Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ploug, Parmo Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsk. Tider modsatte sig: den Politik, han
kæmpede for, gjorde ham til Genstand for ret stærk
Uvillie i adskillige nationalliberale Kredse, uden
at han til Gengæld vandt sikkert Rygstød hos
de andre Grupper og Partier, som jo i end
højere Grad fik hans hvasse Pen at føle.
Aaret 1864 bragte det endelige Forlis af den
Politik, P. havde kæmpet for, og særlig var den
skandinaviske Alliances Svigten et Hjertestød
for ham. Efter Fredsslutningen arbejdede han
som Medlem af Ringsdagen og Rigsraadets
Landsting for en Grundlovsrevision, der
indskrænkede Junigrundlovens alm. Valgret, og
fra 1866—90 havde han Sæde i den reviderede
Grundlovs Landsting som Medlem for Kbhvn.
Han tilhørte her den nationalliberale Gruppe,
og efter Sammenslutningen mellem denne og
Godsejergruppen blev han Medlem af og en Tid
Formand for Landstingets samlede Højre. Han
indtog en skarp Kampstilling over for det
forenede Venstre og støttede efter Ministeriet
Estrup’s Dannelse dettes Politik. Fra 1887—93
var han Formand for »Højres Arbejder- og
Vælgerforening«. Ogsaa imod den ny litterære
Retning, som repræsenteredes af G. Brandes,
rettede han sine Vaaben. Hans Blad
»Fædrelandet« var i en Række Aar stadig gaaet
tilbage i Abonnenttal, og 1881 traadte han tilbage
som dets Redaktør. 1877 havde Lunds Univ.
udnævnt ham til Æresdoktor som Anerkendelse
af hans Fortjenester af den skandinaviske Sag.
(Litt.: Hother Ploug, »C. P., hans Liv
og Gerning, I: 1813—48« [1905]).
N. N.
Betegnende for P.’s eget Syn paa sit Værd og
sin Virksomhed som Digter, er denne Ytring:
»Fortjener jeg ikke at mindes som Mand, maa
man for mig gerne glemme mig som Sanger«.
For Eftertiden stiller Sagen sig imidlertid
saaledes, at denne skarpe Adskillelse vanskelig kan
gennemføres; thi P. er netop udpræget
»Manden« bl. Sangerne, han er den danske Digter,
hvis Sang har staaet i inderligst Vekselvirkning
til hans Livs Gerning. Man vil lægge Mærke til,
at det som oftest er en bestemt Foranledning,
der giver P. Harpen i Haand; og dog er det
(som det rigtig er set) mindre P., som griber
Lejligheden, end Lejligheden, som griber P.
P.’s Digtning er derfor i højeste Grad knyttet
til Begivenheder inden for Danmark ell. Norden
i samme Tidsrum, ja saa stærkt, at man næsten
vil kunne skrive et Stykke af 19. Aarh.’s
Danmarks-Historie paa Grundlag af den. En
Inddeling, der følger Begivenhedernes Gang,
frembyder sig da af sig selv. Først er der
Ungdomsaarene, da P. var Regensianernes kaarne
Sanger, derefter skriver og digter (»Atellaner«) for
videre Kredse i Studenterverdenen, og derpaa
det Øjeblik, da Skandinavismen ved 1840’ernes
Begyndelse tager et saa kraftigt Tag i P., at
den aldrig slipper ham. Fra denne Tid er Sange
som »Længe var Nordens herlige Stamme«,
»Unge Genbyrds Liv« og »Dejlige Øresund«. Saa
vidt det gik an, fulgte P. ogsaa den danske
Politik og Begivenhederne i Slesvig i sine Sange
med vaagent Blik. Af Digte, der ikke er
knyttede til nogen Lejlighed, kan fra Tiden inden
Krigsaarene særlig nævnes det kendte Digt om
Caroline Mathilde. En Del af denne
Ungdomsproduktion udgav P. som »En Samling Viser cg
Vers« (1847) under sit alm. Pseudonym Povl
Rytter. Krigsaarene modnede P. som Sanger
og gav hans Digtning videre Felter. Bl. de
mange Digte om Sejre og Nederlag mindes nu
især »Slaget ved Slesvig«, »Christian den
Ottende«, og den store Cyklus om Fredericia-Slaget.
Medens P. saaledes i første Række maa
karakteriseres som en objektiv Digter, der ikke giver
Plads for nogen Stemningsdrik, som synes at
være blind for Naturens Foreteelser og helt at
mangle Sansen for det erotiske, lyder der dog
baade i denne Periode og op til de sidste Aar
Sange fra hans Strengeleg, som aabner for en
stille og trofast Varme og Glæde over Hustruen
og Hjemmet. Disse »Sonetter« er sikkert de bl.
P.’s Digte, som længst vil blive erindrede. P.
var i det hele i denne Tid (1850’erne og
1860’erne) ret frodig; han skrev bl. a. nogle
udmærkede historisk fortællende Digte som »Dronning
Margrethe« og »Griffenfeld« og det nydelige
Genrebillede »Et Kys«. Aarene efter 1864 maatte
give den offentlige Sang, som skulde tone i
Danmark, et Præg af Sorg ell. Vemod i Røsten; den
findes ogsaa i P.’s Digtning fra disse Aar, men
han er for meget Mand til at klage — han
betoner stadig Soneskylden og Nødvendigheden
af at samle sig til nyt Arbejde, særlig i de »Tre
Tidsdigte« (Skumring-Gry-Morgendrømme). De
ny Strømninger, som brød ind over Danmark
henimod 1870’ernes Midte, fandt i P. en hidsig
Modstander, som ikke alene i sin Avis, men
ogsaa i Poesi indlod sig i en vidtspændende
Polemik (særlig med Schandorph). Af P.’s
Lejlighedsdigte fra de senere Aar er der særlig Grund
til at nævne den smukke Universitetskantate fra
1879. — Af det, som her er sagt, vil fremgaa, at
P. er en monumental Digter, hos hvem den
mandige Patos er den herskende Egenskab.
Meget af hans Poesi er vistnok blevet til i Hast,
men P. havde en medfødt Sans for den festlige
Rytme og den klingende Periode, som særlig
gjorde ham skikket og skattet som
Lejlighedssanger. Metriske Finesser finder man sjældent
hos ham, og heller ikke det usædvanlige Ord
ell. det fint gennemtænkte Billede; P. vælger
uden megen Vragen det Ord, som bedst giver
hans Hjertens Mening. Han udmærker sig ikke
ved en Enkelthedernes Rigdom som Chr.
Richardt, men er mere helhedssøgende, hvad
maaske en Eftertid, der læser æstetisk — og
uden for Lejligheden — næppe i samme Grad
kan vurdere. — Den første Samling fra 1847
efterfulgtes af en anden (1854) og tredie (1861),
der tilsammen optryktes som »Samlede Digte«
(1862; 5. Udg. 1876); derefter er udkomne
»Nyere Sange og Digte« (1869), »Nye Digte«
(1883) og en Samling »Efterladte Digte« (1895),
indledet med en Karakteristik af P. som Digter
af E. v. d. Recke. En Standard-Udgave i to Bd
af P.’s Digte er besørget af hans Søn, Hother
P. (1901). (Litt.: Borchsenius, »Fra
Fyrrerne«, I (1878); ovenn. Essay af E. v. d. Recke,
optrykt i To-Binds Udgaven af Digtene: H.
Ploug i V. Malling’s Antologi: »Fra Holberg
til Chr. Richardt« [1901]; »Studenterkomedier«
ved Ax. Sørensen [1904]).
J. Cl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
