Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Portugal (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maatte flygte til Udlandet. En Del fandt
Tilflugt paa den lille Ø Terceira bl. Azorerne,
hvor de dannede et Regentskab under Palmella
og Villaflor (»Hertugen af Terceira«). Hertil
sluttede sig i Febr 1832 ogsaa Dom Pedro, som
Apr. 1831 havde nedlagt Regeringen i
Brasilien og samlet en Hær for at forsvare sin
Datters Rettigheder. 7. Juli 1832 landede han ved
Porto med en Hær paa 12000 Mand, og
allerede næste Dag overgav Byen sig til ham, men
blev derpaa belejret af D. Miguel, som holdt
den indesluttet i 13 Maaneder. Endelig sejlede
detn eng. Kaptajn Napier og Hertugen af
Terceira til Algarve, hvor de blev modtagne med
Begejstring af Folket. Medens Terceira
marcherede mod Lissabon, besejrede Napier Dom
Miguel’s Flaade ved Kap St Vincent (3. Juli
1833), og allerede 24. Juli maatte Lissabon
aabne sine Porte for Terceira’s og Napier’s
forenede Tropper. Efter at D. Miguel havde
lidt et afgørende Nederlag ved Thomar (16.
Maj 1834), blev Freden sluttet i Evora (26.
Maj), hvor D. Miguel forpligtede sig til at give
Afkald paa Kronen og forlade Landet for
bestandig.
VII. Fra 1834 til Nutiden. Dom Pedro
blev nu af Cortes udnævnt til Regent og
indførte paa ny Carta de lei. Da han døde (24.
Septbr 1834), overtog hans Datter Maria II da
Gloria Regeringen. Hun giftede sig med
Hertug August af Leuchtenberg og efter dennes Død
(1830) med Prins Ferdinand af Sachsen-Koburg.
Maria II havde megen Modstand at kæmpe med
under sin Regering. De politiske Partier,
»Pedristerne« og »Septembristerne« (Tilhængerne
af Forfatningen af Septbr 1822) stod skarpt over
for hinanden. 1836 lykkedes det
Septembristerne at komme til Magten. Forfatningen blev
revideret (Indførelsen af Tokammersystemet og
Kongens absolutte Veto) og i denne Form gjort
til Rigets Grundlov. Allerede Jan. 1842 kom
Modpartiet under Grev Costa Cabral dog til
Roret ved en Opstand og indsatte et
Ministerium under Terceira, som regerede efter
Carta de lei. Maj 1846 udbrød der en Opstand
i det nordlige P., og Costa Cabral maatte
forlade Landet. Et cartistisk Ministerium under
Palmella og Hertugen af Saldanha dannedes,
men den politiske Kamp fortsattes og antog saa
foruroligende Former, at Maria gentagne
Gange maatte søge. Hjælp i Udlandet. Cabral vendte
tilbage, men Saldanha, som ikke vilde dele
Magten med nogen anden, nærmede sig til
Septembristerne og styrtede Cabral (Apr. 1851).
Saldanha blev ved Roret ogsaa under Maria’s
Efterfølger Pedro V (1853—61) indtil 1857, da
Markis’en af Loulé dannede et Ministerium,
hvor de forsk. Partier var repræsenterede.
Dette Koalitionsministerium formaaede dog ikke
at bringe Ro i Landet. Pedro V fulgtes paa
Tronen af sm Broder Ludvig I, under hvem
Landet maatte kæmpe med stadig tiltagende
økonomiske Vanskeligheder. Ministerierne
skiftede idelig, og deres Forsøg paa at raade Bod
paa Ondet løb ud i Sandet. Loulé, som flere
Gange havde været i Spidsen for Regeringen,
blev styrtet 1870 af Hertugen af Saldanha ved
en Militær opstand, men heller ikke dette
Ministerium opnaaede nogen Fasthed. 30. Aug.
fulgtes det af Ministeriet Sá de Bandeira, der 29.
Oktbr igen gjorde Plads for et nyt under Grev
d’Avila. Et Aar efter dannede endelig det
moderate Parti, de saakaldte regeneradores, et
Kabinet med Fontes Pereira de Mello som Chef,
og dette Ministerium holdt sig med enkelte
Afbrydelser (1877 og 1879—81) lige til 1886.
Ministeriet Fontes arbejdede med Kraft paa at
ophjælpe Finanserne og gennemførte en Reform
i Forfatningen, hvorefter Pairskamret skulde
bestaa af 100 kongevalgte Medlemmer, valgte
paa Livstid, og 50 folkevalgte Medlemmer.
Desuden udvidedes Valgretten til det andet
Kammer. For at ophjælpe Handelen sluttede P. 26.
Febr 1884 en Overenskomst med England, iflg.
hvilken Portugiserne og Englænderne skulde dele
Landet ved nedre Kongo. Herimod protesterede
bl. a. Tyskland og Frankrig, og P. maatte føje
sig efter de Bestemmelser, som vedtoges paa
den saakaldte Kongo-Konferenoe i Berlin (1885).
1886 kom Fremskridtspartiet til Roret med
Luciano de Castro som Leder af Regeringen.
Da Kong Ludvig døde 1889, fulgtes han paa
Tronen af Karl I, som i Beg. blev modtaget med
stor Glæde af Folket, da man ventede, at han
vilde fortsætte den gamle Kolonialpolitik. Det
vakte derfor alm. Skuffelse, da England 1890
tvang Regeringen til at kalde Major Serpa
Pinto tilbage fra Makololo-Landet. Ministeriet
maatte træde tilbage, og Serpa Pimentel kom i
Spidsen for Regeringen. Det lykkedes ham
imidlertid ikke at ende Striden, og allerede 11.
Oktbr maatte han vige Pladsen for General
Abreu de Souza, under hvem der endelig
opnaaedes en Overenskomst med England, iflg.
hvilken P. fik en Del af Landet N. f. Zambesi,
og Skibsfarten aabnedes paa Zambesi og Shire.
Landets økonomiske Stilling var paa den Tid
slettere end nogen Sinde. Abreu de Sousa
formaaede ikke at finde paa nogen Udvej og
maatte overgive Ledelsen af Regeringen til
Advokaten Dias Ferreira (1892), der søgte at bringe
Underskudet ned ved at reducere
Embedsmændenes Lønninger og forhøje de direkte Skatter.
Alligevel kunde P. kun give sine udenlandske
Kreditorer en Trediedel af Renterne af
Statsgælden. Da Misfornøjelsen herover kom tydelig
til Orde ikke blot i Udlandet, men ogsaa paa
Rigsdagen, maatte Ferreira træde tilbage og
afløstes af Generalprokurøren Hintze-Ribeiro.
Under ham blev Militærudgifterne nedsatte,
men heller ikke dette medførte nogen
væsentlig Forbedring i Sagernes Stilling. Ministeriet
indgav sin Demission Febr 1897, og Føreren
for Fremskridtspartiet, de Castro, overtog
Ledelsen af Regeringen. Staten var stadig ude af
Stand til at opfylde sine Forpligtelser over for
Udlandet, og Marts 1898 maatte den slutte en
Overenskomst med sine Kreditorer. 1898 søgte
P. at genoplive Minderne om sin gl. Storhed
ved en 400 Aars Fest: for Opdagelsen af Søvejen
til Indien.
Chr. H.
Den politiske Udvikling i P. var efterhaanden
kommet ind i en for den parlamentariske
Moral og for Landets økonomiske Forhold lige
fordærvelig Retning. Det var det saakaldte
»Rotationssystem«, hvorefter Førerne for de to
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
