII [1901], S. V—XVIII; Ernst
Mayer i »Zeitschrift der Savigny-Stiftung für
Rechtsgeschichte. Germanistische Abt.« XXII
[1901], S. XVII—XXII).
Fz. D.
Planck [plaŋk], Max Karl Ernst
Ludwig, tysk Fysiker, f. 23. Apr. 1858 i Kiel,
studerede i München og Berlin, blev Doktor i
München 1879 og Privatdocent smst. 1880. 1885 blev
P. extraordinær Prof. i Kiel, 1889 i Berlin, hvor
han har virket siden, fra 1892 som ordinær Prof.
i teoretisk Fysik. 1907 afslog han en Kaldelse
til Wien. P. er en af Nutidens mest
fremragende teoretiske Fysikere. Hans Doktordissertation
handler om Varmeteoriens 2. Hovedsætning, og
i en lang Rk. Afh. har han behandlet
varmeteoretiske Emner. En sammenfattende
Bearbejdelse af disse foreligger i hans Bog
»Vorlesungen über Thermodynamik« (1897, 6. Udg.
1921). P.’s vigtigste Indsats i Fysikken er dog
hans Udledelse af Loven for det sorte Legemes
Varmestraaling (1900), en Lov, som siden er
bleven eksperimentelt bekræftet ved omfattende
Forsøg. Den epokegørende Bet. af dette
Arbejde ligger i, at P. her som den første indfører
Antagelsen af en Diskontinuitet i
Energiudvekslingen mellem Straaling og Stof, idet han
antager, at et Atoms (en Resonators) Udsendelse
og Absorption af Straalingsenergi kun kan
foregaa i visse mindste Mængder, de saakaldte
Energikvanter, hvis Størrelse er lig
Svingningstallet for Straalingen gange en universel
Konstant, det Planck’ske Virkningskvantum.
Indførelsen af denne Diskontinuitet i
Atomprocesserne danner Grundlaget for hele den
overordentlig vigtige, og omfattende moderne
Kvanteteori (s. d.). Sine Arbejder over
Varmestraalingens Teori har P. sammenfattet i Bogen
»Vorlesungen über die Theorie der Wärmestrahlung«
(1906, 4. Udg. 1921). 1919 modtog P.
Nobelprisen i Fysik for 1918. Han har udg. en Rk.
Lærebøger, der ligesom alt, hvad han har
skrevet, udmærker sig ved Fremstillingens Klarhed
og Originalitet. Foruden de allerede nævnte:
»Einführung in die allgemeine Mechanik« (1916),
»Mechanik deformierbarer Körper« (1919),
»Theorie der Elektrizität und des Magnetismus«
(1922). Endvidere det af Göttinger-Univ.
prisbelønnede Skrift: »Das Princip der Erhaltung
der Energie« (1887, 3. Udg. 1913), »Acht
Vorlesungen über theoretische Physik« (1910), en
Forelæsningsrække holdt ved Columbia Univ. i
1909, og »Physiikalische Rundblicke« (1922), en
Samling af P.’s Taler. (Litt.: Le Prix Nobel
en 1919—1920 [Sthlm 1922]. En Vurdering af
P.’s videnskabelige Indsats findes i
Planck-Heftet af »Die Naturwissenschaften« 6. Aarg. 1918).
E. S. J.
Plandrejebænk, se Drejebænk.
planere (fr.), jævne, glatte, saaledes ogsaa
om Overfladen af Jord. I Bogbinderiet er p. at
lime Trykpapir med Husblasopløsning.
planetariske Taager, se Stjernetaage.
Planetarium, Model til Anskueliggørelse af
Planeternes Bevægelse om Solen og deres
gensidige Stillinger.
J. Fr. S.
Planetby (Drabantby, Datterby)
betegner en Form for Byudvidelse, hvorved der,
i Modsætning til de nuv. Forstadsdannelser,
tilstræbes Dannelsen af ny Bykolonier om egne
Centrer og med selvstændigt Erhvervsliv. For
at forhindre, at saadanne Bykolonier vokser
sammen indbyrdes ell. med Moderbyen, anses
det for ønskeligt, at de omgives med
servitutbelagte Agerbrugsbælter. P. kan have
kommunal Skatteordning og Styre fælles med
Moderbyen.
A. Bj.
Planeter (gr. πλανήτης), Vandrestjerner, er
Navnet paa de Himmellegemer, som bevæger sig
om Solen; de adskiller sig fra Fiksstjernerne
ved deres roligere, sjælden funklende Lys og
ved deres i Kikkert til Dels synlige Skiver. Af
P. kendte man i Oldtiden 5, nemlig Merkur,
Venus, Mars, Juppiter og Saturn foruden Jorden;
Uranus er af 6. til 7. Størrelse og kan derfor
kun ses med ubevæbnet Øje af Folk med
usædvanlig skarpt Syn, Neptun er altid teleskopisk,
ligesaa de talrige Planetoider. P.’s Bevægelse
foregaar hovedsagelig langs Ekliptikken og i
samme Retning som Solen i dens aarlige
Bevægelse — med Tegnenes Orden, undertiden er
for os deres Bevægelse retrograd ɔ: modsat
Tegnenes Orden, altsaa fra Øst mod V. Den
direkte Bevægelse varer meget længere end den
retrograde, saaledes at P. i bestemte Perioder
vandrer Himlen rundt. Deres Bevægelse i
Længde er større end Bevægelsen i Bredde. Man
deler P. i nedre, ɔ: de, som befinder sig i
kortere Afstand fra Solen end Jorden, og øvre, ɔ:
de, som er længere fjernede fra Solen end
Jorden. Merkur og Venus er de to eneste hidtil
kendte nedre P., alle de øvrige er øvre P. De
nedre P. kan aldrig komme i Opposition, ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
