Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kristne. Under og efter Krigen trængte Tyskere
i Mængde ind i Landet, fortrængte mere og
mere de Indfødte, byggede Byer og indrettede
Landkommuner, medens den tyske Ridderorden,
hvis Højmester 1309 flyttede fra Venezia til
Marienburg, havde Magten i Landet. Der fulgte
nu en rig Blomstringstid for Ordenslandene,
men efter at Litauen og Polen var blevet
forenet 1386, truedes Ordenens Herredømme dels
fra denne Nabo, dels fra Landets egen Adel og
Stæder, der under Trykket af den stærk
tiltagende Skattebyrde krævede
Stænderrettigheder. Over for Polen led Ordenen 1410 et stort
Nederlag ved Tannenberg, og da den til Trods
herfor stadig stillede sig afvisende over for
Adel og Stæder, gjorde disse til sidst fælles
Sag med Polen, der efter ny Angreb paa
Ordenen tvang denne til at afstaa Landet omkr.
Weichsel, Vestpreussen, mod at beholde det
øvrige, Østpreussen, som Len af Polen
(Freden i Thorn 1466). Under fortsatte Kampe,
der gik ud paa at faa Lensforholdet til Polen
ophævet, blev Albrecht af Brandenburg-Ansbach
Ordenens Højmester. Efter personlig
Paavirkning af Luther gik han over til Protestantismen,
nedlagde sin Værdighed som Højmester og
sluttede i Krakov Forlig med Polens Konge
Sigismund (1525), hvorved Albrecht blev
anerkendt som Hertug af P. mod at aflægge Lensed
til den polske Krone.
2) Hertugdømmet P. Efter at Albrecht
9. Maj 1525 havde holdt sit Indtog i Königsberg
og var bleven hyldet som Hertug, indrømmede
han omsider Adel og Stæder
Stænderrettigheder. De fleste forhenværende Ordensriddere
giftede sig nu, Hertugen selv ægtede en Datter
af Kong Frederik I af Danmark, og
Reformationen, der fik en kraftig Støtte i det 1544 i
Königsberg stiftede Univ., blev uden synderlig
Modstand gennemført hele Landet over. I øvrigt
fyldtes hans og hans Søns Regeringstid af
jævnlige Stridigheder af kirkelig og politisk
Art, under hvilke sidste Stænderne atter søgte
Støtte hos Polens Konge. Albrechts Søn og
Efterfølger, Albrecht Frederik (1568—1618) var
fra 1577 sindssyg, og P. maatte styres af
Formyndere, af hvilke den sidste, Johan Sigismund,
Kurfyrste af Brandenburg, var Albrecht
Frederik’s Svigersøn og arvede P. 1618, saa at P.
dermed var forenet med Brandenburg. Under
Johan Sigismund’s Efterfølger Georg
Vilhelm (1619—40) blev P. p. Gr. a.
Lensforholdet til Polen for en Del besat af Gustaf Adolf
under hans Krig med dette Rige, men
synderlig større Skade end Tab af Søstædernes
Toldindtægter, der gik i den sv. Krigskasse, led
Landet dog ikke, ligesom det heller ikke
plagedes af fjendtlige Indfald, medens
Trediveaarskrigen stod paa. Med Stænderne stod Georg
Vilhelm ligesom sine Forgængere paa Krigsfod,
og det blev ikke bedre efter hans Død (1640),
da hans Søn. Frederik Vilhelm, »den
store Kurfyrste«, tog Styret; thi medens det
trods alle Vanskeligheder lykkedes denne
udmærkede Statsmand og Feltherre i faa Aar at
gøre sig til Herre over Situationen i sine tyske
Arvelande, som han udvidede betydelig ved den
westfalske Fred (1648), stod han i mange Aar
magtesløs over for de preussiske Stænder, der
stadig fandt Støtte hos Polens Konge. Under
Karl X Gustav’s Angreb paa Polen maatte han
1656 anerkende denne som sin Lensherre for
Østpreussens Vedk. (indtil Overenskomsten i
Labiau s. A.). Ved Overenskomsten i Wehlau
1657, der stadfæstedes ved Freden i Oliva
1660, slap endelig Østpreussen for
Lensafhængigheden af Polen, og nu, da Stænderne ikke
længere havde noget Rygstød i Polen, kunde
Frederik Vilhelm uhindret, men kun ved
Anvendelse af Magtmidler, tvinge dem til at føje
sig efter hans Vilie (1662), og siden den Tid
var der ikke mere Tale om nogen selvstændig
Optræden fra Stændernes Side. P. blev nu et
Led i den store Statsorganisme, som det blev
Frederik Vilhelm’s Opgave at sætte i St f. den
løst sammenhængende, af forskelligartede Dele
bestaaende Landmasse, han havde faaet i Arv
fra sine Forfædre og forøget med ny
Erhvervelser. At han gennemførte sine dertil sigtende
Planer i et saadant Omfang, at der derved
fremkom et Grundlag af den solideste Art for
den kommende Tids Statsbygning, har med
Rette skaftet ham Tilnavnet »den store
Kurfyrste«; det velordnede Statsmaskineri, der
Knyttede vidtspredte Landsdele sammen til et
Hele, den ypperlige Embedsstand, fra hvem de
administrative Traditioner udgik, der er P.’s
Styrke og Stolthed, den fortrinlige Hær, der
stod sin Prøve i Slaget ved Fehrbellin (28.
Juni 1676), og inden for hvis Rammer en
kraftig Patriotisme snart begyndte at udvikle sig,
alt dette blev til paa hans Initiativ; og Side om
Side med hans utrættelige Arbejde for at
fremme Statens og Folkets økonomiske Velfærd gik
hans kloge, vidtskuende Udenrigspolitik, der
ikke veg tilbage for en kraftig Indgriben i den
europæiske Politik, naar Statens Interesser
syntes at fordre en saadan. Han deltog derfor
i den første Koalitionskrig mod Frankrig
(1672—79), hvorved han vel ikke erhvervede nogen
Landudvidelse af Bet., kun et Stykke af Svensk
Pommern (Freden i St Germain 29. Juni 1679);
men det var fra nu af klart, at hans Stat ved
Siden af Kejseren var Tysklands ledende Magt.
Hans Søn og Efterfølger Frederik III, der
9. Maj 1688 overtog Arven efter sin Fader, var
en godmodig, men svag og i høj Grad
forfængelig Fyrste, under hvem P.’s Udvikling fortsattes,
særlig i Beg., i Forgængerens Spor. Men noget
nyt var Frederik’s utæmmelige Trang til ydre
Pragt, i Forbindelse med hans virkelige
Interesse for Kunst, ligesom ogsaa Videnskaben
fandt en Beskytter i ham (Berlins
Videnskabernes Akademi og Kunstakademi stammer fra
hans Tid). Pragtlysten fik ham til at stræbe
efter Kongekronen, og denne Stræben blev
bestemmende for hans Udenrigspolitik. Vel kunde
han nemlig i Egenskab af suveræn Hertug af
P. gøre sig til Konge, men som Følge af sin
Stilling som tysk Lensfyrste dog ikke uden
Kejserens Tilladelse. Derfor stillede han i
den anden Koalition skrig mod Ludvig XIV
(1688—97) et Troppekorps til Kejserens
Disposition (hvad der ved Freden i Rijswijk ikke
indbragte ham den allerringeste Fordel),
sluttede sig kort før den sp. Arvefølgekrigs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
