Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prévost, Marcel - Prévost d'Exiles, Antoine François - Prévost-Paradol, Lucien Anatole - Prévôt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lettres de Françoise (1902), La plus faible 1904),
La princesse d’Erminge (1905, overs. af
Moth-Lund, 1911), Monsieur et Madame Moloch (1906),
La fausse bourgeoise (1908), Pierre et Thérèse
(1909, overs. af Paul Sarauw 1910), Féminités
(1910), Missette, lettres à Françoise mariée
(1911), Les anges gardiennes (1913), Nouvelles
féminités (1914). Størst Lykke gjorde Les
demi-vierges, der med elegant Behændighed og en
vittig skrømtet Forargelse peger paa den
tidlige erotiske Anløbethed hos vor Tids unge
Piger. Bogen dramatiseredes 1895 og havde
ogsaa Sceneheld. Ogsaa andre Romaner er
omdannet til Skuespil. P. blev 1909 Medlem af
Akademiet efter Sardou.
S. Ms.
Prévost d’Exiles [pre’vo-d-æ’gzil],
Antoine François, fr. Forf., f. 1. Apr. 1697
i Hesdin (Artois), d. 25. Novbr 1763 paa
Landevejen mellem Senlis og St-Firmin, ramt af et
Slagtilfælde og som formentlig død dissekeret
af en Læge. Indtraadt i Jesuitterordenen forlod
han denne efter 6 Aars Noviciat for at blive
Soldal, vendte efter et udsvævende Levned igen
tilbage til Klosterlivet, optoges bl.
St-Maur-Benediktinerne, flygtede for anden Gang 1727
og drog til Holland, 1733 til England. Aaret
efter vendte han tilbage til Paris, blev
Huskapellan og Sekretær hos sin Velynder, Prinsen af
Conti. Af sit vilde, lidenskabelige og
eventyrlige Liv øste han Stof til sin hastige og flygtige
Produktion, der omfatter henved et Par
Hundrede Bind, Romaner, Historie og
Rejsebeskrivelser. Kun een Bog har overlevet ham, det
lille Mesterværk Histoire du chevalier Des
Grieux et de Manon Lescaut (Amsterdam 1731,
mangfoldige senere Udg., den bedste ved
Montaiglon 1875 med Fortale af Dumas; paa Dansk
bl. a. ved M. Cohen og S. Prahl 1891, ved
Fritz de Zepelin 1907). Ogsaa denne Fortælling
hviler paa en Ungdomsoplevelse; den giver i
al sin natursande Enkelhed og Jævnhed en
gribende Skildring af et Lidenskabsforhold
mellem en ung Mand og en lille Glædespige, hvem
han trods al Nedværdigelse ikke er i Stand til
at slippe, og som midt i alle sine Forvildelser
bevarer sin Kærlighed til ham lige heftig og lige
kysk. Den lille Historie har hidtil bevaret sin
klassiske Renhed som Type paa en Passions
altbesejrende Vælde. Den har inspireret nyere
Tids Digtere og Komponister (Dumas’
»Kameliadame«, Barrière’s og Fournier’s Drama,
Massenet’s Opera Manon Lescaut). Af P.’s øvrige
Værker kan mindes om: Mémoires et aventures
d’un homme de qualité qui s’est retiré du monde
(8 Bd, 1728—32), Le doyen de Killerine (6 Bd,
1732—35), Histoire de M. Cleveland, fils naturel
de Cromwell (8 Bd, 1732—39) og Histoire
générale des voyages (21 Bd, 1745—70). Ligeledes
overs. han eng. Forf. som Hume og
Richardson. Hans Œuvres choisies udkom 1783 ff. i 54
Bd, 1810—16 i 55 Bd. (Litt.: H. Harrisse,
L’Abbé P. Histoire de sa vie et de ses œuvres
d’après des documents nouveaux [1896]).
S. Ms.
Prévost-Paradol [pre’vo-para’dål],
Lucien Anatole, fr. Forfatter og Journalist,
f. i Paris 8. Aug. 1829, d. i Washington 19. Juli
1870. P. var en heftig og bidende Modstander
af Kejserdømmet, som han angreb i Courrier
du Dimanche, der idelig forfulgtes af denne
Grund og standsedes 1866. Med ophøjet Alvor
kæmpede han for frisindede Statsinstitutioner
og for Ungdommens etiske Opdragelse i
følgende Værker: Revue de l’histoire universelle
(1854), Du rôle de la famille dans l’éducation
(1857), Les anciens partis (1860), Quelques pages
d’histoire contemporaine (4 Bd, 1862—66),
Études sur les moralistes français (1865) og La
France nouvelle (1868), hvori han med
mærkeligt Skarpsyn forudsaa Frankrigs
nærforestaaende Krise. Da Kejserdømmet 1870 antog
liberale Former, sluttede han sig til det,
udnævntes til Gesandt i Washington, men begik
Selvmord ved Efterretningen om
Krigserklæringen til Tyskland. (Litt.: Gréard, P.
[1894]).
S. Ms.
Prévôt [pre’vo] (af lat. præpositus) var i
Frankrig, navnlig Nordfrankrig, siden Beg. af
11. Aarh. Navnet paa de Embedsmænd, der i
den stedlige Forvaltning og Retspleje
repræsenterede Kongen (ell. inden for de store
Kronlen Lensfyrsterne). Disse Embedsmænd var paa
een Gang Dommere og
Forvaltningsembedsmænd og havde i sidstnævnte Egenskab med
alle Grene af Forvaltningen at gøre, derunder
baade med Oppebørslen af Skatter og andre
Afgifter og med Militærvæsenet. P., der havde
sit Embede i en Slags Forpagtning, stod opr.
direkte under Centraladministrationen
(Senechallen), men siden Midten af Middelalderen
skabtes der i Bailli’erne (se Bailli) en
Melleminstans, idet hver Bailli fik et Antal P.
under sig. Denne Reform gav Anledning til, at
P.’s administrative Forretninger indskrænkedes,
idet de til Dels overtoges af Bailli’en, og andre
Indskrænkninger blev Følgen af Indførelsen af
en Klasse ny Oppebørselsembedsmænd
(receveurs). I senere Tid var P. derfor hovedsagelig
Dommer, nærmere bestemt Underdommer, idet
der fra ham kunde appelleres til Bailli’en, og
Stillingen, der opr. altid beklædtes af
Adelige, var nu ikke særlig anset. Siden Slutn. af
Middelalderen bortforpagtedes den ikke mere.
— Ogsaa i Købstæderne kaldtes de kgl.
Embedsmænd for P., men efter Udviklingen af
Borgernes Selvstyre bevaredes disse Embedsmænd
kun i de Byer, hvor Selvstyret ikke var
fuldstændigt (villes de prévôté). Ejendommeligt var
Forholdet i Paris, hvor der ved Siden af den
kgl. P. (P. de Paris), der, fordi han ikke var
underordnet nogen Bailli, i Virkeligheden
rangerede med og havde samme Beføjelser som
en saadan, fandtes en saakaldt P. des
marchands, der fra først af var Oldermand for de
parisiske Storkøbmænds Gilde, men senere
fungerede som Byens Borgemester, d. v. s. som
øverste Leder af Selvstyret, idet Byen som
Kommune havde taget det nævnte Gildes
Organisation i sin Tjeneste. — Forsk. fra de
ovennævnte P. var Prévôts des maréchaux, der opr.
var Dommere, knyttede til Hæren, med den
Opgave at vaage over Ordenen i de Egne, hvor
Tropperne opholdt sig. Ud fra dette
Udgangspunkt udviklede de sig efterhaanden med
Bevaring af deres militære Karakter til ordentlige
Dommere i Sager ang. Forbrydelser mod den
offentlige Sikkerhed (cas prévôtaux), i hvilke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
