- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
542

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preussen (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

voksede med c. 70000 km2 med 4 1/2 Mill. Indb.
Af Hensyn til Frankrigs Holdning gav P.,
meget mod Kong Vilhelm’s Ønske, Afkald paa
videre Anneksioner og beroligede Napoleon III
med Forsikringen om, at det ny Forbund under
P.’s Ledelse ikke skulde omfatte Bayern,
Württemberg og Baden (der dog ved hemmelige
Militærkonventioner knyttedes til P.). Efter
Stiftelsen af det nordtyske Forbund (se
Tyskland) falder P.’s Historie i alt væsentligt
sammen med Tysklands; derfor maa Oplysning om
dets Ledelse af Forbundet, Krigen med
Frankrig 1870—71, Kejserdømmets Oprettelse og P.’s
senere Politik søges under Tyskland. Hvad
P.’s indre Forhold siden 1866 angaar, har
Samarbejdet mellem Regering og Landdag været
frit for konstitutionelle Konflikter, efter at
andet Kammer med de store Resultater for Øje,
den ny Hærordning havde bragt P. af Krigen
mod Østerrig, havde bøjet sig og vedtaget de
ikke bevilgede Udgiftsposter som Efterbevilling,
medens Regeringen paa sin Side erkendte, at
dens Optræden i Konfliktsaarene (1862—66)
ikke havde været regelmæssig, hvorefter en
alm. Amnesti dannede Afslutningen paa den
langvarige Strid. Fra nu af støttede Bismarck
sig dels til de Konservative, dels til de
Nationalliberale, ja, fra 1872 til disse sidste og de
mere yderliggaaende Venstrepartier, medens
de Konservative — under Paavirkning af
Rigspolitikken — først blev eneraadende i
Statsministeriet 1879 og dermed var blevet
Bismarck’s faste Støtte med vekslende Tilslutning
fra de Nationalliberale og Centrum. Af
indgribende Reformer kan nævnes Forbedringer og
betydelige Udvidelser paa
Undervisningsvæsenets Omraade, 1874 og flg. Aar en
Synodalforfatning for den evangeliske Kirke i P., 1873 ff.
en ny liberal Kreds- og Provinsordning,
Oprettelsen af Forvaltningsretter og
Samfærdselsmidlernes kraftige Udvikling. Desuden virkede
det for hele Tyskland fælles Lovgivningsarbejde
paa Rigsdagen tilbage paa P., der blev fri for
forældede Levninger fra Feudaltiden. Det kat.
Centrumsparti, som blev betydelig forstærket
ved Valgene i Novbr 1870, blev Regeringens
heftige Modstander, efter at Bismarck 1871
havde begyndt den saakaldte Kulturkamp, idet han
over for den ultramontane kat. Gejstlighed i
P.’s kat. Provinser vilde hævde Statens
Overhøjhed over de kirkelige Myndigheder.
Præsterne mistede Tilsynet med Skolerne, der stilledes
under verdslige Inspektører, de gejstlige
Ordener maatte ikke give sig af med
Undervisning, ved de saakaldte Majlove (1873)
indskrænkedes Biskoppernes Myndighed, og
Præsternes Uddannelse og Ansættelse skulde ske
under Statskontrol; borgerligt Ægteskab
indførtes, Menighederne fik i visse Tilfælde Ret til
at vælge Præster, og valgte Menighedsraad
skulde styre Kirkegodset. De genstridige
Biskopper og Præster suspenderedes fra deres
Embeder. Men efter 1875, da Centrum
styrkedes ved Valgene ligesom det konservative
Parti, og da Bismarck bl. a. af Hensyn til sin
økonomiske Rigspolitik ønskede disse Partiers
Hjælp, fandt en Forsoning med Centrum Sted,
og fra 1882 blev Kirkelovene hævede een for
een og de afsatte Biskopper og Præster
genindsatte i deres Embeder. Kulturkampen var
afsluttet, da Kejser Vilhelm I døde (8. Marts
1888). Hans Søn og Efterfølger, Frederik
III, af hvem man ventede en ny, udpræget
liberal Æra, var uhelbredelig syg, da han
overtog Regeringen, og døde allerede 15. Juni s. A.,
hvorpaa hans Søn, den indtil 1918 regerende
Kejser Vilhelm II, besteg Tronen. Den unge
Kejsers stærkt fremtrædende Tilbøjelighed for
personligt Regimente førte 1890 (20. Marts) til
Bismarcks Udtræden af Regeringen, hvorefter
General Caprivi som Rigskansler tillige overtog
Posten som preuss. Ministerpræsident, hvilke to
Stillinger, paa en kort Afbrydelse nær, var
forenede til 1918; baade Caprivi og hans
Efterfølgere, Fyrst Hohenlohe og Grey Bülow,
havde ondt ved at hævde deres Selvstændighed
over for Vilhelm II, hvis impulsive Naturel ofte
forvoldte dem store Vanskeligheder og
foranledigede Forandringer i det preussiske
Ministeriums Sammensætning. Regeringen kunde
uden synderlig Vanskelighed gennemføre de
fleste af sine Lovforslag i Landdagen, skønt
Agrarpartiet ofte stod den haardt imod, særlig
under Halvfemsernes Traktatpolitik, der viste
Forkærlighed for Industrien; bl. de vigtigste
Lovarbejder fremhæves Skolelove og — under
Finansminister Miquel’s Ledelse — Indførelse
af Formue- og progressiv Indkomstskat. Særlig
Omtale kræver nogle af de i Bismarck’s Tid i
Staten indlemmede Lande. I Hannover vilde
den afsatte Konge, Georg V, ikke opgive sine
Krav paa Kongetronen. Der dannedes et welfisk
Parti med Gennemførelsen af dette Krav som
Maal, men Kong Georg’s Privatformue,
Welfer-Fonden, blev beslaglagt og dens Renter
forholdt ham. Efter hans Død fortsatte hans Søn,
Ernst August, hans afvisende Politik, saa at
han ikke engang kom i Besiddelse af
Brunsvigs Hertugkrone, da han 1884 arvede den.
Først en hohenzollernsk, derpaa en
mecklenburgsk Prins overtog Regentskabet i Brunsvig,
indtil en Udsoning fandt Sted, da Hertugens
Søn i 1913 ægtede Kejser Vilhelm’s Datter. En
delvis Forsoning var allerede indtraadt 1892,
da Welfer-Fondets Renter tilbagebetaltes
Hertugen. — I de polske Provinser og Nordslesvig
førte P. en Politik, der gik ud paa at fortyske
de til andre Nationaliteter hørende
Befolkninger. Hovedmidler var Undertrykkelse af
Sprogene og Opkøb af Jorden. Fra 1887 i Polen og
1889 i Nordslesvig blev Undervisningssproget i
Folkeskolerne Tysk. Fra 1886—1908 bevilgede
Landdagen 350 Mill. Mark til Opkøb af polsk
Jord, der skulde overdrages tyske Bønder og
Arbejdere: 1908 vedtoges, foruden en Bevilling
paa endnu 200 Mill., en Ekspropriationslov, der
tillod Ekspropriation af polsk Jord i nævnte
Hensigt. I Nordslesvig, hvor der navnlig af
Overpræsident Köller var anvendt en
meget haardhændet Fremgangsmaade, forsøgtes
fra 1912 ogsaa Jordopkøb med Statsstøtte; men
begge Steder førte det kun til en fast
organiseret Modstand, saa Resultaterne blev yderst
smaa. Efterhaanden som Modstanden mod de
Styrende i Riget under Verdenskrigen
blev større og større, voksede i P. Kravet om

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0564.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free