- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
538

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ny Tids Mand. Der gennemførtes nogenlunde
Tænke-, Tale- og Skrivefrihed, Undervisningen,
især dog den højere, reformeredes i
Oplysningstidens Aand, Retsplejen blev human. En
ypperlig gennemført Nyordning af Forvaltningen kom
ikke mindst Statsfinanserne til Gode; men disses
blomstrende Tilstand ved Kongens Død (en
Krigsskat paa 70 Millioner Thaler var da i
Behold) beroede nok saa meget paa
Toldbeskyttelse og Monopoler, der lagde et knugende Tryk
paa Befolkningen. Til Gennemforelse af hele
dette Værk krævedes Fred, og P.’s
Udenrigspolitik gik derfor ud paa at opretholde denne.
Den nære Tilslutning til Rusland, Frederik II
søgte efter Syvaarskrigen, ophørte saaledes, da
Ruslands stærke Udvidelseslyst over for
Tyrkiet truede med at bringe det i Krig med
Østerrig, hvorved P. let vilde blive draget med ind
i krigerske Forviklinger. Der fandt da en
Tilnærmelse Sted mellem P. og Østerrig, hvad
der foranledigede Rusland til at gaa ind paa
det af Frederik II fremsatte Forslag, at skaane
Tyrkiet mod som Erstatning at annektere en
Del af Polen, ved hvis første Deling (1772) P.
fik Vestpreussen (undtagen Danzig og Thorn)
samt Netze-Distriktet, hvorved det lykkedes at
bringe Østpreussen i Sammenhæng med det
øvrige preussiske Statslegeme. I øvrigt varede
Tilnærmelsen til Østerrig ikke længe, og under
den bayerske Arvefølgekrig (1778—79) mødte
Kejseren den kraftigste Modstand fra P.’s Side,
ligesom Frederik II ved at stille sig i Spidsen
for det tyske Fyrsteforbund (1785) optraadte
som anerkendt Fører for Oppositionen i
Tyskland mod Kejserhoffets Planer. Denne Politik
fortsattes ind i det næste Tidsrum, den Snes
Aar, der fulgte efter Frederik II’s Død, og som
var en afgjort Nedgangstid for P. Hertil bidrog
ikke blot, at Landet beherskedes af svage og
vankelmodige Konger (Frederik Vilhelm II til
1797 og derefter Frederik Vilhelm III), men
ogsaa de uberegnelige og uforudseelige
Omvæltninger, den fr. Revolution førte med sig. I
den første halve Snes Aar forvikledes Stillingen
yderligere af det polske Spørgsmaal. P.’s
overleverede Modsætningsforhold til Østerrig gjorde
det naturligt for P. at støtte Polen. Men omtr.
samtidig knyttedes der dog, med Faren fra V.
for Øje, saa nær Forbindelse mellem P. og
Østerrig, at da Frankrig Apr. 1792 erklærede
Østerrig Krig, fik dette straks P. til
Forbundsfælle. Derved splittedes P.’s Kræfter og
Interesser, og derved forspildtes Chancerne, især
over for Frankrig. Nogle Sejre, P. 1793 og 1794
vandt over Franskmændene, fik ingen Ret. som
Følge af Forholdet til Østerrig. Ved Polens
anden Deling (1793), hvor P. svigtede Polen og
ved Særaftaler med Rusland erhvervede Danzig
og Thorn samt Distrikterne Posen og Gnesen,
narrede det nemlig Østerrig, der intet fik, og
Forholdet blev derfor saa spændt mellem dem,
at al Samvirken mod Frankrig ophørte, ja 1795
sluttede P. endog Fred med Frankrig i Basel
for ikke at gaa Glip af sin Del af Polen ved
dette Riges Opløsning. Ved Baselfreden mistede
P. sine smaa Besiddelser V. f. Rhinen (en Del
af Cleve, Geldern o. a.) mod Løfte om
Vederlag derfor ved den endelige Fred. Ved Polens
Opløsning erhvervede det Landene paa
Weichsels venstre Bred med Warszawa samt et Bælte
i NØ. indtil Niemen. I det flg. Tiaar (til
Efteraaret 1806) naaede P. for saa vidt det Maal,
Frederik Vilhelm III satte sig, som det
bevarede Neutraliteten: men for at opnaa dette
maatte det bøje sig saa stærkt for Napoleon’s
Vilje, at det mistede al Indflydelse paa den
europæiske Politik. Vel fik det mere end
rigelig Erstatning for Afstaaelserne paa venstre
Rhinbred i de Rigsstæder og Bispedømmers
Landomraader, der tilfaldt det ved
Regensburgbeslutningen af 1803; men da
Koalitionskrigen 1805 brød ind over Tyskland, svajede
Kongen frem og tilbage mellem Rusland og
Frankrig. Efter Austerlitzslaget (2. Decbr) følte
han sig tvungen til at slutte Forbund med
Napoleon, der overlod ham de engelske Kongers
Land, Hannover, men kort Tid derefter tvang
ham til at lukke sine Havne for England. De
Ulemper, denne Foranstaltning medførte, den
Uvilje det vakte, at Napoleon under Sommerens
Fredsforhandlinger egenmægtig tilbød England
det til P. overladte Hannover, og endelig den
Harme, der fyldte Preusserne saavel som alle
andre Tyskere, fordi Napoleon lod sine
Tropper blive staaende i Tyskland, bragte omsider
det i P. længe tilbagetrængte Krigsparti
Overtaget, og da P. forlangte, at Napoleon skulde
trække sine Tropper ud af Tyskland, var det
forbi med P.’s 11-aarige Fredstilstand. 14. Oktbr
1806 stod Slaget ved Jena og Auerstädt, hvor
Napoleon og Marskal Davoust tilføjede den
preussiske Hær et knusende Nederlag. Virkningen
heraf var fuldstændig lammende for de
preussiske Vaaben; Hæren opløste sig, Fæstningerne,
selv de stærkeste, overgav sig uden at forsøge
noget Forsvar, og Napoleon holdt, uden at der
blev gjort det ringeste Forsøg paa at hindre
det, sit Indtog i Berlin, medens Frederik
Vilhelm III flygtede til Königsberg, hvorfra han
paakaldte Ruslands Hjælp. Men da Russerne
efter Slagene ved Eylau (7. Febr 1807) og
Friedland (14. Juni s. A.) begyndte
Fredsunderhandlinger, var der intet Haab mere for P., som ved
Freden i Tilsit (9. Juli) maatte bøje sig for
Sejrherrens Vilje og afstaa omtr. Halvdelen af
sit Territorium, nemlig alle de ved Polens
anden og tredie Deling erhvervede Provinser
samt alle sine Besiddelser V. f. Elben (i alt
156000 km2 med c. 5 Mill. Indb.); desuden skulde
der udredes overordentlig store Summer i
Krigskontributioner. At et preuss. Monarki
overhovedet vedblev at bestaa, var en Naadessag
af Napoleon, og mange mente, at dets
fuldstændige Opløsning kun var et Tidsspørgsmaal.
Regeringskredsene var raadvilde og modløse,
medens den langt overvejende Del af Folket
forholdt sig som passiv Tilskuer, idet det, vant
som det var fra gl Tid til at modtage alt fra
oven, savnede medborgerlig Ansvarsfølelse.
Men Ulykken og Ydmygelsen vakte Nationen til
Bevidsthed om den truende Fare,
Fædrelandets Nød satte Patriotismen i Bevægelse og
kaldte en saadan Begejstring for Kampen for
den nationale Uafhængighed til Live, at de
betydelige Mænd, der nu fremtraadte, trøstig
kunde tage fat paa det store

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0560.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free