- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
250

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pleiaderne (Stjernehob i Tyren) - Pleias

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

den mellem Størrelsesklasserne 9 og 10,
svarende til paa det nærmeste Typerne A. G.
Bruges Farveindekser i St f. Spektralklasser,
viser Forandringen sig at være temmelig jævn
og uden Springet ved Størrelserne 9—10. Men
denne Forskel i Spektral- og Farvekurvens
Forløb paa et bestemt Strøg hænger sammen med,
at de benyttede Stjerner er Dværgstjerner.
Havde man bl. P. haft Kæmpestjerner, vilde
man have fundet lysstærke Stjerner bl. de gule
og røde Typer, men det gør man ikke.
Gruppens Stjerner befinder sig altsaa paa den
nedstigende Gren af Udviklingen. Og alle Stadier
af denne Udvikling findes repræsenteret fra de
hede, lysstærke Stjerner af Klasse B til de
stærkt afkølede røde Stjerner, som efter deres
Farveindeks maa være M-Stjerner. De klareste
af c. 3. Størrelse er med et rundt Tal 30000
Gange saa lysstærke som de svageste af
henimod 15. Størrelse. Undersøger man Stjernernes
Antal i Forhold til Størrelsesklasse —
Lysstyrkeloven — finder man, at Kurven for denne
Relation har et Knæk, et Minimum ved c. 9.
Størrelse. Overføres dette paa Spektralklassen,
finder man, at dette Minimum falder paa
Spektralklasse A til F — hvilket stemmer med, hvad
man finder igen for Himmelens Stjerner
overhovedet. Og dette Minimum deler P. i to
Klasser, den ene af Typen B og A, de lysstærkeste
omtr. 80 af Secchi’s første Type, mest
koncentreret mod Centeret og yderst liden Bevægelse i
Forhold til dette, Hastigheden kan næppe
overstige 3,0 km/Sek. i nogen Retning. Den anden
Klasse af Typen G—M, indeholder alle de talrige
svagere Stjerner, 200 til 400 Dværgstjerner af
Secchi’s 2. og 3. Type; de er mindre
koncentreret mod Centeret. Gruppens lysstærkeste
Stjerne er Alkyone (2,8) med en absolut
Størrelse af 2—2,2, ɔ: 600 Gange saa lysstærk som
Solen; den er paa det nærmeste Hobens
Tyngdepunkt. Med Benyttelse af de 11 klareste
Stjerner, 96 Stjerner fra 2,8 til 9,9 Størrelse og
166 fra 2,8 til 14,5 ligger det 6′ V. f. Alkyone.
Trumpler har opført 8 Dobbeltstjerner og 1
tredobbelt; ved Siden af disse har 3 til været
antaget for Dobbeltstjerner, deriblandt Atlas,
Hertzsprung har 33 double and neighbouring
stars
. P.’s Afstand har man udledet dels af
B-Stjernerne (0,006″), dels af de svagere Stjerner
(0,005″). Af Stjernernes absolutte Lysstyrke har
Trumpler udledet 0,008″; benyttes de hidtil
fundne Dobbeltstjerner, faar han 0,010″. Lægger
man P.’s Egenbevægelse til Grund — denne er
bl. a. undersøgt af Kreiken for 111 Stjerner
svagere end 9,5 — finder man Værdier, der
varierer fra 0,011″ til 0,016″, og P. skulde da være
en af de vandrende Stjernehobe (moving
cluster
), og Bevægelsen skulde foregaa i omtr.
samme Retning som de af Heliumstjernerne
bestaaende Hobe i Perseus og Scorpius Centaurus
med en Hastighed af 27,5 km/Sek. mod
Columba, meget nær det Punkt, hvorimod Stjernerne
i al Alm. synes at bevæge sig p. Gr. a. Solens
Bevægelse i Rummet (Antiapex). Boss har
fundet en gennemsnitlig Egenbevægelse af P. af
5,4″ i 100 Aar i en Retning kun afvigende 11°
fra Solens Antiapeks (Positionsvinkel 146,5°).
Korrigeres for Solens Bevægelse, skulde P. have
en Bevægelse af 9 km/Sek., og denne vil
fremkalde en Formindskelse af den apparente Størrelse
af Hoben af 0,074″ i 100 Aar. Af de mørke Taager
i P. har Pamnekoek og Lundmark udledet en
Parallakse af 0,010″. Holder man 0,010″ (ell. 100
parsecs = 327 Lysaar) for at være den
sandsynligste Parallakse, vil P. være en Hob af 10
parsecs Diameter. Denne Klynge indeholder
mere end 300 Stjerner, medens vi i en Kugle
af samme Volumen med Solen i Centeret kun
vilde have c. 30 Stjerner.

19. Oktbr 1859 fandt Tempel en Stjernetaage,
der strakte sig S. over fra Merope; denne blev
mangen Gang forgæves søgt af andre, som
d’Arrest, omtalt som den svageste Stjernetaage, af
andre, som Schiaparelli, set over et større
Omraade, medens Swift altid kunde se den. I Decbr
1885 fandt Henry ad fotografisk Vej en Taage
ved Maja, den blev ogsaa funden visuelt 1886
med Pulkova’s store Kikkert. Senere har
Wilson og Barnard fotografisk paavist, at hele
P.-Klyngen er indhyllet i Stjernetaage, hvilket
Goldschmidt allerede 1860 havde henledet
Opmærksomheden paa, og at denne strækker sig
langt uden for P., hvis Taagemasse er den
centrale Del af denne, der dækker mindst 100
Kvadratgrader af Himmelen. Max Wolf har fundet,
at der er to Hovedgrene, den ene udgaaende fra
Maia først i nordlig, derpaa med mange
Bugtninger i østlig Retning, den anden fra Merope i
mere østlig Retning; den første er den
lysstærkeste. I vestlig Retning udstraaler der radialt
fra P. Taage i lige lysstærke Striber. Slipher i
Arizona har fundet, at Spekteret af
Stjernetaagen er identisk med Spekteret af de Stjerner,
som Taagen omslynger, hvilket tyder paa, at
Taagen lyser med reflekteret Lys. Ved Siden af
lysende Taager har man fundet en hel Del
mørke Taager i P. — P., hos os alm. kaldet
Syvstjernen, kendes af alle Folkeslag saavel i Nord som
Syd; hos enkelte, som Beboerne af Selskabs- og
Tongaøerne, regulerer den Aaret, der deles i to
Aarstider, den ene, hvori P. ses efter
Solnedgang, den anden, hvor den ikke viser sig paa
Aftenhimmelen. Grækerne havde enkelte af
deres Templer, som Parthenon-Tempelet,
orienteret efter den Kompasstreg, hvori P. stod op,
medens andre, som Bacchus-Tempelet, var
bygget efter den Retning, hvori P. gaar ned.
Navnet mente man skulde komme af πλείν (sejle),
fordi P.’s heliakiske (s. d.) Opgang i Maj angav
Tiden for Skibsfartens Beg., deres kosmiske
Nedgang (Nedgang ved Solopgang) i Novbr dens
Ophør. Navnet kommer sandsynligvis af det gr.
πλειος, episk Form af πλέως, »fuld«, i Flertal
»mange«. P. nævnes allerede 2357 f. Kr. af
Kineserne, omtales hos Hiob og er et af de faa
Stjernenavne, som forekommer hos Hesiod,
Homer og Virgil. (Litt.: Allen, Star-Names and
their meanings
[New York 1899]).
J. Fr. S.

Pleias [’plæ^ias] (»Syvstjernen«) kaldte de
alexandrinske Grammatikere syv gr.
Tragediedigtere fra den alexandrinske Periode. Deres
Navne var Lykofron, Alexandros,
Dionysiades, Homeros, Sosifanes,
Sositheos og Filiskos. Uagtet de ansaas for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0264.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free