Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paven som Kejseren som Mæglere. Kejser
Sigismund, der, som nævnt, havde været Jadwiga’s
Konkurrent til den polske Krone, stillede sig
under denne gentagne Gange paa Ordenens Side.
Ogsaa i andre Henseender intrigerede Kejseren
mod Polen og fremsatte endog et Forslag til
Landets Deling mellem Kejserdømmet, Ungarn
og de Schlesiske Fyrster; mod Kejserens
Intriger søgte Władysław bl. a. Støtte hos den
nordiske Unionskonge 1419. Hussitbevægelsen i
Böhmen gav imidlertid Anledning til en Tilnærmelse
mellem Władysław og Kejseren. Denne
Bevægelse havde vundet en vis Forstaaelse i P.,
særlig hos Szlachtaen, der lokkedes af Udsigten til
at kunne bryde det kat. Præsteskabs mere og
mere voksende Magt, og dette gav Hussitterne
Anledning til at tilbyde Władysław Böhmens
Krone. Denne stillede sig i Beg. velvilligt til
Tanken; det lykkedes imidlertid de polske
gejstlige Magnater at formaa ham til at afstaa fra
Planen, og i Stedet sluttede han 1423 Forbund
med Kejseren mod de tschk. Kættere, paa den
Betingelse, at Kejseren ikke mere skulde blande
sig i Polens Kamp med den Tyske Orden. I
indre Henseende betød Władysław’s Tid stærk
Magttilvækst for de polske gejstlige og verdslige
Magnater. Trods sin Dygtighed var Władysław,
Fyrste fra et barbarisk Land, temmelig
ubevandret i politiske Ting og blev derfor afhængig af
Magnaterne i sin Rada, sit Senat. Særlig kunde
han, endnu i Gaar Hedning, ikke gøre sig
gældende over for de paa Højden af deres Tids
Dannelse staaende gejstlige Magnater.
Stormændene i Landet skaffede sig ogsaa Bekræftelse
paa og Udvidelse af deres Privilegier; særligt
fastsloges 1424 Kirkens Uafhængighed af den
verdslige Magt. Ogsaa Adelen skaffede sig et
virkelig betydeligt Privilegium: som Vederlag
for sit Samtykke til, at en Søn i Władysław’s
fjerde Ægteskab, Władysław, blev udset til
Tronfølger, maatte Kongen give Adelen dens habeas
corpus-Akt: adelige Forbrydere skulde kun
kunne fængsles, naar de blev grebet paa fersk
Gerning, ellers først efter Undersøgelse og Dom
(neminem captivabimus nisi jure victum).
Władysław III, valgt til Konge baade i
Litauen og P., var ved Faderens Død umyndig.
Under hans Mindreaarighed laa Magten i
Hænderne paa de verdslige og gejstlige Magnater
under Ledelse af Biskoppen i Kraków, Zbigniew
Oleśnicki. Mod dette Stormandsherredømme
opstod en folkelig Oppositionsbevægelse,
paavirket af hussitiske Idéer, en Bevægelse, som
imidlertid blev islaaet til Jorden. Ogsaa efter at
Władysław havde tiltraadt Regeringen, beholdt
Magnaterne Magten, dette saa meget mere, som
Władysław, der havde modtaget Tilbudet om
Ungarns Krone, blev fuldt optaget i dette Land af
Kampen mod en indfødt Tronprætendent og mod
de indtrængende Tyrkere. Da han imod de
sidste iværksatte et stort ungarsk-polsk Korstog,
led han det store Nederlag ved Varna 1444, ved
hvilket han selv omkom.
Hans Broder Kazimierz, der lige siden 1440
havde været Litauens Storfyrste, blev, efter at
en Del polsk-litauiske. Tvistigheder var
blevne bilagte, valgt til polsk Konge (1447—92).
I ydre Henseende førte han en ret
vidtsvævende Politik. Dens vigtigste positive
Resultat var, at den Tyske Ordens Magt nu
blev brudt. Kazimierz støttede den
Opposition mod Ordenen, der var vokset op fra de
preussiske Byers og Landsridderes Side; da
den af dem dannede »preuss. Liga« lystes i
Band af Paven, stillede den sig under
Kazimierz’s Beskyttelse 1454, og Kongen førte
derefter mod Ordensridderne den ødelæggende
saakaldte Trettenaarskrig; ved Freden i Thorn
1466 maatte Ordenen afstaa Vestpreussen;
Østpreussen fik den derimod Lov at beholde, men
under polsk Lensherredømme. Lokket af
Udsigten til en Føderation mellem P. og Böhmen og
Ungarn blandede Kazimierz sig samtidig i disse
Landes Tronfølgespørgsmaal. Han gennemførte
sin Søn Władysław’s Valg til bøhm. Konge og
førte Krig mod hans Konkurrent Mattias af
Ungarn. Efter Mattias’ Død blev Władysław
ogsaa Ungarns Konge trods Faderens
Anstrengelser for i Stedet at hjælpe sin anden Søn Jan
Olbracht til Ungarns Trone. Ny truende Farer
fra Øst og Sydøst begyndte samtidigt at
formørke P.’s udenrigspolitiske Horisont og
paakalde polsk Indgriben. Under Ledelse af
Moskvas Fyrste var den russ. Stat begyndt at blive
reorganiseret efter Tatarherredømmet; den russ.
Hersker antog allerede Titelen hele Ruslands
Herre, hvormed han aabent proklamerede sine
Krav paa Litauens russ. Landsdele. Forgæves
støttede Kazimierz nogle Fyrster i det nordlige
Rusland, der havde sat sig til Modværge mod
Moskva, og maatte selv afstaa fra en Del
litauiske Grænseomraadet Ogsaa med Tyrkerne, der
1475 faldt ind i Moldau, bortjog dens under
polsk Lenshøjhed staaende Vojvod Stefan og
1484 satte sig fast ved Donaus og Dnjeprs
Mundinger, førte Kazimierz Krig; efter at det var
lykkedes ham at fordrive Tyrkerne fra Moldau,
afbrødes Krigen med en Vaabenstilstand.
Samtidig med Striden mod alle disse ydre
Fjender havde Kazimierz en stærk indre
Opposition at kæmpe med. Hans overvejende
litauiske Sympatier havde lige fra Beg. af gjort ham
mindre populær i Landet, og de store Ofre, hans
mange Krige krævede, øgede Modstanden imod
ham. I Beg. af sin Regering gjorde han
energiske Forsøg paa at bryde de gejstlige og
verdslige Magnaters Magt; da hans kostbare
Udenrigspolitik krævede nye Skatter, udskrev han
saadanne ogsaa hos dem, trods deres
haardnakkede Modstand; til Raadslagninger tilkaldte han
kun ham hengivne Magnater og tiltvang sig
Lydighed hos de lokale Statsmyndigheder,
Starosterne og Vojvoderne. Særlig kraftigt greb
han ind mod Hierarkiets Spidser, og det
lykkedes ham ogsaa hos Paven at udvirke Retten
til selv at udnævne Biskopper. I denne Kamp
mod Magnaterne søgte han Støtte hos den
lavere Adel, Szlachtaen, der ogsaa i Beg. i
Kazimierz saa en Beskytter over for Højadelen.
Snart steg imidlertid Szlachtaens Fordringer,
og da en Del af dem tilbagevistes, forenede
Szlachtaen sig med Magnaterne til Kamp for
den samlede Adels Rettigheder. Man aftvang
Kongen de saakaldte Nieszawa-Statutter (1454),
der i betydelig Grad indskrænkede
Kongemagten. Ingen Lov maatte iflg. disse Statutter
forandres, ingen Skat paalægges, intet Hæropbud
finde Sted uden Samtykke af de saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
