- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
337

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

den erobrede Kujavien, men fik sin Besiddelsesret
til Pommerellen anerkendt. En Erstatning for
disse Tab fik Polen i Landvindinger af
ikke-polske Omrader østpaa; Kazimierz erobrede i
stærk Rivalitet med Litauen store Dele af det
af Lillerussere beboede Galizien (med Lemberg
og Volhynien). Et energisk Arbejde for Landets
indre Konsolidering og Fremgang
karakteriserede Kazimierz’ indre Styrelse. I det Øjemed at
knytte de forsk. Landsdele nærmere sammen
lod han deres Retssædvaner udligne og
kodificere og gennemførte i dem alle en
Enhedsadministration (Statutter i Wiślica 1347 og 1868). Ikke
uden Held arbejdede han paa at rokke
Hierarkiets og Adelens Magtstilling og i Stedet styrke
Kronens. Med megen Styrke hævdede han
Statens Autoritet over for de højere Stænders
Autonomibestræbelser; saavel Hierarkiet som
Szlachtaen blev tvunget til at paatage sig udstrakte
Forpligtelser i Forbindelse med den
nyorganiserede Værnepligt, et Oprør af Adelen under
Ledelse af Vojvoden Borkowicz i Posen kuede han
med stor Strenghed. De tyske Indvandrere
indordnedes mere organisk i det polske Samfund.
I St f. tidligere at have levet under Beskyttelse
af sin fra Hjemlandet medførte tyske Ret og
endog at have kunnet i jur. Sager appellere til
tysk Stadsret, stilledes de nu under polsk
Retspleje. Den tidligere paabegyndte Organisation
af Bønderne i selvstændige Gminy støttede
Kazimierz kraftigt; Bønderne fik Ret til en bestemt
Dag i Aaret at forlade deres Godsherrer; i det
hele taget begunstigede Kazimierz, Król
chłopków (Bondekongen), paa mange Maader
Bondestanden i den Hensigt i den at faa en Modvægt
og Støtte over for de højere Klasser. Til
Fremme af Landets aandelige Kultur grundlagde
Kazimierz 1364 i Kraków et Studium generale, af
hvilket senere Krakóws Univ. udviklede sig.

Kazimierz’ Bestræbelser for at gøre P. til en
stærk monarkisk Stat blev imidlertid ikke ført
til Ende efter hans Død. Selv barnløs,
efterfulgtes han af sin Søstersøn, Ludwik af Ungarn
(1370—82). Hovedmaalet for dennes Politik var
at betrygge Besiddelsen af den polske Krone for
hans Slægt, og det lykkedes ham ogsaa ved
Overenskomsten i Koszyce 1374 at faa sin Datter
Jadwiga’s Arvekrav anerkendte. Denne
Anerkendelse maatte imidlertid købes med
vidtgaaende Indrømmelser overfor Szlachtaen. Denne
fritoges praktisk talt for al Beskatning og
tilsikredes Godtgørelse for Krigstjeneste uden for
Landets Grænser. Denne Overenskomst med
Adelen, hvorved dens Samtykke i et
Successionsspørgsmaal købtes ved Opfyldelse af visse af
Adelen selv stillede Betingelser, blev et farligt
Præcedens for Fremtiden.

Efter Ludwik’s Død gav
Tronfølgespørgsmaalet Anledning til nogle Aars Stridigheder. Som
Konkurrent til Jadwiga optraadte Sigismund af
Brandenburg, gift med Jadwiga’s Søster Marya,
senere Konge i Ungarn og tysk Kejser; Kong
Ludwik havde selv henimod Slutningen af sit
Liv ønsket ham i St f. Jadwiga til sin
Efterfølger. Adelen sluttede imidlertid op omkr.
Jadwiga, der ogsaa blev kronet som Polens Dronning.
Spørgsmaalet blev derefter, hvem der skulde
blive hendes Gemal. Hendes Trolovede, den
østerr. Ærkehertug Wilhelm, blev uden videre
skudt til Side; den storpolske Adel ønskede en
indfødt Fyrste, en »Piast«, som man mente
lettere at kunne magte, Lillepolens Kandidat var
den litauiske Storfyrste Jagiello. Den
sidstnævnte gik i denne Konkurrence af med Sejren; han
blev, efter at have bekræftet og end yderligere
udvidet Adelens Rettigheder, anerkendt som
polsk Konge under Navnet Władysław II
(1386—1434).

Polen og Litauen (s. d.) blev saaledes
forenede, om end Foreningen indtil videre kun var en
Personalunion og hvert Land bevarede sine
nationale Institutioner. Paa særlig eet Punkt havde
ogsaa P. og Litauen virkeligt Interessefællesskab,
nemlig i Forsvaret mod den Tyske Ordens
Aggressivitet; Stridighederne med den Tyske
Orden udfyldte ogsaa største Delen af
Władysław’s Regering. Da det hidtil hedenske Litauen,
samtidig med at dets Fyrste ved sin
Tronbestigelse i P. lod sig døbe, ogsaa antog
Kristendommen, betød dette et haardt Bagslag for
Ordenen, der derved berøvedes Paaskuddet for
den kombinerede Erobrings- og Missionspolitik,
som den i lange Tider havde ført over for
Litauen, og den skred derfor straks til Aktion. Et
behændigt drevet Intrigespil skaffede i Beg.
Ordenen smukke Resultater. W. havde ved sin
Tronbestigelse i P. overdraget Regeringen i
Litauen til sin Fætter Witołd (Vitovt); dennes
Bestræbelser for fuld Uafhængighed støttedes af
Ordenen, og Witołd afsluttede med den en
Del Overenskomster, hvori han blandt andet
afstod til Ordenen den litauiske Landsdel
Samogitien. Imidlertid slog Witołd snart
Retræte. Et knusende Nederlag, som han
havde lidt mod Tatarerne ved Worskla,
overtydede ham om det ønskelige i et
litauisk-polsk Samarbejde, og ved Overenskomsten i
Wilno 1401 ordnedes de litauisk-polske
Mellemværender. Witołd skulde til sin Død bevare
Statholderskabet, men Landene skulde føre fælles
Udenrigspolitik, og Polen forpligtede sig til ikke
at vælge Konge uden Litauens Samtykke. Witołd
brød nu med den Tyske Orden; da
Ordensridderne under Anførsel af Stormesteren Ulrich
von Jungingen trængte ind i Landet, led de 1410
ved Tannenberg (Grünwald) et knusende
Nederlag mod de polsk-litauiske Hære. Gensidig
Mistro mellem Władysław og Witołd hindrede
dem imidlertid i tilstrækkelig energisk at
forfølge deres Sejr; Ordenen, der et Øjeblik syntes
knust, fik Tid til at trække Vejret, og ved
Freden i Thorn 1411 bevarede den sit Omraade
næsten intakt; kun Dobrzyn-Omraadet og
Samogitien maatte den give tilbage, det sidste dog kun
for Władysław’s og Witołd’s Levetid. Snart
derefter knyttedes dog Forbundet mellem P. og
Litauen fastere: ved Overenskomsten i Horodło
1413 ordnedes Litauens Forvaltning i Lighed
med det polske, og de litauiske Adelsmænd fik
fuld polsk Adelsret. Endnu to Gange, 1414
og 1419, nødtes Władysław til at gribe til
Vaaben mod den Tyske Orden, sidste Gang med det
Resultat, at Ordenen nødsagedes til definitivt
at afstaa fra Samogitien; i Mellemtiden fandt
der en uafbrudt diplomatisk Krig Sted imellem
dem, under hvilken der appelleredes til saavel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0353.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free