Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polygordius - Polygraf - Polygynia - Polyhalit - Polyhistor - Polyhymnia - Polyhæmi - Polykarp - polykarpisk - polykefalisk - Polykiselsyre - Polykladi - Polykleitos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Kropvæggen ell. ved, at de bageste
Segmenter opløses for derpaa af nydannes ved
Regeneration. Larven er den sædvanlige hos
Ledormene, en kort, topformet Larve med 2
Fimrebælter, 1 foran og 1 bag ved Munden, den
repræsenterer det udviklede Dyrs Hoved, medens
Kropsegmenterne efterhaanden opstaar fra
Larvens Gatende. Dyrene, der bliver indtil 10 cm
lange, lever i Sand, væsentlig i Havet, nogle i
Saltsøer ell. i fersk Vand; Arter findes i
Nordsøen og Middelhavet. (Litt.: Fraipont, Le
genre P.; Fauna und Flora des Golfes von
Neapel«, XIV [1887]; Pierantoni, Protodrilus;
smst. XXXI [1908]; F. Hempelmann, »Zur
Morphologie von P.« i »Zeitschr. f. wiss. Zool.«,
84. Bd [1906]).
T. K.
Polygraf (gr.), en, som skriver meget;
Redskab, som paa een Gang kan tage fl. Aftryk;
polygrafisk, ɔ: meget skrivende, kaldes
undertiden Mangfoldiggørelse af baand- ell.
maskinskreven Skrift ved Hjælp af Hektograf,
Kopipresse o. l. primitive Trykkeapparater.
E. S-r.
Polygynia, se Mangehunnet.
Polyhalit, et paa Stensaltlejer
(Berchtesgaden, Hallein, Stassfurth o. s. v.) ret hyppigt
Mineral, danner røde, traadede ell. bladede
Masser, har svagt bitter Smag og bestaar af
vandholdige Sulfater af Kalcium, Magnium og
Kalium (2CaSO4 . MgSO4 . K2SO4 . 2H2O.).
(N. V. U.). O. B. B.
Polyhistor (gr.), den, der er kyndig i mange
Fag ell. Videnskaber. Polyhistori, udstrakt
Viden. Udtrykket bruges særlig om tidligere
Tiders Videnskab, inden denne endnu havde
spaltet sig i mange Grene og derfor saa nogenlunde
kunde overkommes af den enkelte.
K. H.
Polyhymnia, se Polymnia.
Polyhæmi (gr.), Forøgelse af Blodmængden,
se Blod.
Polykarp (Polycarpus), Biskop i Smyrna
i 2. Aarh. Om hans Liv faar vi enkelte
værdifulde Efterretninger hos Irenæus, som i sin
Ungdom selv havde set og hørt ham; i et Brev til
Vennen Florinus (Euseb, H. E. V, 20, 6)
mindes Irenæus saaledes, at P. talte om sit
personlige Samkvem med Johannes (Apostelen
ell. »Presbyteren«, se Bd XIII, S. 126) o. a., som
havde set Herren, hvoraf det altsaa fremgaar,
at han havde oplevet Slutn. af Aposteltiden; i et
andet Brev til Biskop Victor (Euseb, H. E. V
24, 16 f.) fortæller han, at P. kom til Rom og
forhandlede med Biskop Anicet om, hvilken Dag
Paaskefesten rettelig skulde fejres; vel kunde de
ikke enes derom, men de bevarede alligevel det
kristne Fællesskab, og P. uddelte Nadveren i
den rom. Menighed. Anicet var Biskop c.
154—66, og P.’s Besøg har rimeligvis fundet Sted i
Beg. af hans Bispetid, Aar 154; thi efter sin
Tilbagekomst led P. Martyrdøden, og derom
har vi en Beretning, som Menigheden i
Smyrna sendte til Menigheden i Filomelion, hvori der
ogsaa forekommer en Datering af Martyriet;
tidligere beregnede man denne til 23. Febr 166,
men nyere Undersøgelser har godtgjort, at den
snarere skal sættes til 23. Febr 155 ell. 22. Febr
156. I øvrigt er dette Skr (»Polykarp’s
Martyrium«) interessant derved, at det lægger Skylden
for Forfølgelsen paa Jøderne, der skal have
ophidset Hedningerne til at skride ind; det
skildrer P.’s værdige Holdning over for de rom.
Øvrighedspersoner og refererer bl. a. hans
berømte Ord om, at han ikke vilde bespotte den
Herre, som han havde tjent i 86 Aar, og som
aldrig havde gjort ham noget ondt; og vi ser
ogsaa deraf, hvorledes selve Henrettelsen
fremkalder ekstatiske Oplevelser hos de kristne
Tilskuere og skaber en begyndende
Relikviedyrkelse. Af P. har vi bevaret et Brev til Menigheden
i Filippi, og et af Ignatiusbrevene er rettet til
ham; i Nutiden kan disse Dokumenters Ægthed
betragtes som sikret. Den gr. Tekst (til disse
og til »Polykarp’s Martyrium«) findes i de alm.
Udgaver af de »Apostoliske Fædre« (s. d.); de
to Breve er oversat paa Tysk i E. Hennecke:
»Neutestamentliche Apokryphen« (2. Udg. 1924),
S. 533—40; »Martyriet« paa Dansk i Haar og
Nørregaard: »Kirkehist. Læsestykker«, I.
H. M.
polykarpisk (bot.) er i Modsætning til
monokarpisk (ell. hapaksantisk) den flere
Gange Frugt sættende (perenne) Plante. Se
ogsaa fleraarig.
A. M.
polykefalisk (gr.), med mange Hoveder.
Polykiselsyre, se Siliciumdioxyd.
Polykladi (gr.) kaldes i Plantepatologien en
abnormt stærk Forgrening, der fremkommer
ved en Udvikling af talrige Knopper i
Nærheden af hverandre (saavel normale som
Proventiv- og Adventivknopper); de udviklede
Grene kan danne tætte Purrer (»Heksekoste«);
optræder P. i Blomsterstanden, kan denne faa
et højst afvigende Præg (»Mirakelhvede« f.
Eks.). De fleste Tilfælde af P. er
ikke-parasitære, arvelige Misdannelser. Mange Heksekoste
fremkaldes af Snyltesvampe (Rustsvampe,
Taphrina-Arter o. a.). Som en særlig Form af
P. hos træagtige Planter kan man betragte de
Opsvulmninger af Stammen, som paa
Overfladen er forsynede med en Mængde Knopper og
i det indre har masret Ved; de synes at
fremkomme som Følge af Stød ell. Slag, hvorved
der opstaar indre Knusninger, som giver
Anledning til Dannelse af Adventivknopper.
(Litt.: Rostrup, »Plantepatologi«, S. 93).
(F. K. R.). C. F.
Polykleitos [-’klæ^i-] (Polyklet), græsk
Billedhugger fra 5. Aarh. f. Kr., ypperste Mand
af den argiviske Kunstretning og omtr.
samtidig med Feidias, ved hvem den attiske Skole
kulminerede. Om hans Personlighed vides lidet.
Han synes at være født i Sikyon, senest ved
470, men senere at være flyttet til Argos og
at have levet der den største Del af sit Liv.
Han har levet ud over Aaret 417, mulig helt
til 404—3. Han var den argiviske Skoles af alle
anerkendte Førstemand, selv Hoved for en stor
og meget produktiv Kunstskole, hvortil hørte
Elever som Damias, Kanachos, Athenodoros o.
m. a. Ogsaa en Broder og to Sønner af P.
nævnes som Kunstnere.
P.’s største Arbejde var vel Tempelstatuen af
den argiviske Hera, et Arbejde i Guld og
Elfenben, der ansaas for det fuldkomneste Udslag
af hans Kunst og sammenlignedes med Feidias’
Billeder af Athena og Zeus. Den mest berømte
af hans Billedstøtter var en Bronzestatue af
en ung Idrætsmand, nutildags kendt under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
