- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
590

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Projektil

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

beregnet til at oplyse det fjendtlige Terrain
o. a.

P.’s ydre Form er under og siden
Verdenskrigen ændret i meget væsentlig Grad, idet
man for at opnaa større Skudafstand har
erstattet den tidligere, buttede Forpartsogival,
hvis Radius kun var 2 Kalibre (Fig. 7), med en
slank, tilspidset Forpart af konisk ell. ogival
Form, i hvilken Ogivalradien kan naa helt op
til 10 Kaliber; da samtidig Projektillængden
vokser betydelig, er det vanskeligt at holde
P. styret tilstrækkelig sikkert i Banen i Luften;
man kan i nogen Grad bøde herpaa ved at
gøre P.’s Bagpart konisk, idet denne
Foranstaltning foruden at forøge Skudvidden
formindsker Skudspredningen.

Den moderne Brisantgranat til det
lette og tunge Feltskyts er herefter et langt,
slankt, meget tyndvægget Staalprojektil (Fig.
8), der rummer en betydelig Sprængladning, og
som fortil er forsynet med et saa følsomt og
hurtigvirkende Brandrør, at P., naar det skal
benyttes imod levende Tropper, springer ved
den svageste Berøring med Jordoverfladen,
hvorved det mindst mulige Antal Sprængstykker
opfanges af Jordsmonnet. I Røret er tillige
indlagt en Forsinkelse, som benyttes, naar P.
udskydes imod Maal, i hvilket det skal trænge
ind, inden det springer (Bygninger, Dækninger
m. m.), og som tillige kan anvendes til den
under Verdenskrigen benyttede Ricochetskydning,
ved hvilken man tilstræber, at P., efter at have
ramt Jorden under en lille Nedslagsvinkel, skal
springe op og sprænges faa m over
Jordoverfladen, saaledes at der opnaas god Virkning
imod levende Maal. Ved nogle P. faar man den
slanke For part ved, at P. fortil forsynes med
en hul Hætte, som kun har til Opgave at
bevirke, at Luftens Modstand mod P.’s
Bevægelse bliver den mindst mulige. En saadan
Hætte blev bl. a. anvendt ved P. til den
langtrækkende tyske 21 cm Kanon, hvormed
Tyskerne 1918 beskød Paris paa 120 km Afstand.
P. frembød (Fig. 9) den Ejendommelighed, at
det var forsynet med 2 i selve Projektilstaalet
udarbejdede Føringsbælter, bestaaende af en
Række til Riffelgangene svarende Fremspring,
der bedre end de af Kanonens Felter i et
Kobberbælte skaarne Knaster kunde modstaa det
uhyre Sidetryk under P.’s Udført gennem
Løbet. Bag hvert Føringsbælte var der anbragt
et Kobberbælte, der skulde tætte for
Krudtgassen. Om P. til Minekastere (s. d.).

Geværgranater er P., i Reglen af
Støbejern ell. Halvstaal og af Kaliber 50—60 mm,
beregnede til Udskydning af et paa Enden af
et Gevær anbragt Udskydningsbæger (Fig. 10).
Geværgranaten er forsynet med et
Tidsbrandrør, hvis Sats tændes af Flammen fra
Geværpatronen, der enten kan være løs ell. skarp,
i hvilket sidste Fald der skaffes
Geværprojektilet Vej gennem Geværgranaten ved et i
denne anbragt Centralrør. Krudtgassen fra
Geværpatronen driver derefter Geværgranaten ud af
Udskydningsbægeret. Brandrørets Sats brænder
saa længe (i Reglen c. 10 Sekunder), at
Geværgranatens Sprængning finder Sted kort efter,
at den har naaet Jordoverfladen. Dens Vægt
er i Reglen c. 1/2 kg, den største Skudvidde c.
200 m. Geværgranaten spillede en stor Rolle
under Verdenskrigen og hører nu med til det
moderne Fodfolks Udrustning.

Haandgranater (Haandbomber) kaldes
P., som kastes med Haanden (se
Haandgranater).

Som Projektilmateriale anvendtes tidl.
almindeligvis Støbejern. Til de
panserbrydende P. maatte man imidlertid hurtig — da
man som Panser begyndte at anvende Staal
— forlade dette Materiale, der ikke var haardt
nok, og gaa over til ligeledes at anvende Staal
For c. 25 Aar siden er man gaaet over til
ogsaa til Granater og Granatkardæsker at
anvende Staal, hvorved man har opnaaet at
kunne gøre Skorpen tyndere, saa at der er blevet
mere Plads til Sprængladning og Kuglefyldning.

Under Verdenskrigen har man i udstrakt
Grad til Projektilfremstilling anvendt det
saakaldte Halvstaal, en Art forædlet
Støbejern. De krigsførende Lande opnaaede derved
at kunne inddrage deres mange Jernstøberier
i den forcerede Ammunitionsfabrikation og at
aflaste Staalværkerne. Halvstaalsprojektilet har
tykkere Vægge end Staalprojektilet og derfor
en mindre Sprængladning. Det er lettere,
hurtigere og derfor billigere at fremstille end
Staalprojektilet, som det i Egenskaber staar tilbage
for, men til Nød kan erstatte under vanskelige
Forhold.

Som P. til Haandskydevaabnene
anvendte man Kugler af Bly, lige til man,
henimod Midten af 19. Aarh., med Riflernes alm.
Indførelse gik over til det cylindro-ogivale P.
Anvendte man Forladerifler, voldte dette noget
Besvær, idet der maatte være Spillerum mellem
P. og Løbet, medens P. førtes ned i dette,
hvorimod Spillerummet maatte ophæves, naar P.
var kommet til Bunds, for at Blyet kunde
trænge ind i Riffelgangene og udfylde disse under
Udfarten, saa at P. blev tvunget til at følge
Riffelgangene og dreje sig om sin Længdeakse.
Ved den af Oberst Thouvenin konstruerede
Tapriffel, der indførtes ret alm., opnaaedes dette

Fig. 10. Geværgranat i Udskydningsbæger.
Fig. 10. Geværgranat i Udskydningsbæger.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0612.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free