Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - preussiske Landret - Preussiskrødt - Preussisk Union - Prevesa - Previati, Gaetano - Previtali, Andrea - Prévost, Marcel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvilede paa Romerretten og kanonisk Ret, men
med Optagelse af mange germanske
Bestanddele. Ligesom »Genrernes Recht«, som den
fortrængte, havde Landretten kun subsidiær
Gyldighed, idet den veg for de enkelte Provinsers
særlige Ret, hvad dog af forsk. Grunde ikke
fik stor Bet. For enkelte Bestemmelsers Vedk.
er den endnu i Kraft, men langt største Delen
af den er efterhaanden fortrængt af nyere
Lovgivning, de privatretlige Afsnit saaledes
næsten helt af »Bürgerliches Gesetzbuch«.
P. J. J.
Preussiskrødt (’pråj’-], se
Engelskrødt.
Preussisk Union [’pråj’-]. Ved Overgangen
til 19. Aarh. var Rationalismens Magt i
Preussen stor, og de smaa Kredse af virkelig
Troende havde ingen udpræget dogmatisk eller
konfessionel Interesse. Hofpræst Sack havde 1798
foreslaaet en liturgisk Union mellem Reformerte
og Lutheranere, og denne Tanke blev grebet
af den reformerte Kong Friedrich Wilhelm III,
som ønskede at føre sit Folk ind i en levende
evang. Kristendom. 1808 ophævedes det
reformerte Kirkedirektorium og det lutherske
Overkonsistorium, og en fælles Ledelse af de
protestantiske Kirker oprettedes som Led af
Statsstyrelsen. Unionstanken fandt stor Tilslutning
i kirkelige Kredse, og Schleiermacher var dens
ivrige Talsmand. Forud forReformationsjubilæet
1817 lagde en kgl. Proklamation Kirkens Mænd
Unionsarbejdet paa Sinde, og under Jubilæet
holdt reformerte og lutherske Gejstlige Nadver
i Fællesskab. 1822 udsendte Kongen en
Agende, med fælles Liturgi og fælles
Ordinationsformular. Den mødte kun Modstand hos
Rationalisterne, som fandt den pietistisk, og hos
de ægte Lutheranere (Gammellutheranerne).
For saa vidt muligt at faa alle med, lempede
Regeringen Agenden, og efterhaanden lykkedes
det at faa de allerfleste Præster og Menigheder
med. Kun Gammellutheranerne holdt ud, ogsaa
under Forfølgelser. Den p. U. blev imidlertid
et i aandelig Henseende uklart Foretagende.
Ensartet Liturgi fik man ikke, og Regeringen
indrømmede stadig, at begge Kirkesamfunds
Symboler havde uforandret Gyldighed, men paa
den anden Side hemmede Unionen en naturlig
konfessionel Udvikling, og det kom navnlig til
at gaa ud over Lutheranerne. Uden for
Preussen fandt Unionstanken ogsaa kun Tilslutning
enkelte Steder, og da Slesvig-Holsten, Hannover
m. m. 1866 lagdes ind under Preussen, vovede
Regeringen ikke at indføre p. U. i de ny
Landsdele. De ægte Lutheranere i og uden for
Preussen har stadig bekæmpet Unionen. Efter
Verdenskrigen, da Forbindelsen mellem Stat og
Kirke til Dels ophørte, ventede man, at den p.
U. skulde falde, men dens Magt over de
Evangeliske i Preussen har vist sig at være saa
stor, at den dog synes at skulle opretholdes
i en ell. anden Form under den ny
Kirkeordning. (Litt.: F. Brandes. »Gesch. der evg.
Union in P.«, I—II [1872—73]).
A. Th. J.
Prevesa {’preveza], 1) Nomos i det gr.
Landskab Epirus. 1597 km2 med (1920) 46299 Indb., 29
pr km2. 2) Hovedstad i ovenn. Nomos, ligger ved
det ioniske Hav ved Indløbet til Arta-Bugten og
har (1920) 7576 Indb., hvoraf Flertallet er
Kristne. P. var tidligere stærkt befæstet, og har
en sikker Havn, hvorfra særlig drives Handel
paa Triest. Paa den anden Side af det snævre
Indløb til Arta-Bugten laa det gamle Actium,
og 7 km NNV. f. P. findes betydelige Ruiner
af Byen Nicopolis.
(H. P. S.). N. H. J.
Previati [-’via-], Gaetano, ital. Maler, f.
1852 i Ferrara. P., Elev af Brera-Akademiet, er
en udpræget koloristisk Begavelse, har bl. m. a.
malet Kæmpebilledet »Cesare Borgia« (et af
P.’s første Værker), »En Jomfrus Begravelse«,
»Madonna«, »Kristus paa Korset«, »Abailard«,
»Haschischrygere«, det satiriske Le roi soleil,
»Begravelsen« og Ronde des heures (vakte
Opsigt paa Udstillingen i München 1901). P. er
Digteren i moderne ital. Kunst og en af dem,
der med størst Inderlighed i Følelsen har
behandlet religiøse Motiver; hans Teknik med
dens summariske Stregmanér er af
ny-impressionistisk Art. (Litt.: N. Barbantini, G.
P. [Milano 1919]).
A. Hk.
Previtali, Andrea (ogsaa Andreas
Bergomensis, A. Cordelleagi), ital. Maler, f. c. 1480
i Bergamo, vistnok d. smst. 1528. Han var Elev
af Giov. Bellini; senere viser hans Kunst
Paavirkning fra Carpaccio, Cima og L. Lotto. Fra
1511 virkede han i Bergamo, før den Tid
særlig i Venedig. Af P.’s Arbejder, der udmærker
sig ved smukke landskabelige Baggrunde, kan
nævnes: Hovedværket »Tronende Madonna«
(1506, Bergamo-Gal.), fl. Billeder i Bergamos
Kirker (»Johannes Døber med 4 Helgener« i
S. Spirito m. m.), »Katharina’s Trolovelse«
(Venedig), »Kristus paa Korset« (Venedigs Akad.),
»Forkyndelsen« (Ceneda); i Berlins Mus.
»Katharina’s Trolovelse« og det tidligere Catena
tilskrevne »Madonna med Hellige« m. v., i
Londons Nat. Gal. »Madonna« o. s. fr.
A. Hk.
Prévost [pre’vo], Marcel, fr.
Romanforfatter, f. 1. Maj 1862 i Paris, besøgte en
Jesuitskole og den polytekniske Skole i Paris, var
indtil 1891 ansat ved Tobaksmanufakturen i
Lille, men har siden alene helliget sig Litt.
Hans første Roman Le scorpion (1887), der med
Finhed og Kendskab skildrer en gejstlig
Hjælpelærers tragiske Skæbne i en Jesuitskole, vakte
Opsigt. Dernæst fulgte Chonchette (1888), Mlle
Jaufre (1889), La Cousine Laura, mœurs de
théâtre (1890) og La confession d’un amant
(1891), hvilken sidste tillige gav P.’s Program;
han erklærede sig heri som Modstander af
Naturalismen og Arvtager af George Sand’s
følsomme idealistiske Roman (roman romanesque).
Anbefalet af Alexandre Dumas opnaaede P.
snart at blive en af de mest yndede
Modeforfattere, en udpræget Feminist, der ret aandrigt
og vittigt skildrer sin Tids letlevende,
umoralske og ansvarsløse, behagelystne og
nydelsessyge Pariserinder: Lettres de femmes (1892,
overs. af J. Aarbye 1913), Nouvelles lettres de
femmes (1895) og Dernières lettres de femmes
(1897), L’automne d’une femme (1893), Le
moulin de Nazareth (1894), Les demi-vierges (1894,
paa Dansk »Halvt uskyldige«, ved P. Nansen,
s. A.), Notre compagne. Provinciales et
Parisiennes (1895), Le jardin secret (1897), Trois
nouvelles (1898), L’heureux ménage (1900), Les
vierges fortes (1900), Le domino jaune (1901),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
