- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
493

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poulsen, Christian Emil - Poulsen, Dorus Theus - Poulsen, Jakob Gotfred

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Klæder. Ved Indvielsen af det nuværende
Nationalteater (1874) stod P. som en moden Kunstner,
i hvem Tidsalderens to Kunstretninger,
Efterromantikkens Skuespil og det frembrydende
realistiske Drama, fandt den ypperste sceniske
Fællesrepræsentant. Medens f. Eks. »Ambrosius«
fik stor Støtte af P.’s mandige Ydre og hans
skønne, bløde Organ, som han mestrede til
Fuldkommenhed, høstede Fremstillingen f. Eks.
af »En Fallit« (Advokaten) og »Samfundets
Støtter« (Konsulen) stor Gavn af hans Fantasi,
Myndighed og karakt erdannende Evne. Men
just fordi han med sin gennemtænkte Diktion
søgte bort fra deklamatoriske
Skønhedsvirkninger, fik han ringe Betydning for Bevarelsen af
Oehlenschläger’s Værker, hvis Fremstilling
kræver fri Hengivelse i et større Temperament.

Bl. P.’s balvtredie Hundrede Roller ragede
mellem de klassiske Skikkelser navnlig
Tartuffe og Prins Henrik i »Kong Henrik IV« frem;
den første var en lige saa dyb som stilfærdig
Skildring af sanselig Skinhellighed, den anden
en frisk og stolt Personliggørelse af
ungdommeligt Overmod og Livsglæde. Ihvorvel han
ogsaa som Shakespeare’s Shylock navnlig i 4.
Akt naaede helt ned i den menneskelige Sjæls
hemmelige Irgange, blev det dog navnlig hos
Ibsen, at P. fandt det Stof, hvoraf han skabte
sine Mesterværker: Advokat Helmer i »Et
Dukkehjem« (1879) og Hjalmar Ekdal i
»Vildanden« (1885), to bestandig gyldige
Egoisttyper, gengivne med haarfin Forstaaelse af
Digterens Mening. Hans Værdi for det ny
norske Drama stadfæstedes tidligt gennem
Gæstespil paa Scenerne i Bergen (1880) og Kria
(1882), og Rækken af hans Ibsen- og
Bjørnson-Roller fortsattes i Aarenes Løb med Doktor
Stockmann, Eilert Løvborg, Bygmester Solness,
Allmers, John Gabriel Borkman og Professor
Tygesen, Riis og Kong Sverre. Men ogsaa for
Fremstillingen af Samtidens ny danske
Skuespil fik P. den største Bet., f. Eks. for H.
Drachmann’s »Der var engang —« og »Vølund
Smed«, for Otto Benzon (Arthur i »En
Skandale«), for Edv. Brandes og Einar Christiansen.
Hans Historie blev Nationalscenens Historie i
den sidste Menneskealder af det gamle Aarh.,
men efterhaanden som en Rygmarvssygdom
lammede hans Kraft, fik Refleksionen i hans
Kunst Overtaget i Forhold til den skabende
Fantasi. 1893 blev P. Sceneinstruktør efter W.
Bloch, men hans Virksomhed paa dette
Omraade hævede sig ikke op over den smagfulde
Anvisning. Ved Udgangen af Sæsonen 1897—98
maatte han søge Orlov, men da han, trods et
langvarigt Ophold i Syden, ikke genvandt sit
Helbred, blev han tvunget til, kun 58 Aar gl,
at tage Afsked. 4. Novbr 1900 optraadte P.
sidste Gang paa det kgl. Teater i Brudstykker
af Schylock og Hjalmar Ekdal’s Roller og
fremsagde med den skønne Klarhed, der var
karakteristisk for hans Kunst, en smuk Epilog af
H. Drachmann. Skønt P. i sine sidste Aar var
henvist til at bevæge sig ved Hjælp af en
Rullestol, udførte han, der talte det mandigste
Dansk, et omfattende Arbejde som Oplæser over
hele Landet, hvor han i sin Skuespillertid kun
meget sjældent havde optraadt. 1903—04
deltog han i Sceneinstruktionen ved Folketeatret,
og 1906—09 var han litterær Konsulent ved
Dagmarteatret, til hvilket han 1901 forberedte
sine Sønners Debut. (Litt.: Edv. Brandes,
»Dansk Skuespilkunst« [Kbhvn 1880];
»Politiken« 4. Novbr 1900; Robert
Neiiendam
, »Det kgl. Teaters Historie 1874—1922«,
I—II [Kbhvn 1921—22]).
R. N.

Poulsen, Dorus Theus, dansk
Handelsgartner, f. 29. Novbr 1850 ved Silkeborg. 1865
kom P. i Gartnerlære og tog 1872
Havebrugseksamen ved den kgl. Vetr. og Landbohøjskole.
Efter et toaarigt Ophold i England blev han
Assistent ved den kgl. Vetr. og Landbohøjskoles
Have og bot. Undervisning, og 1878 nedsatte
han sig som Handelsgartner paa Frederiksberg.
P. har gjort sig i høj Grad fortjent af den
danske Gartnerstand ved overalt, hvor der bød
sig Lejlighed dertil, at varetage dens
Interesser. Særlig har han virket for Indførelsen af
en forbedret Gartner elevuddannelse, for
Tilvejebringelse af bedre Afsætningsforhold, for
Afholdelse af Havebrugsudstillinger m. m. Fra
1898—1906 har han beklædt Tillidshvervet som
Almindelig dansk Gartnerforenings Formand
og har ogsaa i denne Egenskab udfoldet en
betydningsfuld og uegennyttig Virksomhed til
Gavn for Foreningen og Standen.
(L. H.). P. F.

Poulsen, Jakob Gotfred (1797—1826),
en kbhvn’sk Sadelmager svend, der ved sin
Optræden Sommeren 1820 og ved den Behandling,
Autoriteterne ved den Lejlighed lod ham blive
til Del, gav Anledning til, at han i vide Kredse
blev anset for at være en Søn af Kong
Frederik VI, enten den 1791 fødte Prins ell., som
de fleste mente, dennes 1797 fødte Broder, der
begge, efter et alm. udbredt, men ganske
grundløst Rygte, skulde være bragte til Side paa
Foranstaltning af den allerede 1796 afdøde
Enkedronning Juliane Marie. Rygtet antog til
sidst et saadant Omfang, at Regeringen ansaa
det for nødvendigt at lade en detailleret
Redegørelse for P.’s Sag indrykke i Kollegialtidende
for 14. Oktbr 1820. Heraf fremgik, at P., der
var født i Kbhvn 20. Juli 1797 som Søn af et
Bud i et Trykkeri (senere Gartner i Holbæk)
og 1818 var blevet Sadelmagersvend, Juni 1820
havde henvendt sig til Kongen med et
Bønskrift, hvis Indhold tydede paa, at han maatte
være sindsforvirret. Kongen henviste ham til
Politidirektøren, der lod ham indlægge paa
Frederiks Hospital til Observation. Her anbragte
man, hvad der naturligvis gav Rygtet Vinger,
P. i et Værelse, der ellers kun benyttedes af
Hofofficianter (man havde nemlig i Øjeblikket
ingen anden Plads), og underkastede ham en
omhyggelig Undersøgelse, hvis Resultat var, at
han vel ikke var egl. sindsforvirret, men vilde
blive det, hvis han blev indespærret. Paa
Foranledning af Politidirektøren, der havde
Medlidenhed med det skikkelige unge Menneske,
hvem det slet ikke faldt ind at udgive sig for
en Søn af Kongen, blev P. sendt til
Guinea-Kysten som Sekretær hos Guvernøren over de
daværende danske Besiddelser. Han udfyldte
sin Plads til sine Foresattes Tilfredshed og
havde endog en kort Tid med
Kaptajnskarakter Kommando over Negertropperne. 1825

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0513.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free