- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
591

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Projektil - Projektilbane

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ved, at man ved Slag med Ladestokken
stukkede P. mod en i Bunden af Riflen anbragt
Tap; for lettere at lade sig slukke var
Tapriflens P. forsynet med Kannelyrer paa sin
cylindriske Del.

Et andet meget alm. anvendt P. var det efter
Opfinderen Kaptajn Minié benævnte Minié-P.
Dette P.’s cylindriske Bagpart var forsynet
med inddrejede Riller, og i Bunden havde det
en ret stor Udhuling, hvori Kaptajn Minié
anbragte en lille Jernskaal, Culot, der af
Krudtgassen pressedes ind i det bløde Bly og derved
udvidede P. saa meget, at Spillerummet
ophævedes; Culot’en faldt dog hurtig bort, da
Krudtgassen ogsaa uden denne udvidede P.
tilstrækkelig. En tredie Maade, paa hvilken
man søgte at ophæve Spillerummet, var ved
at konstruere P. saaledes, at det ved
Krudtgassens Stød i Affyringsøjeblikket stukkedes i
Aksens Retning og derfor udvidedes i radiel
Retning: dette foresloges af Englænderen
Wilkinson og anvendtes af Østerrigeren Lorentz, der
forsynede den cylindriske Bagpart med dybe
Indsnit for at lette Stukningen. Dette P. blev
dog ikke meget anvendt. Ved Anvendelsen af
Bagladerifler tilvejebringes Forceringen — P.’s
Indtvingen i Riffelgangene — ved at Diameteren
af P. gøres noget større end Løbets Diameter
over Felterne. Undertiden — som f. Eks. ved
den tyske Tændnaalsriffel — forceredes ikke
selve P. ind i Riffelgangene, men dette
anbragtes i et Papspejl, og man lod da
Forceringen foregaa paa Papspejlet. Ved de Geværer af
c. 11 mm Kaliber, der indførtes i Midten af
1870’erne, anvendtes P. af c. 2 1/2 Kalibers
Længde, men de er stadig blevne længere i
Forhold til deres Tværsnit, saa at de ved de
nu alm. Geværer af 6,5—8 mm Kaliber er 3—4
Kaliber lange. Som Materiale til
Geværprojektiler anvendes Bly, der for at gøres haardere
og for at hindre Afsætning af Bly i
Riffelgangene legeres med Antimon ell. Tin. Ved de
nyeste Geværer, hvor der paa Grund af
Riffelgangens stærke Snoning vilde afsættes meget
Bly i Riffelgangene, er man gaaet over til at
omgive hele P. med en tynd Kappe af et andet
Materiale, i Danmark kobbernikkelpletteret Staal.
I Løbet af de sidste c. 20 Aar har de fleste
Stater erstattet det fortil ogivale P.
(»Rundprojektilet«) med et »Spidsprojektil« (se Fig.
11), hvorved Skudafstanden, den raserende
Banes Længde og Indtrængelsesevnen er blevet
forøget.
(H. H.). C. H. R.

Projektilbane [prosjækti’l-] kaldes den
Bane, et Projektil beskriver efter at have forladt
Vaabnet. Banens Begyndelsespunkt ligger i
Vaabnets Munding, og som dens Endepunkt
regnes hyppig det Punkt, hvor Projektilet første
Gang træffer en Genstand, særlig Jordens
Overflade; ved teoretiske Betragtninger regnes det
Punkt for Endepunktet, hvori Banen skærer en
gennem Vaabnets Munding lagt vandret Plan,
Mundingshorisonten. Det højeste Punkt af
Banen kaldes Toppunktet, dettes lodrette Højde
over Mundingshorisonten kaldes
Maksimumsordinaten (se ndf.); den Del af Banen, der
ligger mellem Mundingen og Toppunktet,
kaldes den opadgaaende Gren, det øvrige Stykke
af Banen den nedadgaaende Gren. Ved
Skydning mod Luftfartøjer benyttes som Regel kun
den opadgaaende Gren. P. Gr. a. Luftens
Modstand mod Projektilet ligger Toppunktet
nærmere ved Banens Endepunkt end ved dens
Begyndelsespunkt, ligesom den nedadgaaende Gren
er krummere end den opadgaaende. Den
Vinkel, Tangenten i Banens Begyndelsespunkt
danner med Mundingshorisonten, kaldes
Udgangsvinklen, den Vinkel, Tangenten i Endepunktet
danner med Mundingshorisonten,
Nedslagsvinklen. Nedslagsvinklen er altid større end
Udgangsvinklen. Det Stykke, Banen hæver sig
over Mundingshorisonten, kaldes Banens
Ordinat paa den dertil svarende Afstand, og den
Del af Banen, hvor den ikke hæver sig højere
over Jordoverfladen end et givet Maals Højde,
kaldes Banens raserende Del m. H. t. dette
Maal (kommer i Praksis kun i Betragtning ved
Geværprojektilbaner). Forøges Vaabnets
Elevation, vil Projektilets Udgangsretning hæve sig
mere over Jorden, og det vil derfor
gennemløbe en længere Vej, inden det slaar an, saa
at Skudvidden bliver større. Dette gælder dog
kun til en vis Grænse; forøges Elevationen ud
over denne, aftager Skudvidden atter, saa at man
altsaa kan faa samme Skudvidde med to forsk.
Elevationer. I det lufttomme Rum vilde den
største Skudvidde svare til en Elevation af 45°,
men p. Gr. a. Luftmodstanden vil man i
Virkeligheden som Regel allerede naa den ved en
noget mindre Elevation. En Undtagelse herfra
fremkommer ved de Baner, der naar saa højt
op over Jordoverfladen, at den største Del
af dem ligger i væsentlig fortyndede Luftlag
(allerede i c. 6 1/2 km’s Højde er Luftens
Vægtfylde halveret, i 20 km’s Højde er den kun c.
1/10 og i 30 km’s Højde kun c. 1/40 af
Vægtfylden ved Jordens Overflade). For disse Baner
naas den største Skudvidde ved Elevationer,
liggende mellem 50° og 55°, idet Banens
Vinkel ved Horisontalen regnes at være sunket til
c. 45° paa det Tidspunkt, da Projektilet naar
op i den meget fortyndede Luft, hvorved det
under sin Vej gennem denne faar den størst
mulige Skudvidde. Dette Forhold er blevet
udnyttet ved de langtrækkende Kanoner, som
opstod under Verdenskrigen, og hvoraf den tyske
21 cm Kanon, som begyndte at beskyde Paris
23. Marts 1918 paa c. 120 km’s Afstand, er
blevet mest kendt. Denne Kanons P. havde en
til Skudvidden 120 km svarende
Maksimumsordinat paa hen ved 30 km og en Flyvetid paa
henved 5 Min.

I det lufttomme Rum vilde Banen blive en
Parabel, og jo vanskeligere Projektilet har ved
at overvinde Luftmodstanden, desto mere
afviger Banen fra en Parabel. Det er saaledes
navnlig Tværsnitsbelastningen — Projektilets
Vægt divideret med dets Tværsnitsareal — og
Begyndelseshastigheden, der har Indflydelse,
saaledes at Banen nærmer sig mere til
Parabelen, jo større Tværsnitsbelastningen og jo
mindre Begyndelseshastigheden er.
Haandskydevaabnenes Baner vil derfor afvige mest,
Morterernes mindst fra Parabelen. Ved det riflede
Skyts tvinger man Projektilet til at dreje sig
om sin Længdeakse, hvilket er nødvendigt for,
at Projektilet under Banen vedblivende skal
beholde Spidsen fremad. P. Gr. a. denne Rotation

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0613.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free