- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
239

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Platon

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sin »Idélære«, i begge Tilfælde i nøje
Tilknytning til en Skildring af Sokrates’ Personlighed.
I Symposion, hvor denne o. a. af Tidens kendte
Mænd indføres talende til Eros’ Pris, lader han
sluttelig Eros blive bestemt som Stræben efter
det Godes og Skønnes Idé, og i Phaidon, hvor
han lader Sokrates umiddelbart før
Henrettelsen samtale med sine Venner om Sjælens
Udødelighed, gør han Forvisningen herom
afhængig af Eksistensen af evige, uforanderlige
Idéer.

En central Stilling i P.’s Forfatter
virksomhed indtager hans store Dialog Politeia
(»Staten«). Han sætter her Spørgsmaalet om den
bedste Ordning af Samfundet i Forbindelse
med Spørgsmaalet om den rette Definition af
Begrebet Retfærdighed, og begge Spørgsmaal
besvarer han ved Opstillingen af en Parallelisme
mellem Organisationen af den enkelte
Menneskesjæl og Samfundet. Iflg. P.’s Psykologi
bestaar Sjælen af tre Dele, Fornuften, Modet og
Begæret, paa hvis rette Forhold og
Beskaffenhed de fire Kardinaldyder (Visdommen,
Retfærdigheden, Selvbeherskelsen og Tapperheden)
beror. Specielt bestemmes Retfærdigheden som
den Tilstand, hvori Fornuften ved Modets
Hjælp hersker over Begæret, og i Analogi
hermed stilles til Samfundsordningen det Krav, at
hver Stand — i Modsætning til, som Forholdet
var i Oldtidens Athen — skal begrænse sig til
sine egne Opgaver, d. v. s. at Filosofferne ved
Militærets Hjælp skal herske over den
næringsdrivende Stand. Kravet om Arbejdets Deling
opstiller P. i saa skarp en Form, at han vil
forbyde Statens Styrere at have Privatejendom,
for at de ikke i deres Politik skal fristes til at
lade sig lede af private Interesser; ja han vil
end ikke tillade dem at indgaa Ægteskab, men
forlanger, at Regeringen for de højere
Stænders Vedk. skal regulere Forbindelserne
mellem Kønnene paa en saadan Maade, at der
sikres det bedst mulige Afkom; for øvrigt skal
Kvinder saavel som Mænd have Adgang til at
tage Del i Statens Styrelse, naar de opfylder
Betingelserne derfor. Men Hovedbetingelsen for
at faa Lov til at lede Staten er den, at man
skal have gennemgaaet en filosofisk Skole og
derved faaet Kendskab til Idéerne og navnlig
til det Godes Idé, som er den første Aarsag til
alle Ting saavel som det højeste Formaal.

P.’s Idélære udgør Højdepunktet i hans
Filosofi. Den har sit Udspring i de
Begrebsdefinitioner, som P. efter Sokrates’ Eksempel anstiller
i sine ældste Dialoger. En uomgængelig
Fordring i den filosofiske Debat var det jo, at
Parterne blev enige om at tillægge Begreberne
faste Betydninger, saa at man vidste, hvad
det var, man talte om. P. kommer da til at
opstille en Modsætning mellem de enkelte Ting
i Naturen, der idelig veksler og opfattes af os
gennem Sanserne, og paa den anden Side de
evige, uforanderlige Idéer, der alene kan
erkendes af Tanken og alene er Genstand for
Viden. Sammenhængen mellem Tingene og
Idéerne udtrykker han paa to Maader; dels
hedder det, at Idéen er til Stede ved Tingene,
dels at Tingene har Del i Idéen. Forholdet er
opr. rent logisk, ligesom naar vi dels lader en
Egenskab være til Stede ved en Ting, dels lader
et Begreb udgøre en Del af et andet mere
omfattende; men P. gaar saa vidt, at han opstiller
Idéerne som en Verden for sig og betragter
dem som det eneste i Sandhed værende og som
Aarsager til, at de sanselige Genstande er
blevne til for os. Naar vi f. Eks. opfatter en
Ting som skøn, saa er det kun, fordi vi paa
Forhaand har dannet os et Begreb om, hvad
Skønhed vil sige, har erkendt Skønhedens Idé,
der bestaar uafhængig af alle de enkelte skønne
Genstande, som kun ufuldkomment har
realiseret den. P., som selv var en fremragende
Matematiker, benytter ogsaa Matematikken til at
forklare, hvad han mener: Matematikerens
videnskabelige Paastande gælder f. Eks. de ideale
Cirkler og Trekanter, ikke de ufuldkomne
Figurer, som han opererer med paa Papiret. Idet
P. saaledes knytter Viden til Idéerne, til det
Almene, er han den første, der klart har fattet
og fremstillet Videnskabens Begreb. Men idet
han samtidig opfatter Idéerne som Værdier og
ser dem alle i Lyset af det Godes Idé, faar hans
Filosofi tillige et teleologisk Præg.

P. kom ved sine Dialoger, der indeholder
megen skarp Polemik, paa mange Maader i
Modstrid med sin Samtid. Idet han stadig
havde Blikket rettet mod Helheden og syslede
med Problemerne i deres Alm., forargedes han
over de dagligdags Politikere og Talere, der
kun beskæftigede sig med enkelte, isolerede
Spørgsmaal. P. selv følte sig draget baade til
politisk og til retorisk Virksomhed. ligesom
han, der i sin Ungdom havde forsaget
Digtekunsten, alligevel i sine Dialoger havde vist,
at han havde store digteriske Evner, saaledes
kappedes han ogsaa (i Menexenos) med
Talerne, og i Phaidros opstiller han en
Retorikkens Teori. Ved Siden af en skarp Kritik af
Samtidens Talere hævder han, at den virkelige
Taler bør have Kendskab til Idéerne (han maa
have skuet dem før sin jordiske Tilværelse);
han bør være Filosof og Dialektiker.

Livet skulde dog bringe P. Skuffelser. Hans
Rejse til Syrakus i 367 hænger sikkert sammen
med Planer om der at realisere nogle af hans
politiske Idéer — i Athen betragtede han et
saadant Forsøg som haabløst —; men de
mislykkedes ganske. Dog vedblev han endnu i
mange Aar at haabe paa, at Syrakusanerne
vilde lytte til hans Røst. Vi kender væsentlig
disse Forhold gennem, P.’s egne Breve, om hvis
Ægthed der ganske vist har hersket megen
Tvivl, men af hvilke dog nu i ethvert Tilfælde
de betydeligste i Alm. anses for ægte. Mindre
tydeligt afspejler Skuffelserne sig i hans
Dialoger; dog spores der i disse efterhaanden en
mere kritisk Retning, og Kritikken retter sig
til Dels imod nogle af de tidligere Dialogers
Lærdomme. I Theaitetos underkaster han
Begrebet Viden en grundig Drøftelse, hvorunder
han retter en skarp Kritik mod andre
Filosoffer i Fortid og Samtid, navnlig mod
Herakleitos og hans Tilhængere; men samtidig med,
at han her endnu hævder den sande Filosofs
Overlegenhed, viser der sig dog for saa vidt
nogen Tvivl, som ethvert Forsøg paa at
definere Begrebet Viden strander. Stærkere røber

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0253.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free