Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Villafranca (11. Juli 1859) fremfor den
Mulighed, at P. ved sin Indblanding skulde vinde
forøget Indflydelse i Tyskland. P.’s Optræden
ved denne Lejlighed tillige med Systemskiftet
indadtil gjorde imidlertid sin Virkning, idet der
dannedes en tysk Nationalforening, der vandt
betydelig Tilslutning rundt omkr. i Tyskland,
og hvis Formaal var en Omdannelse af det
tyske Forbund, der skulde staa under P.’s
Ledelse, medens Østerrig udelukkedes. Den
preussiske Regering stillede sig velvillig over for
denne Plan, da Østerrigs Anseelse var svækket
efter Nederlaget i Norditalien, men betonede,
at en tidssvarende Omordning af
Forbundshæren var nødvendig. P. viste Vejen i denne
Retning ved de militære Lovforslag, som
Krigsministeren v. Roon forelagde i Landdagen,
hvorved den preuss. Hær vilde blive betydelig
forøget og sat i Stand til at mobilisere med
kort Varsel. Landdagen, hvor de liberale
Partier havde vundet stærk Fremgang, gik ikke
ind paa det af Regeringen 1860 forelagte
Hærlovsforslag, men bevilgede for eet Aar en
større Sum til Hæren. Regeringen brugte
imidlertid disse Penge til at gennemføre Hærens
organiske Omdannelse og mente, at Landdagen
saa blev nødt til i Fremtiden at bevilge det
dertil nødvendige. Imidlertid døde Frederik
Vilhelm IV (2. Jan. 1860, og Prinsregenten besteg
Tronen som Vilhelm I. Den ny Konge søgte
at vinde Stemningen ved en alm. Amnesti og
Gennemførelsen af en Skattereform i liberal
Aand, ligesom han gjorde Regning paa det
nationale Partis Tilslutning ved sine Udtalelser
om Nødvendigheden af en Omdannelse af det
tyske Forbund; en praktisk Begyndelse hertil
gjorde P. ved at slutte Militærkonventioner med
fl. tyske Smaastater, hvad Landdagen billigede,
idet den samtidig fremhævede Ønskeligheden
af et snævrere Forbunds Oprettelse under P.’s
Førerskab og med Rigsforfatningen af 1849 som
Grundlov. Til Hæren gav den endnu en Gang
den større Bevilling for eet Aar; men efter at
Valgene til andet Kammer 1862 viste betydelig
Tilbagegang for de Konservative, vedtog
Kamret Finansloven uden Hærreformudgiften, der
af Regeringen var opført som ordinær
Udgiftspost. Imidlertid kunde den omdannede Hær
ikke bringes paa den gamle Fod igen, og under
disse uholdbare Tilstande tænkte Kongen et
Øjeblik paa at nedlægge Kronen, men da han
Septbr 1862 havde tilkaldt Bismarck, der
overtog Stillingen som Førsteminister, fik
denne 1. Kammer til at vedtage Finansloven i den
opr. af Regeringen forelagte Form, og da det
ikke lykkedes Bismarck at komme til Forlig
med 2. Kammer, var Forfatningskonflikten
indtraadt, idet Bismarck erklærede, at han under
de foreliggende Omstændigheder maatte føre
Statshusholdningen med et Budget, der ikke
var vedtaget af Landdagen. Hverken den
umaadelige Harme, dette Forfatningsbrud vakte i
P.’s, ja i alle Tysklands borgerlige Kredse, ell.
Stiftelsen (1863) af det tyske Arbejderparti
under Socialisten Lassalle’s Ledelse fik
Bismarck til at vakle; indadtil mødte han
Bourgeoisiets Vredestilkendegivelse med haard
Fremfærd mod Embedsmænd og med stærk
Indskrænkning af Pressefriheden, medens han
tænkte sig at kunne faa Brug for
Arbejderpartiet mod dette Bourgeoisi; udadtil
sikrede han sine Planer foruden ved
Hærreformens fulde Gennemførelse ved at vinde
Ruslands Venskab, idet han under den polske
Opstand spærrede Grænsen for polske Flygtninge.
Østerrig, der vilde benytte Folkets Uvillie mod
det forfatningskrænkende Preusserregimente
til at styrke sin Stilling i Tyskland,
sammenkaldte Fyrsterne til et Møde i Frankfurt; men
da Kong Vilhelm udeblev, og Mellem- og
Smaastaterne ikke vilde give sig helt i Østerrigs Vold,
udrettedes intet andet, end at ogsaa Østerrig
stødtes bort fra dem og derved nærmede sig
Preussen, som saaledes fik Østerrig med til sit
Angreb paa Danmark, uden Hensyn til
Forbundsdagen (se Danmark, S. 733). Da
Kongen af Danmark ved Freden havde afstaaet
sine Rettigheder over Hertugdømmerne til P.
og Østerrig i Forening, og efter at preuss.
Kronjurister havde fastslaaet, at kun den danske
Konge havde haft Ret til disse Lande (hvorved
Augustenborgernes Arvekrav skubbedes til Side),
bragte Fordelingen af Hertugdømmerne mellem
de to tyske Stormagter nyt Tønder til den
standende Strid mellem disse. En foreløbig
Overenskomst i Gastein om Landsdelenes
Forvaltning mindskede ikke Modsætningsforholdet, der
i Sommeren 1866 tilspidsedes saaledes, at
Østerrig som Svar paa P.’s Besættelse af Holsten fik
vedtaget Forbundseksekution mod P. med
Tilslutning af de allerfleste tyske Mellemstater.
P. erklærede (14. Juni), at det betragtede
denne Beslutning som Krigserklæring. Da
Hannover, Kurhessen og Sachsen nægtede at holde
sig neutrale under den forestaaende Krig,
rykkede preuss. Tropper ind i disse Lande (16.
Juni); den sachsiske Hær undkom til Böhmen,
men den hannoveranske maatte under Forsøget
paa at slaa sig igennem overgive sig ved
Langensalza (28. Juni). Imidlertid havde allerede
3 preuss. Hære under Kronprinsen, Prins
Friedrich Karl og Herwarth v. Bittenfeld
overskredet Böhmens Grænse og tilkæmpet sig en
Række Sejre over Østerrigerne. 1. Juli
forenede de 3 Hære sig, og 3. Juli stod det
afgørende Hovedslag ved Königgrätz (Sadowa),
hvor Østerrigerne under Benedek led et, som
det viste sig, uopretteligt Nederlag. Samtidig
hermed hindrede en preuss. Hær under Vogel
v. Falkenstein de vest- og sydtyske Stater i at
komme Østerrig til Hjælp og tvang dem til en
Vaabenstilstand (2. Aug.). Allerede 26. Juli
havde Østerrig, der ogsaa var blevet angrebet S.
fra af P.’s Forbundsfælle, Italien, som
imidlertid blev slemt medtaget baade til Lands og til
Vands, maattet bekvemme sig til en
Vaabenstilstand og Præliminærfred i Nikolsburg, der
stadfæstedes ved den endelige Fred i Prag (23.
Aug.); en Uges Tid senere sluttede ogsaa de
tyske Stater Fred. Østerrig traadte ud
af Forbundet, opgav sin Medejendomsret
til Slesvig og Holsten (Lauenburg havde P.
købt ved Gastein-Overenskomsten), der tillige
med Hannover, Kurhessen, Nassau, Frankfurt
a. M. og nogle Smaastykker af Bayern og
Hessen-Darmstadt indlemmedes i P., som derved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
