Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pradier, James - Pradier-Fodéré, Paul Louis Ernest - Pradilla, Francisco - Prado - Pradon, Nicolas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans Kunst lodder ikke store aandelige
Dybder, men er ypperlig i tekn. Henseende (P.
var en Virtuos i Behandling af Marmoret),
elegant og let og rummer megen Skønhedssans
(om P. skrev Préault: P. har en Billedhuggers
Haand, men mangler hans Hjerne). Det er den
sensuelt-fine Kvindeskønhed, der særlig
tiltrækker ham, og som han fortolker med
Mesterskab. P. har modeleret bl. m. a. Kentaur med
en Bakkantinde (1819, Mus. i Rouen), Venus,
Sappho, Atalanta (1850 Louvre; et Gipseksempl.
i Ny Carlsberg Glyptotek), de tre Gratier, Fryne,
Flora, »Den lette Poesi« (Mus. i Nîmes), Fidias
og Prometheus (de to sidste i Tuileri-Haven).
Af kirkelige og monumentale Arbejder:
Hertugen af Berry’s Gravmæle (Versailles), Apostle
i Madeleine-Kirken, tolv Viktorier paa
Napoleon I’s Gravmæle, S. Johannes (Mus. i
Versailles), Madonna (Kath. i Avignon),
»Udødeligheden« (Nîmes’ protestantiske Kirkegaard)
o. m. fl. Portrætarbejder: Dom Pedro’s Buste
(Rio Janeiro), Buster af Spontini, Cuvier etc.
etc., Statue af Rousseau i Genève. (Litt.:
Etex, J. P. [Paris 1859]; H. Jouin, J. P.
Anecdotes [1894]).
A. Hk.
Pradier-Fodéré [pra’die-fåde’re], Paul
Louis Ernest, fr. Retslærd, foreg.’s
Brodersøn, Dattersøn af Lægen Fodéré, f. 11. Juli
1827 i Strasbourg, d. 29. Juni 1904 i
Saint-Etienne, Advokat, Lærer i Paris ved den
daværende Afdeling af det af den armeniske
Rigmand Samuel Moorat grundede armeniske
Kollegium (lukket 1870), 1874 kaldet af den
peruanske Regering til Lima for at stifte og
organisere et statsvidenskabeligt Fakultet ved San
Márco’s Univ., hvor han med stor Energi
virkede som Prof., 1882—97 Dommer ved
Appellationsretten i Lyon. P.’s første litterære
Arbejder angik Handelsretten, Précis de droit
commercial (1852, 2. Udg. 1866), men han vendte
sig snart til den offentlige Ret og Folkeretten.
Foruden det righoldige, men noget vidtløftige
Kæmpeværk: Traité de droit international
public européen & américain, I—VIII (1885—1906,
Bd VIII ved C. Pradier-Fodéré) har P. skrevet
en Rk. meget læste Arbejder, dels af mere alm.
Indhold, f. Eks. Principes généraux de droit,
de politique et de législation (1869), Précis de
droit administratif (1853, 7. Udg. 1872), Éléments
de droit public et d’économie politique (2. Udg.
1865) og Cours de droit diplomatique, I—II
(1881), dels henhørende til Tidshistorien,
saaledes Documents pour l’histoire contemporaine
(1871), La question d’Alabama et le droit des
gens (1872) o. a. 1873 udgav P. en Kommentar
til den militære Strafferet (med Tillæg sammen
med A. Le Faure 1876). Under Krigen 1864 talte
P. varmt Danmarks Sag i parisiske Blade,
ligesom hans Værker fra den Periode bærer Spor
af hans Sympati for Landet. I
retsvidenskabelige, spc. folkeretlige, Tidsskrifter og i Blade
har han skrevet utallige Afhandlinger og
Artikler. P. har udgivet E. Vattel’s berømte Værk
Le droit des gens I—III (1863), med talrige
Noter, oversat og kommenteret Hugo Grotius’
De jure belli ac pacis I—III (1865—67) samt
oversat forsk. Bøger af Pasquale Fiore. 1879
Associé, 1882 Medlem af Institut de droit
international. (Litt.: Paul Fauchille i
Annuaire de l’institut de droit internat. XX [1904],
S. 254—59).
Fz. D.
Pradilla [pra’ðilja], Francisco, spansk
Maler, f. 24. Juli 1847 i Villanueva de Gallego i
Prov. Zaragoza, d. 1921. P. kom 1863 til Madrid,
studerede her paa Akademiet og fortsatte sin
Uddannelse som Pensionær i Rom. Senere blev
P. selv Direktør for det sp. Akademi i denne
By; 1894—1902 Direktør for Prado-Mus. i
Madrid. P. har malet store Historiebilleder og
historiske Genrestykker, fantasifulde
dekorative Værker (f. Eks. i Pal. Murga i Madrid) og
smaa Genrebilleder fra det moderne Folkeliv i
Fortuny’s Manér, alt sammen med megen
malerisk Bravour og stort Liv i Karakteristikken;
paa de store internationale Kunstudstillinger
har P.’s Arbejder da ogsaa gjort megen Lykke.
Til hans tidligere Malerier hører
»Sabinerindernes Rov«, 1878 kom et af hans mest
opsigtvækkende Billeder »Johanne den Vanvittige
ledsager sin Mand Filip den Smukkes Kiste« (Mus.
i Madrid), for Zaragoza By malede han
Pendanterne: Don Alfonso som Kriger og som
lærd; et Hovedværk er det store »Granada
overgiver sig til Ferdinand og Isabella« (1882).
Andre: »Romersk Landskab med en Hyrdinde i
Forgrunden« (1885). »Bobadil’s Farvel til
Granada« (Mc. Culloch’s Saml.), m. m. fl.
A. Hk.
Prado [’praðå] (sp.), egl. »Eng«, overført om
et Lystanlæg ved en By, navnlig om den
berømte Promenade i Madrid, som i sin nuv.
Skikkelse anlagdes af Karl III i den daværende
østlige Udkant af Staden, mellem
Udmundingerne af to Hovedgader, Calle de Aloalá og
Calle de Atocha. Før den Tid, allerede i 16.
Aarh., var her et yndet Samlingssted for
Befolkningen, men det var først i 18. Aarh., at P.
reguleredes og prydedes med smukke
Springvand, medens Træbestanden sikredes ved et
omhyggeligt Vandingssystem; den store
Museumsbygning, hvor den udmærkede
Malerisamling huses, og den botaniske Have anbragtes ved
de østre Alleer: siden kom hertil Monumentet
for dem, der mistede Livet ved Opstanden mod
Franskmændene 1808 (el Dos de Mayo). En bred
Kørevej garneres paa begge Sider med Alleer
for Fodgængere; paa en længere Strækning
udvides disse til en hel Plads, den saakaldte Salon
del P., hvor daglig, i bestemte
Eftermiddagstimer, en uhyre Menneskemængde Vandrer frem
og tilbage, medens lange Rækker af Ekvipager
og elegante Ryttere passerer forbi paa
Kørebanen.
E. G.
Pradon [pra’då], Nicolas, fr. dramatisk
Digter (1632—98), skrev en Rk. flade og
middelmaadige Tragedier, hvoriblandt Pyramus et
Thisbé (1674), Tamerlan ou la mort de Bajazet
(1676), Phèdre et Hippolyte (1677), Régulus
(1688), Germanicus (1694), Scipion l’Africain
(1697) o. fl. En forbigaaende Opsigt vakte
Phèdre et Hippolyte ved af Hôtel de Bouillon’s
Précieuser og Mazarin at opstilles mod Racine’s
Phèdre og samtidig opføres under Beskytternes
lejede Bifald, medens Racine’s Tragedie skulde
ties ihjel. P. overdængedes i den Anledning med
Satirer af Boileau og søgte forgæves at hævne
sig ved Modskrifter.
S. Ms.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
