- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
495

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poulsen, Olaf Rye - Poulsen, Poul Frederik Sigfred

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bygning. Den glimrende Talekunst, som Livet
igennem var P.’s store Styrke, lærte han i
Phister’s strenge Skole. Han var musikalsk,
opfattede hurtigt og evnede at tilvende sig
de Traditionens Lærdomme, der skyldtes
Phister’s Fantasi, ell. som han havde taget i Arv
fra sin Lærer, Lindgreen, hvis Erindringer gik
tilbage til 1790, da der endnu levede
Skuespillere, som havde medvirket i Komedierne for
Ludvig Holberg’s Øjne.

Originaliteten i P.’s Talent, hans
karakteriserende Evne, brød tidligst frem i Smaaroller,
som han med Lune formede efter egne
Iagttagelser (f. Eks. Lars i »Genboerne«), og endnu
purung viste han sin store Anvendelighed ved
at overtage mange Vaudeville- og
Syngespilfigurer. Men først og fremmest blev han
Holberg-Skuespiller, og inden for dette Omraade
lader hans Repertoire sig dele i to
Hovedafdelinger, alt efter som han tog Phister’s
Skikkelser til direkte Forbillede, ell. han af sin frodige
Fantasi nyskabte Rollerne. Henrik-Figuren
hørte til den første Kategori. De blev i P.’s
Fremstilling til kløgtige og adrætte Komediefigurer,
pyntelige i Paaklædning og humørfyldte i
Replikken, men uden dybere Karakteristik, og paa
samme Maade var ogsaa hans Arv-Roller,
hvortil den pantsatte Bondedreng kan regnes, smaa
Virtuosnumre af Teaterspil, men uden sand
Menneskelighed og svage i Dialekten. Naar
derimod hans Fantasi og Lune brød igennem
Phister’s Skole, levendegjorte han Skikkelser,
der bar Genialitetens Præg, f. Eks. Harlekin
i »De Usynlige« (1877), som i Pantomimestil
var den herligste Parodi paa al sværmerisk
Erotik, og Chilian i »Ulysses v. Ithacia« (1884),
hvori han paa vittig, snusfornuftig Vis ret i
Holberg’s Aand karikerede den tragiske
Heltepatos. Ogsaa som Jesper Oldfux i »Jacob v.
Thyboe« naaede han dybt ind i den
menneskelige Natur, idet han efterhaanden gengav
Rollen som en halvgammel, reduceret, men vittig
og forslagen Projektmager. Til P.’s
Mesterværker hørte ogsaa Per Degn i »Erasmus
Montanus« (1900), Marstrand’s Figur scenisk
omskabt med en rig komisk Fylde, som P. i
denne Rolle bevarede sit Kunstnerliv til Ende.
Denne Fuldkommenhed naaede han ikke i sine
senere Holberg-Skikkelser: Jeppe (1903),
Corfitz (1904) og Kandestøberen (1907), ihvorvel
de rummede mageløse Enkeltheder og var
præget af P.’s Kraft, Lune og brede Replikkunst.
Han spillede i alt 34 Holberg’ske Roller c. 900
Gange. Hyppigst (94 Gange) var han Harlekin
og Per Degn.

Uden for Holberg fik P. stor Ret. saavel for
det ældre Lystspil som for det ny Repertoire.
Ved den overdaadige Komik, han udfoldede som
Rendegarn i »En Skærsommernatsdrøm« og
som Tobias i »Helligtrekongers Aften«, naaede
Teatret sine største Shakespeare-Sukces’er, og
den samme sprælske Evne til at fremkalde
Latter udmærkede ogsaa hans Fremstilling af
Løjtnant v. Buddinge og Birkedommer Krans,
i hvilke Roller Kr. Mantzius var hans Forbillede.
Men den Respekt for Teksten, som P. altid
bevarede i Holberg’s Komedier, sløjfede han og
tillod sig Forandringer og Tilsætninger, der vel
rummede geniale Indfald, men ikke altid den
fineste Smag. Hans Skikkelser fra Samtiden blev
efterhaanden til et helt Galleri: Typer som
Baronen i »Umyndige i Kærlighed« (1881),
Etatsraaden i »En Skandale« (1884) og Grossereren
i »Den kære Familie« (1892) var Vidnesbyrd
om hans sikre Virkelighedssans, og Gamle
Ekdal i »Vildanden« betegnede (ligesom senere
Faldsmaal i »Gulddaasen«) et Højdepunkt i
hans Kunst, hvor det komiske viste sit indre
Slægtskab med det tragiske. Denne Forening
af Yderpunkter fik et lige saa ejendommeligt
som gribende Udtryk, da han spillede Trællen
Karker i »Hakon Jarl« (1898) og den
internationale Forretningstype Isidore Lechat i
»Forretning er Forretning« (1904), P.’s mægtigste
Skikkelse fra de senere Aar, fremstillet med en
brutal Kraft, der langt overgik de Feraudy’s
mere intelligente Gengivelse paa den fr.
Nationalscene. Omkr. Aarhundredskiftet, da
Sygdom tvang Emil P. til at tage Afsked, stod
Olaf P. som dansk Skuespilkunsts Mester,
Inkarnationen af den Holberg’ske Komedie, en
Renaissancekraft, der stadig forøgede sit
Repertoire med livsfrodige Skikkelser. Ingen
overgik ham i Replikkens Lune, Bredde,
Fasthed og Klarhed; kun Følsomhed havde han
intet paalideligt Udtryk for, hvis den da ikke
fremsattes i den mest borgerlige Form (f. Eks.
som Skaarup i »Sparekassen«). Efterhaanden
opfattedes han af Folkebevidstheden som en
national Festskikkelse, og da han paa
Halvtredsaarsdagen for sin Debut 16. April 1917
tog Afsked blandt andet i Brudstykker af
Jeppe og Kandestøberdrengen, blev han
Genstand for en overvældende Hyldest, der bl. a.
gav sig Udslag i, at han, først bl. alle
Skuespillere, udnævntes til Kommandør af de tre
nordiske Ridderordener. Skønt P. havde
været Lærer ved Teatrets Elevskole siden 1886
og ikke savnet Emner, efterlod han ingen
decideret Arvtager til Holberg-Repertoirets
Bevarelse, men hans Undervisning har sat
tydelige Spor, navnlig i P. Reumert’s og Vald.
Møller’s Kunst. Gentagne Gange (tidligst 1877)
havde han gæstet Scenerne i de andre nordiske
Hovedstæder; paa Holberg’s Fødselsdag 1919
viste han sig endnu een Gang paa det kgl.
Teater i sin Alderdoms Glansrolle, Per Degn,
den samme Figur, hvori han under
Nationalscenens Genforeningsgæstespil 1. Oktbr 1920
optraadte sidste Gang i Sønderborg. Paa
Teatermuseet i Kbhvn findes en righoldig Billed- og
Skulptur samling vedrørende P., og der er
Bestræbelser fremme, som gaar ud paa at bevare
hans Villa i Fredensborg som et Mindehus.
(Litt.: Edv. Brandes, »Dansk
Skuespilkunst« [Kbhvn 1880] og »Holberg og hans
Scene« [Kbhvn 1898]; Robert Neiiendam,
»Det kgl. Teaters Historie«, I—II [Kbhvn
1921—22]; »Olaf Poulsen«, udg. af Vilh. Østergaard
[Kbhvn 1917]).
R. N.

Poulsen, Poul Frederik Sigfred,
dansk Forfatter, klassisk Arkæolog, f. 7.
Marts 1876 paa Dalsgaard i Jylland,
studerede klassisk Filologi (Eksamen 1899) og
fortsatte Studierne, væsentlig over klassisk
Arkæologi, under Ophold i Tyskland (Bonn) og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0515.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free