- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
211

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Planetoider - Planettavler

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Størsteparten af P. skulde have en Diameter under
100 km.

Leverrier og Harzer har fundet, at den
øvre Grænse for P.’s samlede Masse kun kan
være 1/6—1/4 af Jordens Masse, og til samme
Resultat er Osten kommen, men ved plausible
Hypoteser kommer man til det Resultat, at den
samlede Masse af alle hidtil kendte P. ikke er
mere end 1/900 af Jordens Masse.

Beregningen af Banerne for P. er til Dato
overtaget af Rechen-Institut i Berlin, men det
store Tal besværliggør i høj Grad Arbejdet med
at have alle P. under Kontrol. Og man har
ogsaa bragt i Forslag, at man kun skulde have
under fortsat Opsigt de mere interessante og
ikke for Fremtiden befatte sig med de
resterende. Bohlin og Brendel har derfor undersøgt,
om det ikke skulde være nok at beregne og
tabellere de største og vigtigste
Perturbationsled, idet man kun tog Hensyn til disse.
Dette Forslag har vist sig at være af
Betydning. Brendel har vist, at man ved Hjælp af
slige Tabeller kan uden større Arbejde beregne
Positionen af en P. saa nøje, at man med
Lethed kan finde den igen og sikkert identificere
den i Løbet af 100 Aar. Og der er ogsaa
Mulighed for, at man skal kunne konstruere
Tabeller for hele Grupper af P. i St f. hver enkelt.
Herved vil Arbejdet lettes i høj Grad. Brendel
har startet et sligt Planeten-Institut i
Frankfurt a. M.

Paa 7 Undtagelser nær bevæger alle P. sig
mellem Mars og Juppiter. Den ene Undtagelse
er (433) Eros. Dens Middelafstand er 1,46, altsaa
mindre end Mars’, og Ekscentricitet 0,22, altsaa
varierer dens Afstand mellem 1,13 og 1,78. I
Perihel kan dens Afstand fra Jorden følgelig gaa
ned til 0,18, og den kommer saaledes Jorden
nærmere end nogen anden Planet (Venus er ved
nedre Konjunktion under Venus-Passagen omtr.
dobbelt saa langt borte, og Mars’ mindste
Afstand fra Jorden er 0,38). Denne gunstige
Stilling vil den have, naar dens Opposition
indtræffer samtidig med, at den er i Perihel. Jorden er
i det Himmelstrøg, hvor Eros’ Perihel ligger,
hvert Aar omkr. 24. Jan. 1894 havde Eros denne
gunstigste Stilling og var da en Stjerne af 7.
Størrelse; mærkeligt nok blev den først funden
13. Aug. 1898 af Witt i Berlin. Ved senere at
undersøge det righoldige fotogr. Materiale paa
Harvard-Observatoriet i Cambridge (Mass.) har
man set, at den er bleven fotograferet der
gentagne Gange 1893—96. Først 1975 vil Eros paa
ny have sin gunstigste Stilling (dens synodiske
Omløb er 2,3146 Aar), men 1931 og 1938 vil den
ogsaa have en saa gunstig Opposition, at den
p. Gr. a. sin store Nærhed til Jorden med Held
kan benyttes til nøjagtigere Bestemmelse af
Solparallaksen, og man kan ogsaa med Fordel
benytte de Oppositioner, der indtræffer 7 Aar
forud og efter den gunstigste. Derfor anstillede
man Vinteren 1900—01, hvor dens mindste
Afstand fra Jorden var 0,32, en Rk. Observationer
over hele Jorden i dette Øjemed saavel med
visuelle som end mere med fotogr. Kikkerter.
Under disse Observationer viste det sig, at Eros
forandrede sin Lysstyrke med mere end 1
Størrelsesklasse saa regelmæssig, at man deraf
udledede en Rotationstid af 2 Tim. 37 Min. For
Tiden er Beliggenheden af Mars’ og Eros’ Baner
saadan, at disse to ikke kommer hinanden
foruroligende nær (0,23). Men dette vil ikke altid
være saa. P. Gr. af de sekulære Perturbationer
vil de to Baner engang skære hinanden, og omkr.
dette Tidspunkt vil Mars og Eros nærme sig saa
tæt til hinanden, at Banen af den sidste maa
blive helt forandret. Muligvis har dette fundet
Sted engang i Fortiden, hvor Eros-Banen kan
have været en ganske anden end for Øjeblikket.
De 6 andre Undtagelser omfatter 6 P., der alle
befinder sig i samme Afstand som Juppiter og
følgelig har meget nær samme Omløbstid som
denne, men p. Gr. a. deres ekscentriske Baner
sammenholdt med Juppiter’s kan de alle
komme uden for Juppiter’s Bane. Alle disse 6 P. er
opdagede i Heidelberg, og de har faaet flg.
Navne: (588) Achilles, (617) Patrokles, (624) Hektor,
(659) Nestor, (884) Priamus og (911)
Agamemnon, hvorfor denne Gruppe P. kaldes
Trojanergruppen; de blev opdagede henh. 22. Febr og 17.
Oktbr 1906, 10. Febr 1907, 23. Marts 1908, 22.
Septbr 1917 og 19. Marts 1919; deres
Middelafstand fra Solen er 5,25, 5,18, 5,25, 5,19, 5,26 og 5,19.
Juppiter’s Middelafstand er 5,20. Medens (2) og
(5) bevæger sig 60° efter Juppiter, danner de 4
andre en samlet Gruppe, idet de alle gaar omtr.
60° foran Juppiter. Fra et teoretisk Standpunkt
danner disse 6 P. en meget interessant Gruppe,
idet de er et Eksempel paa et specielt Tilfælde
af Trelegemeproblemet, som allerede Lagrange
kunde løse strengt. Bevæger nemlig tre Masser
sig i et Plan om et fælles Tyngdepunkt, og har
disse Masser samtidig samme Afstand fra
hinanden — danner de med andre Ord Hjørner i
en ligesidet Triangel —, saa maa disse Legemer,
som Lagrange har vist, stadig beholde denne
Beliggenhed, altsaa gensidig ikke perturbere
hinanden, hvis deres Begyndelseshastigheder
opfylder visse Betingelser. Rigtignok har ingen af
de 6 P. nøjagtig — men dog temmelig nær —
den forlangte Beliggenhed til Juppiter og Solen.
Teorien viser da, at den betræffende P. ikke
forbliver i det ene Hjørne af den ligesidede
Triangel, men pendulerer omkr. dette i en periodisk
Bevægelse (Libration). Efter Charlier er
Perioden for denne Libration 148 Aar. (Litt.:
Tisserand, Mécanique Céleste, IV [Paris 1896];
Bulletin astronomique [1898, 1901]; Charlier,
»Die Mechanik des Himmels«, I—II
[Leipzig 1902—07]; Poincaré, Les méthodes
nouvelles de la mécanique céleste
, I—III [Paris
1893—99]; Leçons de mécanique céleste, I—III [Paris
1905—10]; Brendel, »Theorie der kleinen
Planeten«, I—III [Berlin 1898—1910]).
J. Fr. S.

Planettavler er Tabeller, konstruerede ved
Teoriens Hjælp, efter hvilke man kan beregne
en Planets Sted til enhver Tid. De ældste P. har
Ptolemaios udgivet, med en Kommentar af
Theon (overs. paa Fransk af Halma [Paris 1825]),
grundet paa den i Almagest givne Teori. Disse
bleve først i 12. og 13. Aarh. erstattede af de af
Araberne udarbejdede, med bedre Værdier for
Planeterne beregnede P., men alle disse, 21 i
Tallet, er kun i Manuskript. De mest bekendte
er de hakemitiske (Ibn Junis), de ilkanianske
(Nasir Eddin) samt de af Chrysococca og af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0223.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free