Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Plautus, Titus Maccius - Playfair, Lyon - play or pay - Plebejer - Plebiscit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bd, Berlin 1809—11), Naudet (4 Bd, Paris 1830),
Ritschl (3 Bd, Bonn 1848—54; ny Udg. under
Modvirkning af Löwe, Götz og Schöll, 4 Bd,
Leipzig 1878—94), Ussing (5 Bd, Kbhvn
1875—86), Leo (2 Bd, Berlin 1895—96) og Lindsay (2
Bd, Oxford 1904—05), Lexikon (ufuldendt) ved
Lodge (Leipzig, 1901 ff.). Danske og norske
Oversættelser af enkelte Stkr er leverede af
Guldberg (4 Bd, (Kbhvn 1812—13):, Worm (Kbhvn
1834), Gjertsen (Kria 1873), Forchhammer (2
Bd, Kbhvn 1884—86), Waage (Kbhvn 1897) og
Gertz (Kbhvn 1913). (Litt.: F. Ritschl,
Parerga Plautina [Leipzig 1845]; A. Spengel,
»T. M. P.« [Göttingen 1865]; F. Leo,
»Plautinische Forschungen« [2. Oplag, Berlin 1912];
G. Michaut, Histoire de la comédie romaine
[2. Bd: Plaute [Paris 1920]).
H. H. R.
Playfair [’p£eifæ.ə], Lyon, eng. Kemiker,
f. 21. Maj 1819 i Bengalen, d. 29. Maj 1898,
uddannede sig under Graham’s og Liebig’s
Vejledning og blev 1843 Prof. i Kemi ved Royal
Institution i Manchester, senere Kemiker ved
Royal Agricultural society og ved Museum of
practical Geology, derefter Prof. i Kemi ved
Government School of Mines i London; 1848
blev han Medlem af Royal society; 1853—58
var P. Generalinspektør for Museer og Skoler,
1858—68 Prof. i Kemi ved Univ. i Edinburgh
og St Andrews, 1880 og 1881 Chairman of
House of Commons; 1857 Præsident for Chem.
society, 1873 Generalpostmester, 1880—83 tillige
Deputy Speaker i Underhuset. P. var Medlem
af talrige videnskabelige Selskaber. Han har
udført en stor Rk. Arbejder, bl. a. over forsk.
Fedtstoffer og Fedtsyrer, over Atomvolumen
og Vægtfylde, om Ferricyankalium og
Nitropruseider. P. var ganske særlig virksom for
London-Verdensudstillingen 1851; han udgav et
Arbejde om denne og holdt em Rk.
Forelæsninger over de ved denne Udstilling vundne
Resultater. 1892 blev P. som Lord optaget i
Pairstanden.
(O. C.). R. K.
play or pay [’p£ei-åə-’pei], se Indskud.
Plebejer [ple’baj’ər] kaldtes i det antikke
Rom den uadelige Stand i Modsætning til de
adelige Patricier (s. d.). Medens disse førte
deres Slægtregister tilbage til Roms ældste
Tider, stammede P. hovedsagelig ned fra de
Slægter, som senere var indvandrede og optagne i
Borgersamfundet, til Dels vistnok ogsaa fra
Patriciernes Klienter. P. betragtedes opr. som
staaende uden for det rom. Borgersamfund; men
Kongerne af den tarquiniske Slægt begunstigede
dem, og i den Inddeling af Folket, som lagdes
til Grund for Ordningen af Hærvæsenet og
Afstemningen i Folkeforsamlingen, og som
tilskrives Servius Tullius, fik P. Plads ved Siden af
Patricierne, ligesom der ogsaa optoges P. i
Senatet. Republikkens Indførelse (510) betegner en
Tilbagegang for P., som ikke fik Adgang til
Statens højeste Embede, Konsulatet. Ligesom hidtil
betragtedes P. halvvejs som Udlændinge, idet
de end ikke kunde indgaa lovgyldigt Ægteskab
med Patricierne, og endelig var P. ogsaa for en
stor Del i økonomisk Afhængighed af
Patricierne. I Republikkens første Aarh. hører vi da
om stadig Strid imellem de to Stænder;
gentagne Gange gav P.’s Misfornøjelse sig Luft ved
midlertidige Udvandringer (»Secessioner«), 471
(efter senere Kilder allerede 494) oprettedes der
et plebejisk Embede, Folketribunatet, som
Modvægt mod det patriciske Konsulat; i Tribunerne
fik P. Talsmænd, som med Iver varetog deres
Interesser. Et mislykket Forsøg paa en
Udsoning mellem Stænderne foretoges 451 ved
Indsættelsen af Decemvirer; derimod gennemførtes
445 ved den canulejiske Lov P.’s Ret til at
indgaa Ægteskabsforbindelser med Patricierne, og
desuden fik de af Tribunerne ledede
Tribuscomitier, hvor P. havde størst Indflydelse,
stadig mere Bet. ved Siden af de ældre
Centuriecomitier. Til sidst koncentrerede P. deres
Anstrengelser om Retten til at opnaa Konsulatet.
I nogen Tid søgte man at udskyde Afgørelsen
ved ikke at vælge Konsuler, men overlade deres
Myndighed til folkevalgte Krigstribuner, som
ogsaa kunde tages af P., men 367 opnaaede P.
endelig ved de liciniske Love Adgangen til
Konsulatet. Efterhaanden fik P. da ogsaa Adgang
til de øvrige Embeder, f. Eks. Præturen 337, og
ved den ogulniske Lov fik de tillige Adgang til
de fleste Præsteskaber lige med Patricierne
(300). Adskillelsen mellem Patricier og P. har
derefter ingen videre Bet. mere.
H. H. R.
Plebiscit, Folkeafstemning. I Modsætning til
det statsretlige P. (se Folkeafstemning)
er P. i Folkeretten en Afstemning, der i H. t.
Traktat iværksættes bl. Befolkningen i en
omtvistet Landsdel, og hvis Udfald er afgørende
ell. medbestemmende for, hvorvidt Landsdelen
skal afstaas. Allerede Erasmus af Rotterdam
forkastede Erobringens Ret (1518). Til
Landafstaaelse krævede senere Grotius (1625) den
paagældende Landsdels eget Samtykke, hvad
ogsaa Pufendorf (1672) og Vattel (1758) lagde
Vægt paa. Som en Konsekvens af Læren om
Folkesuveræniteten hævdedes det i Frankrig
under den store Revolution, at Dele af en Stat
ikke kan afstaas imod Befolkningens Vilje, og
Direktoriet vægrede sig af den Grund ved at
annektere Genève. Ved Avignons Indlemmelse
i Frankrig 1791 afholdtes et P., men først i
19. Aarh. og særlig efter Mancini’s Forelæsning
i Turin 1851 over »Nationaliteten som
Folkerettens Grundlag« udformede
Nationalitetsprincippets Forsvarere den senere opgivne Lære
om den enkeltes »Grundret« til gennem P. at
være medbestemmende ved Landafstaaelser. I
Praksis blev under Mancini’s Indflydelse P.
navnlig anvendt af Italien og Frankrig (Cavour
og Napoleon III). Foruden Folkeafstemningerne
1860 i Neapel, Toscana, Parma, Modena og
Romagna, 1866 i Venedig og 1870 i Rom, der
hidførte Italiens Enhed, samt P. i Savoyen og
Nizza ved Afstaaelsen til Frankrig 1860, kan
her nævnes P. paa de ioniske Øer ved deres
Overdragelse til Grækenland 1863. Et vejledende
P. i Nordslesvig blev 18. Juni 1864 foreslaaet
af den preussiske Repræsentant paa
Fredskonferencen i London, men Repræsentanterne
for baade Danmark, Sverige-Norge, Rusland,
Storbritannien og Østerrig udtalte sig herimod.
Da faa Dage senere den fr. Befuldmægtigede
foreslog en vejledende sognevis Afstemning i de
omstridte Distrikter, stillede Preussens og det
tyske Forbunds Delegerede sig velvilligt til dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
