- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
582

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Profet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sammen med Begivenheder, der endnu ikke
havde udfoldet sig. Gennem dem saa P. ind i
Fremtiden. I Israel var der af denne Grund et
nært Forhold mellem Kongen og P.; naar han
skulde foretage sig noget betydningsfuldt, bad
han om P.’s Raad. Kunde de se Lykke for ham,
beredtes hans Sejr derigennem; undertiden har
P. kæmpet med hinanden, før Kongen drog ud,
idet nogle har set eet, andre et andet. Dette
illustreres af en Fortælling (1. Kong. 22), hvor
et stort Antal P. tilsiger Achab og Joshafat Sejr
over Aramæerne, medens Mika, Jimla’s Søn,
alene skuer Nederlaget. Samme Fortælling
illustrerer, at P. er ansvarlig for sit Syn og maa
tage Konsekvensen deraf. Der er ingen Forskel
paa profetiske Syner og Drømme; om de er
sande ell. falske, kan ikke afgøres ad ydre Vej,
naar de fremsættes, men beror paa, hvilken
Kraft der er i den Sjæl, i hvilken den har
aabenbaret sig. P. skelner imellem deres eget
Jegs overfladiske og tilfældige Indfald og de
virkelige Syner, der kommer fra Sjælens Dyb
og har guddommelig Oprindelse. De, der ikke
skelner mellem disse Ting, er falske P.;
»deres egne Hjerters Syner forkynder de, ikke
Ord fra Jahve’s Mund«, siger Jeremia (23, 16).

Profetismen er ikke noget spc. israelitisk
Fænomen, men hænger nøje sammen med
Opfattelsen af Sjælen og af Livet overhovedet hos
ikke-europæiske Folk. Der er sikkert ogsaa en
vis Forbindelse mellem dens særlige israelitiske
Form og lgn. Foreteelser hos de kana’anæiske
Folk. Men Israels P. har faaet en ganske særlig
Karakter og Bet. ved deres Indgreb i Folkets
nationale og religiøse Liv. I den ældre Tid er
en P. som Samuel en søgt Dommer og
anerkendt Fører, der leder Kultushandlingen og
raader Folket og bl. a. spiller en betydelig Rolle
ved Kongevalget. Profeternes og Heltenes
Inspiration er nær beslægtet; Debora, der rejser
Folket til Kamp, er en profetisk Kvinde. Da
Israel gennem David fik et Kongedømme af
kana’anæisk Art, hørte P. til Kongens
Omgivelser; vi hører om Natan, der taler Kongen
til Rette med den Autoritet, som Jahve’s
Inspiration giver ham, og som bl. a. tager Del i
Stridighederne ang. Tronfølgen. P., samlede om
Kongen, har der sikkert været bestandig baade
i Nord- og Sydriget. Men de, der fik Bet.,
optraadte med stor Selvstændighed over for
Kongen. Hovedpersonen bl. den ældre Kongetids
P. er Elija (9. Aarh.), der stillede sig forrest i
Kampen for Jahve mod Ba’al, d. e. for
israelitisk mod kana’anæisk Kultus, og som mere end
andre medvirkede til, at Jahve anerkendtes som
Israels Gud. Fra Midten af 8. Aarh. kender vi
en Rk. P., hvis Taler er opbevarede. De
fortsætter Elija’s Kamp for det overleverede
israelitiske mod det ny, kana’anæiske, men under ny
Form. Kampen stod ikke mere mellem Jahve
og Ba’al’en, men for gl israelitisk Sæd mod ny.
Særlig paa to Punkter rettede disse P., navnlig
Hosea, Amos, Mika, Jesaja, Jeremia deres
Angreb mod det daværende israelitiske Samfund:
I social Henseende fordømte de Storherrerne,
der under Kongedømmets Ly bredte sig i
Byerne og tilrev sig al Grundejendom, hvorved
de krænkede de gl. Slægtsrettigheder og skabte
et besiddelsesløst Proletariat, som de endda
udsugede. I kultisk Henseende fordømte de den
Rolle, som den fra Kana’anæerne overtagne
Offerkultus spillede. De henviste — ligesom
Rekabæerne — til Ørkentiden, Folkets
Grundlæggelsestid, da Folket ikke ofrede, men levede
i ubrudt Pagt med sin Gud. Pagten skulde
hævdes, ikke ved Offer, men ved at Folket
dyrkede Jahve alene og holdt hans Bud, idet det
opretholdt alle, der hørte til Pagten, støttede
de svageste og respekterede de andre (Am.
4, 4; 5, 21 ff.; Hos. 6, 6; Jes. 1, 10 ff.; Mika
6, 6 ff.). P. kom saaledes i stærk Modsætning
til Stormændene og Præsterne; med disse
sidste havde nogle af dem stærke Sammenstød
(Am. 7, 10 ff., jfr Hos. 4, 4 ff.). Men de kom
ogsaa i Modsætning til andre P., der stod
Præsteskabet nærmere og ikke saa noget Brud paa
Harmonien mellem Jahve og Israel: disse
anklagedes for at være falske P., der leflede for
Folket, men ikke var sendt af Jahve, efter som
de stod hans egl. Væsen fjernt (Hos. 4, 5; Jes.
3, 2; Mika 3, 11). Fælles for begge Slags P. er
aabenbart en overleveret Tro paa en
Fremtidskatastrofe, der skal bringe en Forvandling af
Forholdene, en »Jahve’s Dag«, som efter den
folkelige Tro skulde skabe Israels Lykke. Amos
og hans Fæller holder imidlertid fast ved, at
det samtidige Israel har brudt Pagten, hvorfor
Jahve’s Dag vil bringe det Ulykke. De bliver
altsaa Ulykkesprofeter, men hvor stærk den
overleverede Tro paa Fremtidslykken dog har
været, ses af, at der ogsaa er Lykkeprofetier i
deres Skr, til Dels i ret stereotype Vendinger.
Det er enten at opfatte saaledes, at Folket skal
lutres gennem Ulykken og derpaa faa Lykken,
ell. som hos Jesaja, at en »Rest« skal frelses fra
Ulykken. Da Samaria erobredes af Assyrerne
722, saa man heri en Bekræftelse af P.’s
Trusler. Det ændrede imidlertid ikke Forholdene i
Folket, og vi ser Jesaja, Mika og Jeremia
optræde i Juda med lgn. Taler som dem Hosea og
Amos havde rettet til Efraim, indtil Ulykken
ogsaa indtraf her ved Jerusalems Indtagelse 586.
P.’s væsentligste Bet. ligger i, at de forberedte
en Religion uden Tempelkultus. Da al saadan
Kultus uden for Jerusalem blev forbudt 622, og
da ogsaa denne blev gjort umulig ved Templets
Ødelæggelse og Deportationerne til Babel 586,
havde P. skabt et Grundlag for Opretholdelsen
af Folkets Liv og Religion uden Ofringer. Det
fik sin Bet. ved Udformningen af
Menighedslivet i det fremmede og derved for Dannelsen
af den senere Jødedom. Eksilet betragtedes som
en Fuldbyrdelse af den ved P. forkyndte
Straffedom, men da nogle Aar var gaaet,
optraadte en ny Profet, Forfatteren af Jes. 40 ff.
(Deuterojesaja, se Jesaja) og forkyndte, at
Skylden nu var betalt, og han genoplivede de
gl. Lykkeprofetier, der nu skulde virkeliggøres
gennem Hjemkomsten. En anden P. Ezeqiel,
udkaster en Plan for Livet efter Hjemkomsten,
hvori Kultus i Templet genoprettes. Efter
Hjemkomsten optræder endnu P. som Haggaj,
Zakarja og Maleaki, hvor de gl. Forventninger
om en Fremtidskatastrofe stadig lever, medens
Tempelkulten nu bedømmes anderledes end hos
de gl. P., nemlig som Udtryk for Jahve’s Krav.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0604.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free