Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Platoklorid - Platon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
yderligere Ophedning spaltes P. i Platin og
Klor. Det er uopløseligt i Vand, men
letopløseligt i Saltsyre, idet her dannes
Brintplatoklorid, H2PtCl4. Saltene af denne Syre kan
faas ved at reducere de tilsvarende Salte af
Brintplatinklorid med Kuproklorid ell.
Kaliumoxalat; saaledes faas
Kaliumplatoklorid, K2PtCl4, ved at reducere
Kaliumplatinklorid, K2PtCl6; det danner rubinrøde
Prismer, der er letopløselige i Vand og anvendes i
Fotografien.
M. M-r.
Platon, gr. Filosof, f. i Athen 427 f. Kr., d.
smst. 347, tilhørte en adelig Slægt, af hvilken fl.
Medlemmer deltog i det politiske Liv som
Førere for det aristokratiske Parti. P. selv
syslede i sin Ungdom med Digtekunsten, men
under Paavirkning af Sokrates, som han tidlig
kom i Forbindelse med, opgav ham den for
højere Interessers Skyld. For de offentlige
Forhold i Athen fik han snart Afsmag, først ved
de 30’s Voldsherredømme, hvortil flere af hans
Slægtninge var nær knyttede, dernæst ved hans
Lærer Sokrates’ Henrettelse. Han forlod da
Athen og tilbragte fl. Aar paa Rejser, navnlig
til Syditalien og Sicilien. Omtr. 387 slog han
sig imidlertid ned i sin Fødeby, hvor han
grundlagde en Skole for unge Mænd i en
Ejendom, han erhvervede sig, hvor der var en
Helligdom for Akademos, hvorefter Skolen kaldtes
Akademiet. Hans Virksomhed her blev afbrudt
ved to Rejser til Syrakus, først 367, da han
forsøgte at bevæge den unge Enehersker Dionysios
II til at indføre politiske Reformer i
Overensstemmelse med hans egne Teorier, men uden
Held, og dernæst 361, da hans Forsøg paa at
tilvejebringe en Udsoning mellem Dionysios og
hans Svoger Dion bragte ham i alvorlig Fare.
Resten af sit Liv tilbragte han i Athen, optaget
af litterært Arbejde og Undervisning. I Skolen
samledes fra mange Egne af Grækenland
begavede unge Mænd, som oplærtes i Filosofi og
alskens Videnskaber. Det aandelige Samliv
mellem Lærer og Disciple blev et Forbillede for
Livet i mange andre Filosofskoler.
For os, der ikke direkte kan danne os en
Forestilling om P.’s Virksomhed som Lærer,
har han væsentlig Bet. som Forf. af filosofiske
Dialoger. Af saadanne har han forfattet omtr.
30, der alle er bevarede til vor Tid (foruden
dem er der bevaret adskillige, hvis Uægthed er
godtgjort med større ell. mindre Sikkerhed).
Alle hans filosofiske Arbejder er skrevne i denne
Form, som han har udviklet til den højeste
Fuldkommenhed; et væsentligt Særkende
derved er, at ham paa intet Punkt selv tager Ordet
og fremsætter sine egne Anskuelser, men
udelukkende taler gennem de Personer, han lader
optræde samtalende. Dog optræder der i alle
Dialoger en Hovedperson, der i særlig Grad er
Talsmand for P.’s egne Anskuelser, og denne
Hovedperson er i de fleste Tilfælde Sokrates.
I P.’s ældste Dialoger er det ofte vanskeligt at
afgøre, om det mest kommer ham an paa at
give em Fremstilling af Sokrates’ Liv og Virken
ell. gennem Sokrates’ Mund at udvikle sine egne
filosofiske Anskuelser.
Sokrates’ Krav om, at Menneskene skal kunne
gøre rationelt Rede for deres Handlinger og
hele Livsførelse, ligger til Grund for alle P.’s
ældre Dialoger. I disse søger han stadig efter
Definitioner paa de forsk. »Dyder«, saaledes
paa Tapperheden i Laches og paa
Selvbeherskelsen i Charmides. Sædvanlig fører Dialogerne
tilsyneladende ikke til noget Resultat, men i
Virkeligheden ledes Læseren frem til den
Sandhed, at enhver Dyd dybest set beror paa
Erkendelsen af, hvad der er godt, og hvad der
er omdt. Saaledes skildrer P. ogsaa selve
Sokrates som den Mand, der uden at ænse
Livsfaren fortsætter den Gerning, han mener sig
kaaret til, og gaar i Døden i den Overbevisning,
at for en god Mand er der intet ondt, hverken
i Livet ell. efter Døden (i »Sokrates’ Apologi«
og i den dertil sig sluttende Dialog Kriton). I
Modsætning til den Sokrates, der bygger sin Etik
og sin Livsførelse paa Erkendelsen, lader nu
P. i fl. Dialoger optræde Sofister, for hvem
Skinnet, navnlig som det ytrer sig i Talens
Kunst, er Hovedsagen, saaledes Protagoras og
Gorgias i de Dialoger, der bærer deres Navn.
Gennem Sondringen mellem den sande Kunst,
der bygger paa Viden og har det Gode til
Maal, og de overfladiske Færdigheder, der
bygger paa vanemæssig Øvelse og har Nydelsen til
Maal, føres P. i Gorgias frem til en
Fordømmelse af hele Athens offentlige Liv og dets
ledende Statsmænd.
Da P. efter Hjemkomsten fra sine Rejser,
hvor han bl. a. havde stiftet Bekendtskab med
den pythagoreiske Filosofi, aabnede sin Skole i
Athen, fjernede han sig efterhaanden fra, sit
sokratiske Udgangspunkt og udviklede den for
ham selv ejendommelige Lære. Til denne
Periode, hans kraftigste Manddomsaar, hører
nogle af hans mest berømte Dialoger, f. Eks.
Symposion og Phaidon, i hvilke han fremsætter
 |
| Platon. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
