- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
289

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poincaré, Raymond

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forestilling). Stemmen mere skarp end
klangfuld, og retorisk Pragt og Gestus savnedes,
virkede han ved dæmpet Patos og Ironi (vistnok
aldrig ved Humor), ved en klart overskuende
Saglighed og Enkelhed, der aldrig lod
Tingenes dybere Perspektiv af Syne. Social Ro og
Udvikling, religiøs Taalsomhed, men fremfor
alt en kraftig og skolet national Selvhævdelse
var hans Grundmotiver, og jo mere
Modsætningen til Tyskland traadte frem som
Frankrigs væsentligste Problem, des større Vægt
fik han.

Jan. 1912, da den raadende Forvirring i
Udenrigspolitikken var kommet for Dagen, blev
han, støttet af fremragende Radikale (Bourgeois,
Millerand, Briand) Ministerchef og
Udenrigsminister. Det flg. Aar øgedes hans Anseelse.
Alene hans vældige Arbejdsomhed paa alle sine
Virkefelter imponerede, endmere dens
Resultater. Protektoratet over Marokko ordnedes,
Forholdet til Frankrigs Allierede fæstnedes
(Aug. 1912 besøgte han Petrograd), og under
Balkankrisen hævdedes Frankrigs Initiativ som
Mægler og dets Indflydelse i den nære Orient
klogt og myndigt. Forsvaret styrkedes. Den
nationale Bølge, der nu bar P. højt som
Fremtidens »stærke Mand«, foruroligede imidlertid
selv udpræget patriotiske Radikale, der ventede
en kirkelig og politisk Reaktion, medens
Socialisterne vrededes over Statsmagtens fastere
Optræden mod Arbejderuroligheder og mod
Statsfunktionærernes Fagforeningsbevægelse.
Ved Præsidentvalget Febr 1913 bekæmpede
derfor Clemenceau og hans Tilhængere bittert P.’s
Kandidatur og bragte ham i Mindretal bl. de
radikale Folkerepræsentanter, men ved
Stemmer fra de Moderate og Højre fik han det
absolutte Flertal. At Landet havde faaet en mere
betydende Præsident end nogen siden Thiers,
mærkedes allerede, da P. genoptog den længst
opgivne Brug at sende et »Budskab« til
Kamrene, men dette hjemledes af Forfatningen, og
han mente sig ogsaa i Overensstemmelse med
denne, naar han ønskede at blive »den
offentlige Menings Vogter og Raadgiver i
Krisetider« og at »træffe et forstandigt Valg mellem
sammenstødende Interesser«. I det hele bidrog
han til at give Regeringen samme Holdning
udad- og indadtil som i sin Ministertid, hvad der
bl. a. markeredes ved hans Besøg hos Flaaden
i Toulon Juni 1913, hans paafølgende Rejse til
England, hans store Automobiltur om
Efteraaret i Sydfrankrig, hvor han hyldedes
begejstret og var med ved Manøvrerne om Toulouse,
hans Rejse til Spanien i Oktbr og hans Støtten
af Ministeriet ved Genindførelsen af den
3-aarige Tjenestetid. Juli 1914 var han paa Besøg
i Petrograd, men den truende Verdenskrig
nødte ham til at opgive en Rejse til
Skandinavien. 29. Juli var han atter i Paris og deltog
i Forhandlingerne før Fjendtlighedernes
Begyndelse, bl. a. ved en personlig Skrivelse til Kong
Georg V. Under selve Krigen stilledes der store
Krav til hans politiske Evner, i alt Fald inden
han ved at kalde Clemenceau til Magten havde
faaet en fuldmyndig Førsteminister, og baade
før og siden toges hans repræsentative Evner
stærkt i Brug ved hans talløse skriftl. og
mundtlige Henvendelser til de Allierede, til Hæren og
til Borgerne hjemme. Efter Sejren besøgte han
de genvundne Provinser Decbr 1918 og flere
Gange senere, og han indledede
Fredskongressen i Versailles. (Hans Messages, discours,
telegrammes etc.
fra Tiden Aug. 1914 til Febr 1920
foreligger i Bogform [3 Bd, 1919—20]).

Efter at være fratraadt som Præsident Febr
1920 blev P. Formand for Erstatningskomiteen,
men nedlagde Hvervet i Maj, fordi han fandt
den for eftergivende mod Tyskland, der efter
hans Opfattelse bar det fulde Ansvar for
Fredsbruddet (Skriftet Les origines de la guerre
[1921]) og burde afskæres fra nogensinde at
kunne optræde som væbnet Stormagt. Hans
Person, der i de sidste Aar havde været
fredhellig bl. hans Landsmænd, var nu atter midt
i Striden. Han indtog sin gamle Plads i
Senatet og behandlede den udenrigske Stilling i
stadige Bladartikler (samlede i Histoire
politique, chronique de la quinzaine
, 4 Bd,
1920—22). hvori dels selve Fredsvilkaarene, dels
deres Udnyttelse kritiseredes skarpt. Misnøjen
med, at Regeringschefernes personlige
Sammenkomster ikke syntes at fremme Tysklands
Erstatningsydelser, gav han derved Mæle og
Vækst, og da Briand Jan. 1922 havde opgivet
Regeringen p. Gr. a. den uvillige Stemning i
Deputeretkamret, blev P. som dennes bedste
Talsmand paa ny Ministerchef og
Udenrigsminister. Indadtil fortsatte han den Linie, der fra
radikal Side stempledes som Reaktion. Juni
1922 gennemførte han med stort Flertal en
Kammerresolution for »et socialt
Fremskridtsprogram, egnet til at forene alle de
Republikanere, der godkender de læge Love (ɔ:
Lovene, der skiller Kirken fra Stat og
Statsskole) og afviser enhver Forstaaelse baade med
antikonstitutionelle og med revolutionære
Partier«. Med fast og praktisk Haand, uden al
Demagogi, holdt han Finanserne paa Fode, saa
vidt det tillodes af Krigens vældige Efterveer.
Men Hovedsagen var at raade Bod paa disse
ved at inddrive Fordringerne paa Tyskland,
og P.’s Ry som Statsmand i stor Stil vil staa
og falde med Udfaldet af og Historiens Dom
over den militære og økonomiske Besættelse
af Ruhr-Egnen, som han efter forgæves
Forhandlinger i London gennemførte Januar 1923
mod sine Krigsallieredes Ønsker, og som han
opretholdt det flg. Aar, samtidig med, at han
utrættelig som Diplomat krævede Opfyldelsen
af Tysklands traktatmæssige Løfter og som
Folketaler vedligeholdt Minderne om Tysklands
uscnede Synder mod Frankrig. Han er alt
imedens blevet stærkt angrebet baade i
Tyskland og England og af den hjemlige
Opposition. Han er, hedder det, en kølig og snæver
Juristhjerne uden dybere Virkelighedssans; han
er forfængelig, pirrelig og mistænksom, og hans
sejge Fasthed udspringer mere af Stædighed,
ja af Ængstelse for at vove sig ud i noget
ukendt, end af sand Handlekraft; han vil ved
sin blinde, tørre Lidenskab bringe Ødelæggelse
baade over sin Fjende og over sit eget Land.
— En Kendsgerning er det, at P. med al sin
Elskværdighed i Privatlivet ikke har været en
umiddelbart vindende Politiker og ikke har haft

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0303.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free