- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
220

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Plantegeografi - Plantegifte - Planteglobuliner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

koldttempererede Zone dannes af Græsstepper, hvor
Agerbrug uden Vanding i Reglen er muligt. Med
større Regnfattigdom følger Bynkesteppe. 4)
Ørkener kaldes de regnfattigste Egne med meget
sparsom Plantevækst af Steppernes mest
xerofile Arter.

Den subtropiske Zone har i den
koldeste Maaned en Middeltemperatur af
mindre end c. 16°, men streng Frost
forekommer ikke. Den falder i et vestligt Omraade med
Vinterregn og et østligt med Sommerregn. 1)
Vinterregnsomraadet er vanskeligt at skille fra
Steppezonen. Den sædvanlige Plantevækst er
Macchi, Krat af smaabladede, stedsegrønne
Buske. Kun i særlig gunstige Egne findes Skov af
xerofile Træer. Steppepletter findes overalt i
dette Omraade. Kunstig Vanding er overalt alm.
2) Sommerregnsomraaderne findes paa
Kontinenternes Østsider. Efter Regnmængdens
Størrelse er de dækkede med subtropisk Regnskov
ell. stedsegrønne Savanner. 3) Paa den sydlige
Halvkugles Vest- og Sydkyster findes S. f.
Vinterregnsomraadet Strækninger (Sydchile,
Tasmanien, Ny Zeeland) med rigelig Helaarsregn
og subtropisk Regnskov. Den subtropiske Zones
varmere Egne tillader Dyrkningen af fl.
tropiske Kulturplanter. Hjemmehørende her er
Hvede, Ris, Figen, Oranger, Oliven, Kaffe, Te o. s. v.

Den løvfældende tempererede
Zone
(den tempererede i snævrere Forstand)
har sin Nordgrænse der, hvor kun 4—4 1/2
Maaned naar en Middeltemp. af over 10°. Den
mangler paa den sydlige Halvkugle og ligeledes
paa Nordamerikas Vestkyst, hvor en kølig
Sommer er forenet med en meget mild Vinter. Den
kan deles i 1) den sommervarme Underzone,
hvor den varmeste Maaned har mere end 22° i
Middeltemp.; her findes Risavl, Vinavl og Skove
med en stor Artsrigdom og mange Lianer, og
endelig 2) den koldere Underzone med mindre
Artsrigdom. Paa den gl. Verdens Vestside
hører Norditalien, Dele af Balkan-Halvøen,
Kaukasus og det nordlige Lilleasien til den
sommervarme Underzone.

Naaletræernes Zone (den boreale
Zone) omfatter de nordlige Egne af den gl.
Verdens Kontinenter indtil Skovgrænsen, der omtr.
falder ved Juliisotermen for 10°. Paa den
sydlige Halvkugle optræder den som de
smaabladede Bøges Zone (Sydvest-Patagonien,
Bjergegne i Australien og Ny Zeeland). Som
Plantesamfund, der er karakteristiske for de to sidste
Zoner, kan nævnes Enge og Højmoser. Med den
arktiske Zone har deres oceaniske Vestkyster
Hederne fælles. De vigtigste Kornsorter er i
denne Zone Rug, Byg og Havre.

Polarzonen er skovløs. Den sædvanlige
Plantevækst er aaben Fjældmark, Hede, Mos-
og Lavtundra. Agerbrug findes ikke. I Bjergene
vil naturligvis Klimaets Forandring med Højden
foraarsage en lgn. Følge af Zonerne i vertikal
Retning, dog med nogen Modifikation. Disse
Zoner underafdeles i Regioner, horisontale og
vertikale. I de forsk. Verdensdele vil den samme
Zone naturligvis have forsk. Arter, men
Samfundene og Livsformerne er de samme, ligesom
Kulturplanter fra den ene Verdensdel vil trives
i samme Zone i en af de andre Verdensdele.
(Litt.: Humboldt, »Ideen zu einer
Geographie der Pflanzen« [1805]; Schouw,
»Grundtræk til en alm. P.« [Kbhvn 1822]; De
Candolle
, Géographie botanique raisonnée [Paris
1855]; Grisebach, »Vegetation der Erde«
[Leipzig 1872]; Engler, »Versuch einer
Entwickelungsgeschichte der Pflanzenwelt«
[Leipzig 1879—82]; De Candolle, Origine des
plantes cultivées
[1883]; Drude, »Atlas der
Pflanzengeographie« i Berghaus
»Physikalischer Atlas« [Gotha 1887]; samme,
»Handbuch der Pflanzengeographie« [Stuttgart 1890];
Warming, »Plantesamfund« [Kbhvn 1895];
Höck, »Grundzüge der Pflanzengeographie«
[Breslau 1897]; Schimper,
»Pflanzengeographie« [Jena 1898]; Kirchhoff, »Pflanzen- und
Tierverbreitung« i
Hann-Hochstetter-Pokorny, »Allgemeine Erdkunde« [Wien og
Leipzig 1899]; Köppen, »Versuch einer
Klassifikation der Klimate, vorzugsweise nach ihren
Beziehungen zur Pflanzenwelt« [»Geographische
Zeitschrift«, 1900]; Vahl, Zones et Biochores
géographiqucs
[Acad. Royale des Sc. de
Danemark, Extrait du Bull.
, 1911]; Warming,
»Lehrbuch der ökologischen
Pflanzengeographie« [Berlin 1914]. En Samling Monografier er
stadig under Udgivelse under Fællestitelen
Engler og Drude, »Vegetation der Erde«).
M. V.

Plantegifte, Gifte, som forekommer i
Planteriget. Mange Planter indeholder Stoffer, som
fremstillede i ren Tilstand har stærk giftig
Virkning, men det paagældende Stof er ofte til
Stede i saa ringe Mængde, at selve Planten er
uskadelig. P. kan forekomme enten i hele Planten
ell. kun i enkelte Dele af den (Roden, Bladene,
Stængelen, Barken). Undertiden er P. et Værn
for selve Planten, idet græsædende Dyr meget
alm. skyr giftige Planter. En stor Mængde P.
anvendes i ren Tilstand i Medicinen; de er i
kemisk Henseende af højst forsk. Natur, mange
er Alkaloider (f. Eks. Morfin, Stryknin, Coniin,
Nicotin), andre er Glykosider (Digitalin),
Bitterstoffer (Santonin), organiske Syrer (Blaasyre,
Oxalsyre) etc. (se ogsaa Gift og
Forgiftning).
(A. B.). E. K.

Planteglobuliner, Fytoglobuliner. I
Kornsorternes, Leguminosernes og mange andre
Planters Frø findes som Reservestoffer en
Klasse Æggehvidestoffer, som har stor Bet. ogsaa i
praktisk Henseende; Liebig betegnede disse
Stoffer som Plantekaseïn; tidligere
Undersøgelser over disse Stoffer er imidlertid udførte
ved Hjælp af mindre heldige Metoder, fordi
man behandlede Æggehvidestofferne med
Alkalier og derved omdannede dem saaledes, at
Produkterne ikke mere havde
Modersubstansernes Egenskaber; nøjere Kendskab til de nævnte
Stoffer har man først faaet i de senere Aar, og
dog hersker der endnu Uklarhed m. H. t. fl.
vigtige Punkter, saaledes ved man endnu næppe
med Sikkerhed, om de er fosforholdige, d. v. s.
om det Fosfor, som altid findes i dem, hører til
Æggehvidemolekulet ell. er indblandet som
Kalciumfosfat. Om Legumin er det dog bevist, at
det er et Nukleoalbumin og hører til samme
Gruppe som Vitellin. Særlig Interesse har
Fytoglobulinerne derved, at nogle af dem er til
Stede i Frøene i krystallinsk Form og kan faas af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0234.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free