- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
539

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Reorganisationsarbejde, der tiltrængtes i det indre, hvor alt
siden Frederik II’s Død havde staaet i Stampe.
Vel var den under Frederik Vilhelm II
genindførte Censur og Trostvang atter fjernet af
Sønnen; vel var Faderens for Staten saa
fordærvelige Ødselhed standset under Sønnen,
men ingen som helst Fremgang havde fundet
Sted, og evneløse Kabinetsregeringer havde
ingen Forestilling haft om den ny Tids Krav,
ligesom Hæren alene levede paa sit Ry fra
Frederik II’s Dage og ikke havde formaaet at
følge med Tiden. Kun ved et ihærdigt Arbejde
var der nu Haab for Landet om engang at vinde
tilbage, hvad det ved egen Skyld havde tabt.
Paavirket af Dronningen (Louise af P.) gav Kongen
efter for Bevægelsen og omgav sig med ny
Ministre, bl. hvilke Friherre v. Stein var
den ledende Aand. I Efteraaret 1807 satte han
det store Oprejsningsarbejde i Gang, hvis Maal
var fri Adgang til Erhverv uden Hensyn til
Stand og Medvirkning af Dele af Folket ved
Forvaltning og Styrelse. Saaledes blev
Bøndernes arvelige Afhængighedsforhold af
Herremanden ophævet og deres Stilling paa andre
Omraader noget forbedret. Stæderne fik
kommunalt Selvstyre, og Lavstvangen indskrænkedes,
medens Civiladministrationen omordnedes, og
en militær Kommission omorganiserede
fuldstændig Hæren, hvis Grundlag blev Værnepligt
og ikke som hidtil Hvervning. Napoleon tvang
vel Frederik Vilhelm III til at afskedige v.
Stein (Novbr 1808), og en konservativ Regering
kom i Stedet; men da Hardenberg 1810
blev udnævnt til Regeringschef med Titel af
Statskansler, fortsattes Reformarbejdet i v.
Stein’s Aand; Jøderne fik borgerlige
Rettigheder, og man satte alt ind paa, skønt man
iflg. Napoleon’s Paabud ikke maatte holde mere
end 40000 Mand paa Benene, at indøve en saa
stor Troppestyrke som muligt. I samme
Retning virkede paa de nationalt vaagne Dele af
Befolkningen ogsaa Taler og Skrifter af ledende
Mænd paa Aandslivets Omraade, og endelig
bragte Fremmedherredømmets stadig voksende
økonomiske Tryk ogsaa Masserne med i
Bevægelsen. P., der 1809 ikke havde sluttet sig til
Østerrig og 1812 havde maattet sende et
Hærkorps mod Rusland, var derfor fuldt færdig til
1813 at give Signalet til den tyske
Uafhængighedskrig mod Napoleon (se Tyskland), dets
Hær gik sammen med de andre
Koalitionsmagters over Rhinen (se Frankrig) og havde
i Slaget ved Waterloo (18. Juni 1815)
Hovedandelen i Napoleon’s endelige Nederlag.
Wienkongressen gav ikke P. fuld Erstatning for,
hvad det havde tabt 1807, idet det maatte
afstaa de ved Polens Opløsning (1795) erhvervede
Provinser til Rusland, Ansbach og Bayreuth til
Bayern og Østfriesland, Hildesheim og Goslar
til Hannover, medens det til Gengæld fik det
halve af Kongeriget Sachsen, Svensk-Pommern
(mod Afstaaelsen af Lauenburg til Danmark),
en Afrunding af Westfalens Grænser og en
betydelig Udvidelse af Landene V. f. Rhinen,
navnlig store Stykker af de gl. Ærkestifter
Köln og Trier; i alt mistede det 37000 km2;
Indbyggerantallet derimod blev ikke
formindsket (c. 10 Mill.). I de nærmest paafølgende
Aar gennemførtes en Rk. betydningsfulde
Reformer: Staten fik en hel ny administrativ
Inddeling, Finanserne bragtes i god Orden, Handel
og Industri nød godt af Regeringens ret liberale
Toldpolitik (de indenrigske Toldgrænser
ophævedes og et Toldforbund med andre tyske
Stater oprettedes), den i 1814 indførte almindelige
Værnepligt hævede i høj Grad Hærens
Anseelse og Dygtighed, og det højere og lavere
Skolevæsen sattes i en for hin Tid
mønsterværdig Stand, navnlig efter Skolepligtens Indførelse
(1819). Naar Befolkningen trods alt dette ikke
følte sig tilfreds, men tværtimod Aar for Aar
gav sin Misstemning stærkere og stærkere
Udtryk, laa Grunden hertil i Regeringens politiske
Holdning, idet det Stein-Hardenberg’ske
Frisind, der havde præget den preussiske Politik
1808—15, var veget for en reaktionær
Strømning, der havde faaet Magten over Kongen og
ført ham langt bort fra de liberale Ideer, han
endnu 1815 havde billiget. Dette forandrede
Standpunkt førte til, at P. i den hellige Alliances
Aand, hvad Udenrigspolitikken angaar, trolig
fulgte i Østerrigs og Ruslands Spor og paa
Kongresserne i Aachen, Troppau, Laibach og
Verona deltog i Forhandlingerne om
Undertrykkelsen af Folkenes Frihedskrav, Politi og
Censur kuede enhver fri Rørelse, og efter
Wartburg-Festen 1817 og Kotzebue’s Mord (1819)
tiltog Regeringens Forfølgelser af »Demagogerne«,
der maatte bøde for deres Frihedskærlighed
med haarde Fængselsstraffe. Det Løfte, Kongen
1815 havde givet om en fri Forfatnings
Indførelse, blev ikke opfyldt. P. maatte i St herfor
nøjes med raadgivende Provinsialstænder (1823).
Hvad der end ydermere forøgede Befolkningens
Misfornøjelse, var Regeringens Kirkepolitik.
Kongen havde nemlig ved Reformationens
Trehundredaarsfest 1817 paabudt en Union mellem
den lutherske og den reformerte Kirke i P., og
da denne Sammensmeltning mødte Modstand
fra de strenge Lutheraneres Side, blev der
anvendt Tvang, hvad der foranledigede
Dannelsen af gammellutheranske Menigheder, som
maatte udstaa haarde Forfølgelser fra Statens
Side. Ogsaa de kat. Ærkebiskopper af Köln og
Posen, der kun under visse Betingelser vilde
tillade blandede Ægteskaber, blev fjernede fra
deres Embeder (1837 og 1838), hvorefter de blev
straffede med Fæstningsarrest. Det politiske og
kirkelige Tvangssystem, Frederik Vilhelm III
saaledes satte i Scene, bevirkede naturligvis, at
man, hvor meget man end agtede ham som
Privatmand, følte hans Død (7. Juni 1840) som
en Lettelse, idet hans Søn og Efterfølger,
Frederik Vilhelm IV, antoges at være en Ven
af de nationale Enhedsbestræbelser og at hylde
friere Anskuelser. Højt kultiveret og med aaben
Sans for Aandsrørelser var han, og han
standsede Forfølgelserne mod Gammellutheranerne
og løslod de to fængslede Ærkebiskopper, gav
alm. politisk Amnesti, lettede til en Beg.
Censuren, og med sin Uvilje mod den myndige
Embedsmandsstand var han villig til at
indrømme kommunale Myndigheder, borgerlige
Korporationer, Litteratur og Erhvervsliv større
Uafhængighed af Statsadministrationen end
hidtil. Men det varede ikke længe, for han,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0561.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free