Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forhold umulig, hvad der havde yderst
skæbnesvangre Følger for Landet. En af
Delingsfyrsterne, Konrad af Masovien, der længe
havde iført hidsige Kampe med de halvvilde
hedenske Preussere, nødsagedes til at ty til
fremmed Hjælp imod dem; 1225 indkaldte
han til Kulmomraadet den Tyske Orden,
hvorved Grunden lagdes til den mellem P. og
Østersøen opvoksende Stat, der snart skulde blive
en af P.’s farligste Fjender (se Tyske Orden).
En anden af Delingsfyrsterne, Henryk Pobożny
(den Fromme) i Schlesien, hvis Fader Henryk
Brodaty (den Skæggede), i 1220—30’erne havde
været den mægtigste af Delingsfyrsterne, blev
stillet overfor den haabløse Opgave at forsvare det
splittede og afmægtige P. mod Tatarerne, der
Aar 1241 under frygtelige Hærgninger faldt ind
i Landet; han led s. A. i Kamp med dem
Nederlaget ved Liegnitz og mistede dér selv Livet.
Kun den Omstændighed, at Tatarerne efter
Slaget vendte sig mod S., reddede P. fra at
dele Ruslands Skæbne; Schlesien, der
hjemsøgtes værst af Tatarerne, mistede nu den
Førerstilling, som det et Øjeblik havde været nær ved
at erobre inden for Polen.
Den indre Udvikling i Delingstiden blev i
mange Henseender af afgørende Betydning
for Polens efterfølgende Historie. Den
karakteriseres først og fremmest af de højere
Stænders tiltagende Magt, først og fremmest
Hierarkiets. Den i de vanskelige og urolige
Tider voksende Religiøsitet, hvis Udvikling
ogsaa fremmedes af Dominikaneres og
Franciskaneres energiske Virksomhed, gav Kirken og
dens Mænd øget Autoritet; hertil kom, at de
forsk. om Magten og Principalet konkurrerende
Delingsfyrster, der søgte at opnaa Kirkens
uvurderlige Støtte, overbød hverandre i
Gavmildhed mod de Gejstlige. De mest vidtgaaende
Privilegier blev givne først inden for de enkelte
Delingsfyrstendømmer, snart ogsaa inden for
Riget i dets Helhed. 1210 blev de Gejstlige
stillede uden for den verdslige Jurisdiktion, i
Aarene 1215 og 1217 fritoges de for Skatter og
Afgifter til Kronen; som særligt Organ for
Kirkens Mænd fungerede med stedse større
Selvstændighed en Nationalsynode under
Ærkebiskoppen i Gnesen. Ogsaa Adelens Stilling
styrkedes. Først og fremmest voksede Szlachtaen
meget hurtigt i numerær Henseende; hver
enkelt Delingsfyrste slog ny Riddere og skabte
inden for sit Omraade en Szlachta, der tildeltes
Jord og Embeder. Lidt efter lidt begyndte denne
Klasse, hvis Selvstændighedsfølelse og
Selvraadighed under Delingstidens forvirrede Forhold
gav sig stedse stærkere Udslag, at organisere
sig. Fælles Interesser førte Adelsmændene
sammen til gensidige Raadslagninger og fik dem til
under Magnaternes Ledelse inden for hvert
enkelt Delingsfyrstendømme at danne
Sammenslutninger, communitates terrarum, hvis Organer
blev de senere saa betydningsfulde Landdage,
sejmiki.
Ogsaa for Borgerklassens Udvikling blev
Delingstiden betydningsfuld. Da Fyrsternes
Indtægter af deres Fyrstendømmer blev mere og
mere reducerede, forarmede som disse var
blevne ved Aartiers indre Kampe og ydre Angreb,
særlig Tatarernes, indkaldte de for at forbedre
den økonomiske Situation Masser af Tyskere.
En stor Indvandring af Tyskere kom i Stand, og
en Rk. rent tyske Byer voksede op. For at gøre
en saadan Indflytning fristende maatte der
imidlertid gives disse nye Borgere udstrakte
Privilegier. De stilledes, styrede af en Wójt (Foged),
direkte under Fyrsten, betalte kun ubetydelige
Afgifter, var fritagne for Krigstjeneste undtagen
ved Byernes eget Forsvar og indrettede deres
Liv efter Magdeburger Stadsret. Takket være
disse tyske Kolonister tog den polske Handel
et stærkt Opsving; paa den anden Side var
deres Særstilling, der gjorde dem til en Stat i
Staten, af en temmelig betænkelig Art.
Ogsaa tyske Bønder lokkedes i stort Antal ind
i Landet og lagde udstrakte, hidtil
skovbevoksede Egne under Ploven. Ogsaa disse, styrede i
hver By af en Foged (sółtys), indtog em fri og
begunstiget Stilling, noget, der til en vis Grad
indvirkede ogsaa paa de polske Bønders
Stilling. Denne var ogsaa af andre Aarsager til en
vis Grad blevet lettet. Det blev stedse
vanskeligere for Godsejerne at holde Bønderne
bundne til Jorden, da disse i det splittede Land let
kunde forsvinde over Grænsen til nærliggende
Fyrstendømmer og saaledes genvinde deres
Frihed; for at faa Arme til at dyrke Jorden med
maatte Godsejerne — Adelsmænd og Gejstlige —
ved frivillige Aftaler tage frie Bønder i deres
Tjeneste. For at holde Bønderne tilbage brugte
man endog i stor Udstrækning at organisere
Bondebefolkningen i selvstændige gminy
(Gemeinde) efter tysk Mønster.
3) Rigsenhedens Genoprettelse og
den jagellonske Tid. Det splittede
Polen forenedes atter af Böhmens Konge Wacław.
Indkaldt af Krakóws Borgere besejrede han de
nationale Konkurrenter om Magten og forenede
senere under sit Herredømme hele det polske
Omraade med Undtagelse af Masovien, der i et
Par Aarh. forblev selvstændigt. Under sin korte
Regering (1300—06) forstod han at skaffe
Respekt for Kongemagten og Sympati for
Centralisationstanken. Rigsenheden opretholdtes ogsaa,
da han, og kort efter ham hans Søn, var død,
af den indfødte polske Fyrste Władysław
Łokietek (»en Alen lang«, 1306—33), der med
Pavens Samtykke 1320 kronedes til Konge i P.;
dog maatte han bekræfte de Privilegier, som
saavel Adelen som de gejstlige havde opnaaet i
Delingstiden. Hans farligste Modstander var den
Tyske Orden; den havde underlagt sig
Pommerellen og Danzig og trods Pavens Indgriben
vægrede sig ved at give dem tilbage. Efter at have
allieret sig med Böhmens Konge, Johan af
Luxemburg, der som Kong Wacław’s Svigersøn
gjorde Krav paa den polske Krone, faldt
Ordensridderne ind i Polen; først ved den
dyrtkøbte Sejr ved Płowcy 1331 lykkedes det
Władysław at standse deres Fremgang. Hans
Søn og Efterfølger Kazimierz den Store
(1333—70) skaffede Riget Fred med de to ydre
Fjender, hvilken Fred det svækkede Polen nødtes til
at købe ret dyrt. Til Böhmen afstodes 1335
Schlesien, der dermed var tabt for Polen for al
Fremtid. Ved Freden med den Tyske Orden i
Kalisz 1343 tilbagegav ganske vist Ordenen det af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
