Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Romantikeren paa Tronen« som han er blevet
kaldt, viste, at han foretrak Middelalderens
patriarkalske Fyrstevælde fremfor moderne
Statsformer, ved at undertrykke enhver
Frihedsytring lige saa brutalt som Forgængeren.
Over for Liberalismens Krav om en tysk
Enhedsstat holdt han paa, at Kejserdømmet skulde
genoprettes, men uden noget folkevalgt
Parlament, de tyske Fyrster skulde være Vasaller af
Kejseren, Chefen for det habsburg-lothringske
Pius, saa at den preussiske Konge kun kom til
at indtage den anden Plads i Riget. Da han
endelig saa sig nødsaget til at indhente
Stændernes Garanti for Statslaan, indkaldte han Apr.
1847 en af samtlige Provinsialstænders
Medlemmer bestaaende Landdag og tilføjede et af
Prinser og højadelige Herrer bestaaende
Pairskammer. Oppositionen i Landdagen blev meget
stærk, da dens Krav om en konstitutionel
Forfatning ganske afvistes, ikke blot ved Kongens
udæskende Ord om, at han aldrig vilde tillade,
at »et beskrevet Blad trængte sig ind mellem
Vor Herre og Gud og dette Land for at regere
os med sine Paragraffer«, men ogsaa ved hans
urokkelige Vægring ved at anerkende
Landdagen som et fast Led i Forfatningen. Kun kort
Tid fik Landdagen Lov til at forblive samlet,
hvorefter Bevægelsen voksede og ved
Efterretningen om Februarrevolutionen i Paris tog saa
stærk Fart, at Kongen ved en Proklamation af
18. Marts 1848 fandt sig foranlediget til at
indkalde Landdagen paa ny og give Løfte om
vigtige liberale Reformer, ligesom han vilde
anerkende en tysk parlamentarisk Rigsforfatning.
Store Folkemasser strømmede til Slottet for at
takke Kongen, men her kom det ved en
Misforstaaelse til en blodig Kamp mellem
Tropperne og Folket, der til sidst, da Kongen lod
Militæret rømme Byen, blev Herre over
Situationen, og Frederik Vilhelm maatte da give
efter; en konstituerende Nationalforsamling
skulde træde sammen i Berlin, og Kongen
maatte love at hjælpe Slesvig-Holstenerne mod
Danmark, ligesom han proklamerede sig selv
som Leder af den nationale Enhedsbevægelse.
Den grundlovgivende Nationalforsamling traadte
sammen i Berlin 22. Maj 1848, men spildte,
efter at have forkastet Regeringens
Forfatningsforslag, Tiden med upraktiske Forhandlinger,
hvad der gav Anledning til fl. Ministerskifter,
medens det radikale Parti skruede sine
Fordringer højere og højere i Vejret, og
Pøbeloptøjer hørte til Dagens Orden. Endelig tog
Kongen Mod til sig og stillede 8. Novbr s. A. Grev
Brandenburg i Spidsen for et nyt Ministerium,
der med Magt forlagde Nationalforsamlingen
til Byen Brandenburg, og da en stor Del
Medlemmer ved ikke at møde bevirkede, at
Forsamlingen blev beslutningsudygtig, blev denne
opløst og en Forfatning oktroieret (5. Decbr s.
A.), dog saaledes, at den skulde revideres af den
flg. Landdag. Denne traadte sammen 26. Febr
1849, men da dens andet Kammer paa Trods af
Kongens Afvisning anerkendte den tyske
Rigsforfatning, blev Kamret opløst (27. Apr.) og en
ny Valglov oktroieret (30. Maj). De ny Valg faldt
ud til det konservative Partis Fordel, hvorfor
Forfatningen blev revideret i afgjort antiliberal
Aand og endelig vedtaget 31. Jan. 1850 (1854
blev 1. Kammer omdannet til et aristokratisk
Herrehus). Indadtil var der saaledes bragt
rolige Tilstande til Veje, men udadtil var P.’s
Stilling stærkt truet ved det spændte Forhold til
Østerrig; bl. a. af Hensyn til denne Magt
afslog Frederik Vilhelm IV den ham tilbudte
tyske Kejserkrone (3. Apr. 1849) og nægtede at
anerkende Rigsforfatningen, men søgte derefter
at danne et snævrere Forbund med Sachsen,
Hannover og fl. nordtyske Stater, hvad dog
maatte opgives, da Sachsen og Hannover trak
sig tilbage under Paavirkning af Østerrig, der
sammen med Mellemstaterne forlangte det tyske
Forbunds Genoprettelse, hvad P. modsatte sig,
og da det tillige nægtede sit Samtykke til en
Eksekution i Kurhessen og Holsten for at skaffe
Ro i disse Lande, saa det i Efteraaret 1850 ud
til, at det skulde komme til Krig mellem de
to tyske Stormagter. Men da en saadan Krig let
vilde fremme den liberale Bevægelse i
Preussen, og da det viste sig, at den preuss. Hær
næppe vilde være i Stand til at optage Kampen
med Østerrig, maatte P. paa Konferencen i
Ollmütz (29. Novbr 1850) give efter for alle
Østerrigs Fordringer og gaa ind paa Forbundsdagens
Genoprettelse. Dette ydmygende Nederlag
svækkede i høj Grad P.’s Anseelse baade i og uden
for Tyskland. Dog lykkedes det efter langvarige
Underhandlinger og længere Tids Modstand fra
Østerrigs Side P. at forny Toldforbundet, der
nu omfattede næsten alle tyske Stater, undtagen
Østerrig (1854), og af Oldenburg købte P. et
Distrikt ved Jahde-Bugten (1853), hvor en
Flaadestation skulde anlægges (Wilhelmshaven).
Efter Freden med Danmark (2. Juli 1850),
hvorved P. foreløbig opgav Slesvig-Holstenernes
Sag, og Ollmütz-Konferencen indtraadte der i
P. en stærk Reaktionsperiode, hvor den af
Regeringen ganske afhængige Landdag gik med
f. Eks. til Indskrænkning af Landkommunernes
Frihed og til delvis Indførelse af Lavstvang, og
som varede ved, indtil Frederik Vilhelm IV’s
ældste Broder, Prins Vilhelm af P.
(Vilhelm I) p. Gr. af Kongens uhelbredelige
Sygdom havde overtaget Regeringen som
Prinsregent (Oktbr 1858), thi hermed begynder
virgelig. hvad Prinsregenten udtalte Haabet om,
en ny Æra i P.’s Historie. Prinsen omgav sig
med ny Ministre og erklærede som sit Maal at
udvikle Forfatningen ved en moderat
konservativ Politik, hvad ogsaa snart mærkedes paa
Regeringens ret liberale Lovforslag, f. Eks.
Forslaget om at ophæve de adelige Godsers
Skattefrihed (Loven gennemførtes dog først 1862),
ligesom Regeringen opgav Valgtryk o. a.
politiske Tvangsforholdsregler; udadtil skulde P.
indskrænke sig til at gøre »moralske«
Erobringer i Tyskland. Forholdet til Østerrig
opfordrede nemlig til Forsigtighed; thi selv da P.
under den fransk-italiensk-østerrigske Krig i
Sommeren 1859 mobiliserede 3 Hærkorpser, der
tillige med en tysk Forbundshær
kommanderedes af Prinsregenten i egen Person, for dermed
at yde Østerrig en virksom Støtte, hvis
Frankrig-Sardinien skulde tilbagevise den tilbudte
Mægling, foretrak Kejser Frants Josef en
hurtig Afslutning af Krigen ved Vaabenstilstanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
