Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polichinel - Polignac, Melchior de, Jules de og Jules - Polignano - Poligny - Poliklinik - Poliment
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Generalshat sat paa tværs, Dragten er stribet
ell. tofarvet Vams med Knæbenklæder. »Punch«,
det eng. Dukketeaters komiske Hovedrolle, har
sit Navn og sit Udvortes af P., og det berømte
Vittighedsblad fremviser ogsaa P.-Skikkelsen
paa sin Titelvignet.
E. G.
Polignac [påli’njak], en fr. Adelsslægt, der
allerede kendes i Middelalderen og endnu
blomstrer i Frankrig. Blandt Medlemmerne
fremhæves:
1) Melchior de P., Kardinal, Diplomat,
f. 1661, d. 1742, indtraadte tidlig i den gejstlige
Stand og blev som Abbé anvendt i den
kirkepolitiske Diplomati. Den Dygtighed, han
herved udviste, foranledigede 1695 hans Sendelse
til Polen, hvor han skulde virke for Prinsen af
Conti’s Kongevalg efter Johan Sobieski’s Død.
Skønt P.’s Anstrengelser syntes at skulle krones
med Held, gik dog sluttelig Kurfyrsten af
Sachsen (August II) af med Sejren, og dette
Nederlag for den fr. Politik bevirkede, at P. faldt i
Unaade hos Ludvig XIV, der fjernede ham fra
Hoffet. I fl. Aar levede han nu alene for sine
litterære Interesser, hvad der 1704 skaffede
ham Sæde i det fr. Akademi. Efter at være
tagen til Naade igen gjorde han saa god
Tjeneste ved Fredsunderhandlingerne i Utrecht
(1713), at han fik Kardinalhatten. Efter Ludvig
XIV’s Død sluttede P. sig til Oppositionen mod
Regenten, Filip af Orléans, paa hvis Ordre han
som Medvider i Cellamare’s Sammensværgelse
atter i nogen Tid maatte holde sig borte fra
Hoffet. 1724—32 varetog han Frankrigs
Interesser i Rom og virkede med Held for at bilægge
Striden mellem Paven og den fr. Kirke i
Anledning af Bullen Unigenitus (se
Jansenisme). P., der var en af sin Tids mest fejrede
lat. Poeter, efterlod i Manuskript et stort,
formelt vellykket lat. Læredigt Anti-Lucretius sive
de deo et natura, i hvilket han som ivrig
Tilhænger af Descartes angriber den antikke
Filosofi. Det udgaves i fr. Oversættelse 1745, i
Originalsproget 1747, blev overs. paa de europ.
Hovedsprog, læstes af alle, der interesserede
sig for Populærfilosofi og blev af 18. Aarh.’s
Kritik prist i høje Toner. Nu har det kun
litterærhistorisk Interesse.
2) Jules de P. (1743—1817), Sønnesøn af en
Broder af foreg., ægtede Gabrielle de
Polastron (1749—93), der kom i saa stor
Yndest hos Marie Antoinette, at hendes Mand
blev Hertug, hun Opdragerinde af de kgl. Børn
og det før fattige Ægtepar overvældedes med
Naadesbevisninger og Gaver, der nedkaldte
stor Uvilje over det. Parret emigrerede
umiddelbart efter Bastillens Fald og drog til Wien,
og efter at Mme de P. var død her, gik P. med
sine Børn til Rusland, hvor han boede til sin
Død som Godsejer. Efter Restaurationen (1815)
blev han udnævnt til Pair af Frankrig.
3) Jules, Greve af, siden 1822 (pavelig)
Fyrste af P., fr. Diplomat og Ministerpræsident,
f. 14. Maj 1780, d. 29. Marts 1847, yngre Søn
af foreg. Han knyttedes som ung Emigrant til
Hertugen af Artois, den senere Karl X. Fra
England rejste han og hans ældre Broder
Armand 1804 hemmelig til Paris for at virke for
Kongedømmets Genindførelse; de indvikledes i
Pichegrus’ Sammensværgelse; Broderen
dørntes til Døden, P. til to Aars Fængsel; begge
holdtes de fængslede paa ubestemt Tid. I
Fangenskabet fik P.’s hæderlige og frygtløse
Personlighed det aandelige Præg, der muliggjorde
hans senere skæbnesvangre Rolle; han levede
sig ind i Mindet om en politisk Tilstand, som
Udviklingen imidlertid løb fra, og han blev en
ivrig Katolik, fuldt overtydet om, at han fik
Vejledning ved umiddelbare guddommelige
Aabenbaringer. Under Kejserdømmets
Sammenbrud lykkedes det Brødrene at undvige Januar
1814; P. stødte til Hertugen af Artois i
Østfrankrig og bistod dygtigt Bourbon’erne baade
da og under den anden Kamp mod Napoleon
1815 og ved en mellemliggende Sendelse til
Pavestolen. Han opfattedes imidlertid med
Rette som en af Reaktionens typiske Mænd;
han nægtede som nyudnævnt Pair at aflægge
Ed paa Forfatningen, førend han var bleven
overtydet om, at den sikrede Kirken
tilstrækkelig, og hans Hus var et Samlingssted for dem,
der i Forstaaelse med Hertugen af Artois
kritiserede Regeringens forholdsvis liberale
Retning. Da denne var afbrudt, blev P. 1823
Gesandt i England, og da Karl X havde foresat
sig at tage Kampen op mod den liberale
Opposition, blev P. Aug. 1829 Udenrigsminister i et
reaktionært Kabinet og i Novbr dets Chef. Hans
Navn skærpede yderligere Modsætningerne, og
var end Kongen selv Hovedmanden for den
Politik, der Juli 1830 endte med Statskup og
Revolution, var P. dens trofaste Støtte og
Redskab. Som Udenrigsminister var han kortsynet
og utrolig fantastisk; stor Bet. fik dog det
sejrrige Erobringstog, han iværksatte mod Algier;
men hans Haab om derved at styrke
Kongemagtens indenrigske Autoritet, slog fejl, og
han var helt blind for den folkelige Slagkraft,
der stod bag ved det klassevalgte
Deputeretkammers Fjendskab. Under Paris’ Oprør
27—29. Juli 1830 fraraadede han Kongen
Eftergivenhed; men efter dets Sejr maatte han flygte;
han arresteredes i en normannisk Kystby og
førtes til Paris, hvor Pairskammeret kun
daarligt tilfredsstillede Mængdens Had ved at
dømme ham til livsvarigt Fængsel og »borgerlig
Død«. Novbr 1836 sattes han paa fri Fod mod
at forlade Landet; efter Ophold i England,
Belgien og Bayern fik han Lov at vende hjem
1845. I sine sidste Aar udgav han et Par
Forsvarsskrifter.
P. L. M.
Polignano [poli’njano]. P. a Mare, By i
Syditalien, Prov. Bari, ligger ved det
Adriatiske Hav paa en stejl, 24 m høj Klippe og
ved Jernbanelinien Bari—Brindisi. (1911) 8540
Indb. P. er Bispesæde og driver Skibsfart og
Fiskeri.
C. A.
Poligny [påli’nji], By i det østlige Frankrig,
Dept Jura, ved Orain, ved Foden af
Jurabjergene (271 m) og ved Banen Besançon—Lyon,
SV. f. Besançon. 4000 Indb. P. har Rester af
det 1694 ødelagte Slot Grimont, et Museum, et
Agerbrugskammer. Byen driver Vinavl og
Fabrikation af Olie og Træsko. Arrondissementet
P. (7 Canton’er) har 52800 Indb.
E. St.
Poliklinik, se Klinik.
Poliment, se Guldlister.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
