- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
531

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Alm. Beskrivelse)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

giver Plads for vidtstrakte Skove, især af Fyr.
saadanne er endnu mere udbredt i den
sachsisk-thüringske Lavlandsbugt mellem Fläming
og det sachsiske Bakkeland, som
gennemstrømmes af Elben og dens Bifloder Saale, Mulde og
Schwarze Elster, og som i den østlige Del
rummer tertiære Brunkulsaflejringer. Den tredje
»Lavlandsbugt« er den westfalske, som skyder
sig ind mellem den langstrakte Højderyg
Teutoburger Wald og Nordranden af de
rhinske Skiferbjerge. Undergrunden dannes her af
horizontale Kridtaflejringer, der kun dækkes af
et tyndt Lag yngre Dannelser, hvori baade
Diluvialsand og — omend kun i ringe Mængde
— Moræneler indgaar. Navnlig i den østlige
Del, omkr. Paderborn, foraarsager Kalkstenens
Gennemtrængelighed for Vand en relativ
Vandfattigdom i Overfladen, som derfor er
ufrugtbar. Ems og Rhinens Tilløb Lippe afvander
Landet, der mod NV. uden skarp Grænse gaar
over i det nordvestlige Lavland, »de store
Mosers Land«. Dette V. f. Lüneburger Heide
liggende Parti af P. er en næsten fuldkommen
flad Slette, hvorover kun enkelte sandede
Bakkepartier rager op, f. Eks. Hümmling Ø. f.
nedre Ems, 73 m, og Dammerberge i det
sydlige Oldenburg, 146 m. Da Terrainet har yderst
svagt ell. slet intet Fald, stagnerer
Overfladevandet og danner vidtstrakte Moser, fortrinsvis
Højmoser. De største er Bourtanger Moor ved
den hollandske Grænse (1400 km2), Hochmoor
i Ostfriesland, Teufelsmoor N. f. Bremen og
mod S. Wietings Moor, Grosses Moor o. a. I
nyere Tid er dog store Mosestrækninger ved
Anlæg af Afvandingskanaler, Afgravning af
Tørven (der delvis bruges som
Brændselsmateriale for Elektricitetsværker) og Tilførsel af
Kunstgødning gjort produktive og huser en ret
talrig Befolkning. Uden for Moserne bestaar
Jordbunden overvejende af sandede
Istidsaflejringer og er kun lidet frugtbar; det er den
saakaldte Geest, der for en stor Del er bevokset
med Hede. Langs Kysten ligger et Bælte af
Marsk af vekslende Bredde, 10—20 km, der i
Kraft af sin Frugtbarhed ernærer en tæt
Befolkning. Marsken beskyttes mod Havets
Oversvømmelser af et Kystdige, uden for hvilket det
saakaldte Vadehav breder sig. Vadehavet er
ved Højvande helt vanddækket, men ved Ebbe
lægges store Arealer tørre. Dets ydre
Begrænsning er de østfrisiske Øer, der er Rester af en
tidligere sammenhængende Klitvold, som Havet
fik Magt til at sønderbryde, ved at Landet
sænkede sig.

Det mellemtyske Bjergland er opløst i et
Antal Bjergdrag af meget forskellig Bygning og
Overfladeform. Fælles for dem er den ringe
Højde, der paa preussisk Grund ikke
overskrider 1142 m (Brocken i Harzen), hvorfor de er
skovklædte lige til Toppen, og de afrundede,
bløde Former, der kun af og til i snævre
Floddales Sider afløses af stejle og vilde
Klippepartier. Bjergene bestaar overvejende af gamle,
palæozoiske, Sedimenter, der i Kultiden har
været underkastet en intensiv Foldning,
hvorved der formentlig dannedes en mægtig
Bjergkæde, som strakte sig tværs gennem
Midttyskland. Af dette Bjergland er dog intet tilbage,
thi det har i de efterfølgende geologiske
Perioder saa længe været underkastet Forvitring,
det rindende Vands Erosion o. a. nedbrydende
Kræfters Paavirkning, at praktisk talt alle
Ujævnheder er glattet ud og Landet forvandlet
til en svagt bølget Slette, et Peneplan.
Imidlertid traadte i Tertiærtiden de bjergdannende
Kræfter paany i Virksomhed, men ytrede sig
denne Gang i Dannelse af en Mængde
Brudlinier i Jordskorpen, langs hvilke større eller
mindre Flager og Skodser forskød sig i lodret
Retning, saaledes at nogle Partier hævedes
(relativt), medens andre sænkedes. I
Brudliniernes Forløb er to Retninger fremherskende,
den rhinske ell. erzgebirgiske fra SV. til NØ. og
den hercyniske ell. sudetiske fra NV. til SØ. I
Overensstemmelse med den skitserede
Udviklingshistorie har de enkelte Bjergpartier
hyppigst en temmelig jævn Overflade (maa nærmest
betegnes som Plateauer), hvori Floderne har
skaaret sig ned i dybe, snævre Dale, endnu
langtfra færdigformede, hvis idylliske
Indesluttethed ell. romantiske Vildhed gør saa
mange af disse Egne til Hovedattraktioner for
Turisterne: Rhindalen, Thüringen, Harzen o. s. v.

Bjerglandets vestligste Afsnit er det rhinske
Skiferplateau, der hovedsagelig bestaar af en
500—700 m høj, for største Delen meget jævn
Højslette, der af Rhinen og dens Tilløb Mosel
og Lahn deles i 4 Dele: Eifel, Westerwald,
Hunsrück og Taunus. Op over Fladen rager
mindre udstrakte højere Partier, enten
langstrakte Rygge med Strygningsretning SV.—NØ.
af særlig modstandsdygtige Bjergarter saasom
Kvarsitryggene i Hunsrück og Taunus (med
hele Skiferplateauets Kulminationspunkt,
Grosser Feldberg, 880 m) ell. isolerede Toppe af
vulkansk Oprindelse, idet der i Tilknytning til
de øvrige Forstyrrelser i Jordskorpen i
Tertiærtiden ogsaa har fundet Lavaudbrud Sted;
Eksempler herpaa er Eifels højeste Punkt
Hohe-Acht, 746 m, og det lille Siebengebirge. Ogsaa
de ejendommelige runde Smaasøer, Maarer, i
Eifel, opr. Eksplosionskratere, er Minder om
den nu udslukte vulkanske Virksomhed. Til
Westerwald slutter sig mod N. Rothaargebirge
(840 m) og det lavere Sauerland. Den
fremherskende Bjergart er devonisk Lerskifer,
hvorefter Omraadet har faaet sit Navn. Bebyggelsen
er overvejende knyttet til Dalene, hvoraf flere
er berømte for deres Vine, medens Højsletterne
for en stor Del er dækkede af Mose og Skov.
Langs Nordranden træder kulførende Lag frem
i Egnen omkr. Aachen og ved Ruhr, hvor
derfor en mægtig Industri har fremkaldt en enorm
Fortætning af Befolkningen.

Inden for det mellemtyske Bjergland danner
det hessiske Bjerg- og Bakkeland som Helhed
en Indsænkning, hvori mesozoiske Lag, navnlig
fra Trias (broget Sandsten), er blevet bevarede.
De opragende, uregelmæssigt grupperede
Højdedrag er dels Horste (ved hvis Dannelse foruden
»hercyniske« Brudlinier ogsaa saadanne med
nord—sydlig Retning har gjort sig gældende),
dels Basaltbjerge, opbyggede af tertiære
Vulkaner. De højeste af disse sidste er Vogelsberg
(772 m), der udmærker sig ved sin velbevarede,
regelmæssige Kegleform, og Rhön (950 m).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:01:45 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/19/0553.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free