Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tyrk. Invasion; 1621 sluttedes Freden, ved
hvilken status qvo bevaredes.
I indre Henseende betegnede Zygmunt’s
Regering Jesuiterherredømmets Kulmination i
Landet. Kongens tydeligt viste jesuitiske Sympatier
vakte i Beg. stærk Opposition; allerede 1592
krævede Rigsdagen, at der skulde skrides ind mod
den Jesuiterkamarilla, der omgav ham, og
1606—07 kom det til et stort Adelsoprør
(rokosz); samlet i Sandomierz formulerede
Szlachtaen en Anklageakt i 67 Punkter mod Kongen
og opsagde ham Lydighed. Først efter gentagne
Nederlag mod Zygmunt’s Tropper bragtes
Oprørerne til Underkastelse — at straffe dem ell.
benytte Sejren til en konstitutionel Reform
turde Zygmunt dog ikke. Et Udslag af hans kat.
Nidkærhed var Realisationen af den allerede
tidligere fra jesuitisk Side fremsatte Tanke om
en Indlemmelse af de gr. Katolikker i den rom.
Kirke; delvis takket være den Omstændighed,
at de gr. ortodokse Biskopper lokkedes af
Udsigten til at faa samme privilegerede Stilling
som de rom.-kat., var man saa heldig i Brest
1595 at gennemføre en saakaldt Union af P.’s to
kat. Kirker. Denne Union gav imidlertid
Anledning til en Rk. indre Stridigheder. En stor Del
af den gr.-kat. Befolkning vægrede sig ved at
acceptere Unionen; da Repressalier fulgte, satte
Folket sig til Modværge, Regeringens
Forfølgelse vakte særlig Opposition hos den
kosakkiske Bondebefolkning i Ukraine (se
Kosakker), som allerede i Forvejen havde andre
Aarsager til Misfornøjelse, bl. a. de polske
Adelsmænds Forsøg paa at indføre ogsaa i
Ukraine det i P. herskende Livegenskab. Under
Zygmunt’s Regering udbrød der saaledes fl.
Kosakopstande, der kun med ret store
Anstrengelser blev undertrykte.
Zygmunt’s Søn Władysław IV (1632—48)
begyndte sin Regering med en Rk. heldige
krigerske Aktioner. Af Russerne aabnede
Fjendtligheder, under hvilke de bl. a. uden Held
belejrede Smolensk, førte til, at P. ved Freden i
Poljanovka 1634 vandt Trubtjevsk. Samtidige
Angreb fra de med Russerne allierede Tyrkeres
Side blev med Held slaaede tilbage. De af
Władysław genoptagne Fjendtligheder mod Sverige
afsluttedes under Mægling af Frankrig, England
og Holland ved en i Stuhmsdorf paa 26 Aar
fornyet Vaabenstilstand, ved hvilken Sverige
tilbagegav de preussiske Byer. Men snart
ophobede Vanskelighederne sig for ham. At
holde Szlachtaen i Tømme var mere haabløst end
nogen Sinde. Den benyttede sig af sin
uindskrænkede Magt til at befri sig fra den sidste
lille Rest af Indkomstskat og skærpede
Kontrollen over Kongen ved at forøge Antallet af de
Senatorer, der førte Tilsyn med ham, fra 18 til
28. En Rk. Sejmer vægrede sig ligefrem ved at
betale de pekuniære Udlæg til den russ. Krig,
Kongen havde haft. Magnaternes Selvraadighed
gav sig mere og mere ekstreme Udslag. De
begyndte nu at bygge Fæstninger, holde Tropper
og føre selvstændig Udenrigspolitik. Ikke heller
Władysław’s Forsøg paa at afvikle de kirkelige
Stridigheder lykkedes. Ganske vist brød han
med Jesuitterne, indkaldte som Modvægt imod
dem Piaristerne og gjorde Ende paa
Religionsforfølgelserne, men et Forsøg paa at
tilvejebringe en Overenskomst mellem Protestanter og
Katolikker førte ikke til noget Resultat, og
uagtet de gr. Katolikker indsattes i deres fulde
Rettigheder, kunde han ikke gøre Ende paa
Rejsningen i Ukraine. Atter udbrød her 1637 en
større Bondeopstand. Rigsdagen greb ind med haard
Haand; for at faa Ende paa den ukrainske
Opposition ophævede man radikalt det Selvstyre,
som de saakaldte registrerede Kosakker hidtil
havde haft. Over for den yderligere øgede
Gæring bl. Kosakkerne, der blev Følgen, kom
Kongen paa en noget fantastisk Idé. For at give
Misfornøjelsen en Afleder lagde han en Plan
om, benyttende sig af den store Popularitet bl.
Kosakkerne, som han personlig nød, at stille
sig i Spidsen for dem og med dem starte en
stor Aktion mod Tyrkiet. Sejren i et saadant
nationalt Foretagende vilde, mente han, ogsaa
give ham øgede Muligheder for at udvide sin
Magt i P. Inden Forberedelserne var afsluttede,
blev imidlertid det hele kendt, og den polske
Rigsdag 1647, der anede Kongens Ønske om
paa denne Maade at øge sin Magt, tog skarpt
Stilling over for hans forfatningsstridige Plan
om paa egen Haand at begynde Krig i
Udlandet; Rigsdagen tog ham offentlig i Skole,
sammenlignede ham med Xerxes, og hele
Projektet blev til intet. Gæringen i Ukraine gav sig
snart et voldsomt Udslag; den fremragende
Bondefører Bohdan Chmielnicki samlede hele
Ukraine til en Opstand af større Omfang end
nogen tidligere.
Samtidig med Udbruddet af denne Opstand døde
Kong Władysław og efterfulgtes af sin Halvbroder
Jan Kazimierz, den sidste polske Konge af
Vasaætten (1648—68). Denne traf til en Beg.
Overenskomst med Chmielnicki, der under
Interregnum’et havde kunnet opvise en Mængde store
militære Resultater; snart udbrød imidlertid
paa ny Krig, som med korte Pauser fortsattes
med vekslende Vaabenheld og under uhyggelige
Grusomheder til 1654. Da stillede Chmielnicki,
der ganske vist i Reglen havde været sejrrig,
men som mistvivlede om Muligheden af i
Længden at kunne holde sin Stilling, sig under Tsar
Alexej; Ukraine indlemmedes under Navnet
Lillerusland i Rusland, og Tsaren bekræftede
og udvidede Kosakkernes Rettigheder. P. kom
dermed i Strid ogsaa med Rusland. Den russ.
Armé trængte frem og erobrede Kiev,
Smolensk og en Rk. Grænsefæstninger. Den russ.
Invasion efterfulgtes af en sv., idet den sv. Konge
Karl X Gustaf 1655 faldt ind i Landet og
erobrede store Dele deraf, deriblandt Warszawa og
Kraków. Samtidig besatte den brandenburgske
Kurfyrste Frederik Wilhelm Østpreussen.
Under denne Fjendeinvasion, der syntes at komme
til allerede nu at føre til en Deling af Landet,
gav den indre Opløsning sig mere og mere
ondartede Udslag. Et Vidnesbyrd om Anarkiets
Legalisering gav den Omstændighed, at den
allerede tidligere forberedte Retsinstitution, der
kaldes liberum veto, nu for første Gang kom til
Anvendelse i fuldt typisk Form; den enkelte
Rigsdagsmands Ret til ved et simpelt »nie
pozwalam« (jeg tillader det ikke) at tilintetgøre en
Rigsdagsbeslutning og samtidig dermed gøre
Ende paa selve Rigsdagen og tilintetgøre de
Beslutninger, der tidligere var blevne fattede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
