- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
209

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Planeter - Planetoider

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

engang i Kvadratur til Solen og er altid at se
i Nærheden af denne. De øvre P. kan indtage
alle mulige Stillinger til Solen. For de nedre
P. finder den retograde Bevægelse Sted,
naar de er omkr. den Konjunktion, som kaldes
den nedre, ɔ: P. mellem Solen og Jorden, for
de øvre P., naar de er omkr. Oppositionen. Da
P. er mørke Legemer, viser de Faser, for de
nedre P. er hele Skiven synlig i øvre
Konjunktion; i den største Elongation er den halve Skive
synlig, og i nedre Konjunktion vender P. hele
sin Natside mod Jorden. Er den da i Nærheden
af en af sine Knuder, kan den ses bevæge sig
over Solskiven (Merkur-Venus-Passage). Ved de
øvre P. er saavel i Konjunktion som Opposition
hele den belyste Skive vendt mod Jorden, ellers
viser P. Faser, og Fasevinklen er størst i
Kvadratur, men jo længere P. er fjernet fra Solen,
desto mindre er Fasevekselen. P.’s
tilsyneladende Diameter er omvendt proportional med
Afstanden fra Jorden, men jo længere P. er fra
Solen, desto mindre er Forandringerne i dens
tilsyneladende Diameter. Bestemmelsen af den
tilsyneladende Diameter vanskeliggøres i høj
Grad af Irradiationen. P.’s Glans, saaledes som
den viser sig for det blotte Øje, er afhængig af
den lysende Skives Størrelse og af P.’s Afstand
fra Jorden, da Lysets Intensitet er omvendt
proportional med Kvadratet af Afstanden. For
de nedre P. er Glansen størst efter størst østlig
og før størst vestlig Elongation, for de øvre P.
er den størst i Opposition.

Man deler P. ogsaa i indre, ɔ: Merkur,
Venus, Jorden og Mars, og ydre, ɔ: Juppiter,
Saturn, Uranus og Neptun, adskilte ved
Planetoidernes store Skare. Ved denne Inddeling
tager man Hensyn til P.’s Størrelse, Tæthed,
Fladtrykning, ɔ: Forskellen mellem Ækvator-
og Polarradien divideret med Ækvatorradien,
samt Rotation. De indre er mindre, har en
større Tæthed, en ringe Fladtrykning og en
længere Rotationstid end de ydre P. For
Merkur er Rotationstiden lig Omløbstiden (bunden
Rotation), om det samme er Tilfældet med
Venus, er endnu et aabent Spørgsmaal. Ogsaa i
spektralanalytisk Henseende er der nogen
Forskel. For de tre indre P. har Studier af
Huggins, Vogel, Lowell og Slipher vist, at deres
Atmosfære er af samme Beskaffenhed som
Jordens, i Juppiters Spektrum fandtes et stærkt
Absorptionsbaand i rødt (λ 6180), som ikke har
noget tilsvarende i Solens ell. Jordens
Atmosfære, men om dette Baand, som optræder med
større Intensitet i Spektret af Saturn, Uranus
og Neptun, skriver sig fra et ukendt Stof ell. fra
en Forbindelse, vi ikke kender, er endnu ikke
bragt paa det rene. Ved Uranus og Neptun er
der fundet flere mørke Baand, og deres
Spektrum synes at være af samme Karakter. De
skulde da være omgivne af en meget tæt
Atmosfære, muligvis forsk. fra vor.

P.’s Masse antog man tidligere stod i Forhold
til deres Afstand fra Solen (se Bode’s Lov),
og Euler beregnede Masserne under den
Forudsætning, at de forholdt sig som Kvadratroden
af de gennemsnitlige Hastigheder, en Antagelse,
som Lagrange og Laplace benyttede for de
maaneløse P. Newton bestemte Jordens,
Juppiters og Saturns Masse af deres Maaners
Omløbstider. For de maaneløse P., Merkur og
Venus, er Bestemmelsen af deres Masse meget
vanskelig og kompliceret og kan kun udledes
af de Perturbationer, disse P. frembringer. I
Teorien for de planetariske Perturbationer har
man en Metode til at bestemme Masserne;
denne er anvendt af Leverrier og Newcomb i deres
Undersøgelser.

Lagrange og Laplace har vist, at den
gensidige Tiltrækning mellem P. lader
Middelafstanden, bortset fra smaa periodiske Forandringer,
beholde sin gennemsnitlige Værdi, forudsat man
kun tager Hensyn til Led af laveste Orden med
Hensyn til Masserne. De øvrige Elementer,
hvorved P.’s Plads paa Himlen kan heregnes til en
hvilken som helst Tid, undergaar derimod
sekulære Variationer; Knudelængden forandres, idet
Knudelinien gaar tilbage mod Tegnenes Orden,
Inklinationerne varierer inden for snævre
Grænser, ligesaa Excentriciteten, Perihelet gaar frem
for alle P., undtagen for Venus, hvis Perihel
gaar tilbage. Disse Elementers periodiske
Karakter bevirker, at Solsystemets Stabilitet ikke
forrykkes, men at den tværtimod bevares ved
de sekulære Variationers Natur og Størrelse
inden for disse Perioder. Men fordi den
gensidige Tiltrækning ikke kan derangere Systemet,
deraf følger ikke, at ikke andre Aarsager kan
bringe Uorden i Stand. Der gives i Solsystemet
et ved P.’s Bevægelser og Masser bestemt Plan,
som under alle Perturbationer beholder sin
Beliggenhed uforandret. Dette Plan er det af
Laplace definerede: uforanderlige Plan.
Dette Plan er saaledes beliggende, at Merkurs
Baneplan hælder mod det 6,3°, Venus’ 2,2°,
Jordens 1,6°, Mars’ 1,7°, Juppiters 0,3°, Saturns 0,9°,
Uranus’ 1,0° og Neptuns 0,7°, og har deres
opstigende Knude i henh. flg. Længder: 34,7°,
54,1°, 286,9°, 355,9°, 317,0°, 123,5°, 311,0° og 193,6°,
gældende for 1900. Se for øvrigt
Perturbation, Intramerkurielle P., samt
Specialartiklerne for hver af de store P.
J. Fr. S.

Planetoider (Asteroider efter Forslag
af W. Herschel) kaldes den store Skare af smaa
Planeter, som bevæger sig mellem Mars og
Juppiter. Den første, Ceres, blev funden af Piazzi
1. Jan. 1801 og fulgt af ham til 11. Febr, da
Planeten kom Solen saa nær, at den ikke længere
kunde ses. Af Piazzi’s Observationer beregnede
Gauss efter sin egen Metode, hvor Planeten
skulde være at søge, og 1. Jan. 1802 fandtes den
igen af Olbers. 28. Marts 1802 fandt Olbers
endnu en P., Pallas; 1. Septbr 1804 opdagede
Harding den tredje, Juno, og 29. Marts 1807 Olbers
den fjerde, Vesta. Med disse 4 P. blev der en
foreløbig Standsning, uagtet Olbers endnu i 10
Aar søgte efter flere. Først 8. Decbr 1845 blev
den 5., Astræa, funden, men denne Gang ved
at sammenligne Himmelen med et Stjernekort,
de efter Bessel’s Forslag 1830—59 udgivne
akademiske Stjernekort. 1. Juli 1847 fandt Hencke
sin 2. Planet: Hebe, og siden den Tid er intet
Aar gaaet hen, uden at man har opdaget en ny
P. Til 1850 var der kendt 13 P. 1851—60 blev
der opdaget 49, 1861—70: 50, 1871—80: 107,
1881—90: 83, 1891—1900: 161, 1901—10: 244, 1911—20:
226, saa at man fra 1. Jan. 1801 til 1. Jan. 1921

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0221.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free